I dag fejrer vi Kristi Himmelfart, en af vore helligdage.

Den står dog i skyggen af de tre store kristne højtider: jul, påske og pinse.

Kr. Himmelfart falder 40 dage efter påskedag.

Det er i hvert fald det officielle.

Mange kalder det Kristi Flyverdag, fordi det er lidt spøjst, hvordan Jesus skulle flyve op til Vorherre.

Før der var flyvemaskiner og helikoptere og raketter!

Måske har det slet ikke fundet sted.

VI har 4 evangelier:

Matthæus-evangeliet omtaler ikke Jesu Himmelfart.

I Markus og Lukas er det svært at sige, hvornår det skete, så måske allerede kort tid efter opstandelsesdagen. Det er også en senere tilføjelse til Markus-evangeliet, måske for at gøre historien lidt bedre. Lidt mere drama og effekt!

Johannes-evangeliet omtaler kun himmelfarten i overført forstand. Der siges det kun fra Jesu egen mund: “Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”.

Så vi fejrer noget i dag, som kun er sporadisk omtalt i Bibelen, eller i hvert fald ikke særligt tydeligt i evangelierne.

Men så er der et andet skrift i Bibelen, som hedder Apostlenes Gerninger. Det er også skrevet af den Lukas, som skrev Lukas-evangeliet.

Og ifølge det, som jeg også læste op fra alteret, står der i Apostlenes gerninger: ”Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige”.

Og det er samme 40 dage, som vi regner fra påskedag til i dag, til Kr. Himmelfartsdag.

I dag slutter så de fyrre dage, hvor Jesus efter sigende var sammen med sine disciple.

Så kunne han dampe af, sige farvel, hans mission var lykkedes, fuldendt, accomplished.

For Jesus formåede i de 40 dage efter påskesøndag at sætte så dybe indtryk på sine nærmeste, at de vovede alt i deres liv for at viderebringe budskabet.

For efter Himmelfarten gik disciplene ud i verden og forkyndte budskabet om Jesus Kristus. At Gud havde vist sig, at verden ikke mere var den samme, men at Gud havde vist sig for menneskene i personen Jesus Kristus.

Vi glemmer ofte i dag, at den kristne kirke blev grundlagt af svigtere og forrædere.

Husk tilbage til påsken!!!

Judas forrådte Jesus.

MEN de øvrige 11 ville ikke kendes ved Jesus, da det virkelig gjaldt på langfredag. Som Peter fornægtede de kendskabet til Jesus, de var rædselsslagne for at lide samme skæbne. Og det forstår man godt.

Det gælder også Paulus.

Han begyndte sin karriere med energisk at forfølge de kristne, fange dem, dømme dem, få dem henrettet.

Og så en dag på faldt af sin hest på vej til Damaskus.

Og vendte 180 grader. Så blev han den ivrigste kristne, den mest fanatiske tilhænger af Jesus.

Og flere af konfirmanderne i dag har valgt et konfirmandord fra Paulus, og så er det pudsigt at betænke hans liv.

Vi må vi aldrig glemme, at vores kristne kirke står på rødder af mennesker, som også svigtede afgørende engang.

I påsken fornægtede alle disciplene at kende Jesus.

Selvom de kort forinden havde beundret ham og fulgt ham i flere år.

Og så går de her efter Kr. Himmelfartsdag og efter pinsen ud i verden for at fortælle alverden om Jesus, ja, de går virkelig planken ud.

Fra lunkne og usikre fornægtere blev der apostle med ildhu, der intet frygtede.

Lad os se lidt på de enkelte disciple, og hvad vi VED om deres skæbne (og det er ikke tro, men historisk viden).

• Så vidt vides, led Peter martyrdøden i år 64 i Rom
• Jakob led martyrdøden i Jerusalem i år 62
• Andreas blev korsfæstet på et krydsformet kors i Grækenland, et såkaldt Andreaskors.
• Filip blev korsfæstet og stenet i Frygien.
• Bartholomæus missionerede omkring Sortehavet og døde som martyr, efter sigende ved at hans hud blev flået af.
• Thomas døde som missionær og martyr i Indien.

Og det var de samme bange disciple, som på langfredag ikke ville kendes ved Jesus.

SÅ DERFOR: Der skete noget afgørende her i de 40 dage mellem påsken og Kr. Himmelfartsdag.

Jesus formåede at gøre sin disciple til effektive, fanatiske, dygtige missionærer, som satte livet på spil for sagen.

Ikke ved som man uddanner Navy Seals, Frømandskorps eller andre elitetropper, gennem hård træning og stroppeture.

Nej, ved at tale med dem gjorde han dem til kristendommens første forkyndere.

Og derfor var budskabet om tilgivelse og syndernes forladelse meget akut og relevant for dem.

De vidste, hvad det ville sige at svigte.

Det er måske kun den der har behov for omvendelse, dén der i sind og sjæl og handling har prøvet at være på en forkert bane, der kan rette op, sone, og komme til tro, til værdig tro, altså troværdighed?

Så det er det vi fejrer i dag, på Kr. Himmelfartsdag, en vigtig dag i kirkeåret, hvor de 40 dages træning og uddannelse slutter for disciplene, de gør honnør for Jesus og er klar til at stå på egne ben.

Hvorfor skulle Jesus forsvinde, gå bort?

Kristendommen var jo aldrig blevet en verdensreligion, hvis Jesus var blevet 70 år og med langt skæg sad i templet halvsenil i Jerusalem som leder af en stor sekt.

Og disciplene som en slags kardinaler vimsende omkring ham. Så var Jesus-kristendommen kun blevet en lokal sekt og sikkert dødet ud efter et par generationer.

Derfor måtte Jesus forlade jorden, for at disciplene, og vi er alle hans disciple, for at VI, fik frie hænder til at fuldføre projektet

Og vi er i samme situation, vi i dag, som disciplene. De skulle begynde i Jerusalem. Vi er spredt over den ganske jord, men kan begynde med os selv.

Nu er det op til os at føre værket videre, bringe Jesu ord ud i verden, og ind i os selv.

Derfor er Kr. Himmelfart så meningsfuld,

En vigtig, vigtig dag udover konfirmationerne.

Her slipper Jesus menneskene, både med et ansvar og et budskab, og så må vi, rene eller urene, i hans ånd og vilje leve videre på jord og vide, at kirken blev sat i verden af svigtere og halvforrædere, og derfor blev tilgivelsen en så vigtig del af kristendommen.