“Det lugter langt væk”: Regeringen afsløret i at slette afgørende dokument i minkskandalen

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

“Regeringen kæmper for sit liv og forsøger at luge ud i al det materiale, som modsiger regeringens egne forklaringer”.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Gennem hele minkskandalen har statsminister Mette Frederiksen (S) forsvaret sig med, at regeringen alene besluttede at udrydde alle danske mink – og ikke at nedlægge minkerhvervet.

Fra kritikere har det til gengæld lydt, at en aflivning af alle mink i Danmark også betød en de facto nedlæggelse af minkavlen som erhverv.

Et faktaark på hjemmesiden coronasmitte.dk, som regeringen står bag, undergraver dog Mette Frederiksens forsvar i sagen.

Af dette ark fremgår det nemlig om beslytningen om at udrydde alle danske mink, at “regeringen er bevidst om, at dette de facto vil betyde en nedlukning af den danske minkbranche – i hvert fald for en årrække”.

Ministerium: Derfor er afgørende faktaark blevet slettet

Faktaarket fra den 4. november 2020 – dagen, hvor Mette Frederiksen afgav den ulovlige ordre om at aflive minkene – er siden blevet slettet fra hjemmesiden.

Det kan Jyllands-Posten berette.

Avisen er kun blevet opmærksom på faktaarket takket være en aktindsigt. Det centrale dokument kan dog også hentes frem via en tjeneste, der arkiverer og gemmer gamle eller slettede hjemmesider.

Se her.

Ifølge Udenrigsministeriet, der er ansvarlig for coronasmitte.dk, er faktaarket blevet slettet, da man opdaterede hjemmesiden.

I forbindelse med denne opdatering havde man tilsyneladende ikke ressourcer til at få nyheder med fra den 5. november 2020 og før med. 

Dermed er det afgørende faktaark vedrørende minkskandalen blevet slettet.

LA: “Det lugter langt væk”

Den forklaring tror Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, dog ikke rigtigt på, fortæller han i et interview med Indblik.

Hvad er dine tanker om, at et afgørende faktaark er blevet slettet fra coronasmitte.dk-hjemmesiden?

Jeg er desværre ikke overrasket. Regeringen kæmper for sit liv og forsøger at luge ud i al det materiale, som modsiger regeringens egne forklaringer.

Tror du, at regeringen – med tanke på både denne sag og de slettede SMS’er – forsøger at mørklægge ting i minkskandalen, der kan bringe den i problemer?

Det ser sådan ud. Regeringen har modarbejdet kommissionen ved ikke at udlevere SMS’er, og nu er der tilfældigvis også røget belastende materiale ud af regeringens hjemmesider. Det lugter langt væk, og det er ikke et demokrati værdigt, siger Alex Vanopslagh til Indblik.

Liberal Alliance har på partiets Facebookside også stillet spørgsmålstegn ved regeringens forklaring i sagen.

Juraprofessor: Regeringen har et forklaringsproblem

Over for Jyllands-Posten forklarer juraprofessor Kristian Lauta, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt minkerhvervet blev nedlukket eller ej, er så afgørende.

– Hvis det er tilfældet, at regeringen var bevidst om, at den nedlukkede den danske minkbranche, sådan som der står i faktaarket, så har regeringen et forklaringsproblem. For det fremgik meget klart i mødematerialet til K-udvalget, hvor man tog beslutningen, at det ville kræve en ny hjemmel, hvis man skulle lave en midlertidig nedlukning af erhvervet. Det blev endda drøftet på mødet ifølge regeringens egen redegørelse, siger han til Jyllands-Posten.

Minkkommissionen er netop nu i gang med en lang række afhøringer, der skal afdække, hvad der er sket i minkskandalen, hvor regeringen ifølge flere af landets førende juraprofessorer har gjort sig skyldig i hele tre grundlovsbrud.

I løbet af foråret næste år forventes kommissionen at afslutte sit arbejde.

Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.

Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.

Mette Frederiksen er indkaldt som vidne i kommissionen den 9. december.

Indkaldte vidner i kommissionen er hverken underlagt sandhedspligt eller vidnepligt.

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?