Det Vilde Vesten: TV2’s #Metoo-sag er i frit fald

TV2’s advokat har selv indrømmet, at der hverken var noget at komme efter i forhold til strafferet eller TV2’s egne regler i sagen om Jes Dorph-Petersen. Den ansvarlige advokat er tidligere kritiseret for både tilsidesættelse af god advokatskik og brud på persondataforordningen.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Hvornår bliver opgøret med krænkelser til en krænkelse i sig selv?

Det er spørgsmålet, der tegner sig efter afsløringer af optagelser mellem TV2, Jes Dorph-Petersen og parternes advokater.

Det viser sig nemlig, at TV2 allerede fra starten anerkendte, at der hverken var tale om strafferetlige forseelser eller brud på TV2’s interne regler. Derudover udtaler TV2’s advokat, Yvonne Frederiksen fra advokatfirmaet Norrbom Vinding, at hun har vægtlagt en vidneforklaring, som netmediet Journalista.dk nu viser, var groft fejlciteret.

Dét afsløres efter et forløb, der har modtaget alvorlig kritik fra Datatilsynet for ikke at overholde databeskyttelsesforordningen og tilsidesætte oplysningspligten. Fra Advokatsamfundets side lyder også kritik for tilsidesættelse af god advokatskik. En kritik, der medførte en bøde på kr. 20.000, – og som nu har affødt et retsligt efterspil mellem Norrbom Vinding og Advokatsamfundet.

»Jeg forholder mig ikke til, om der i denne her situation vil kunne føres et strafferetsligt bevis for, at det her var en krænkelse af straffeloven«, siger Yvonne Frederiksen fra Norrbom Vinding på en hemmelig optagelse fra mødet mellem parterne.

»Men var der nogle retningslinjer dengang på TV2, hvor I internt havde nogle – en personalehåndbog eller hvad ved jeg – hvor der stod, at TV2 ikke anerkender… eller TV2 ikke anerkendte sex mellem en fastansat og en journalistpraktikant?«, svarer Jes Dorphs advokat, Mette Grith Stage.

»Ja, det havde vi. Det er mit korte svar«, siger Lene Solberg, HR-chef på TV2.

Men det viser sig altså at være forkert, ifølge Journalista.dk, gik TV2’s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard da også i rette med Solberg på mødet:

»Jeg tror ikke, at det har været forbudt dengang«, indvendte Lindegaard.

»Vi har nok ikke haft det på skrift dengang, men det ligger jo implicit i det i forhold til relationen mellem »Mr. News« og en ung praktikant«, udtalte HR-chef Lene Solbjerg efterfølgende.

Også TV2-vært Cecilie Beck har for nylig bekræftet, at der ikke var regler imod sådanne forhold i forbindelse med, at hun selv er kommet i modvind for at have et seksuelt forhold til en praktikant:

»Jeg blev vred, da jeg så forsiden, fordi der stod, at jeg havde brudt reglerne. Det passer ikke, for der var ingen regler på det tidspunkt.«, udtalte hun til B.T.

Jes Dorph-Petersens advokat, Mette Grith Stage, bekræfter overfor Indblik:

»Der var dengang ikke nogen regler om, at en studievært ikke måtte have et forhold til en voksen praktikant. Og der er heller ikke noget strafferetsligt at komme efter. Når Jes så alligevel så mange år efter bliver fyret på den her baggrund… det er jo nærmest det vilde vesten og retssikkerheden har været ikke-eksisterende«, siger hun og uddyber:

»Det er min opfattelse, at der reelt ikke har været nogen retssikkerhed for Jes. For det første er der tale om noget, der ligger 20 år tilbage, og for det andet har han ikke forbrudt sig, hverken mod loven eller mod interne retningslinjer i TV2«, slår hun fast.

Det er i særdeleshed bekymringer for retssikkerheden, der fylder hos advokaten:

»Nu er dette jo ikke en straffesag, og der gælder andre spilleregler, men jeg fandt det alligevel noget beskæmmende at opleve, hvordan man kunne køre sådan en proces her fuldstændigt uden nogen retssikkerhed for den »anklagede part«. Det er jo særdeles alvorlige anklager. Reelt er Jes beskyldt for, voldtægt«, slår hun fast.

»I min optik ville han blive pure frifundet, hvis det her var en straffesag. Der er intet, der understøtter Therese Philipsens påstand. Tværtimod er der et vidne, som modsiger hendes forklaring. Og så står det klart, at man selvfølgelig ikke kan blive dømt i en straffesag«, afslutter hun.

En »skueproces« med alvorlige konsekvenser

Sagen har vakt omfattende opmærksomhed i medierne, og også haft konsekvenser udover spørgsmål om retssikkerhed i forbindelse med Metoo-anklager:

I foråret fortalte MediaWatch, at TV2 udvikler sin HR-afdeling til en »People & Culture-afdeling« på dobbelt størrelse og under ledelse af nyansatte Lars Novrup, der som direktør for afdelingen også indgår i direktionen.
I den forbindelse har forhenværende HR-chef Lene Solberg, som var med til mødet med Jes Dorph-Petersen, fratrådt sin stilling. Det bekræfter TV2’s presseafdeling nu overfor Indblik.

Men også advokatfirmaet Norrbom Vinding har angiveligt mistet sin forbindelse til medievirksomheden: Samarbejdet mellem de to firmaer er nemlig blevet afbrudt, ifølge Indbliks kilder i TV2. Advokatfirmaet er ikke vendt tilbage på Indbliks henvendelser for at få det bekræftet.

Advokat Mette Grith Stage udtrykker stor forundring over processen:

»I sådan en sag her, hvor det er påstand mod påstand, så skal der jo ét eller andet til, som understøtter, at man lægger Therese Philipsens forklaring til grund. Det er der ikke her. Det er ren påstand mod påstand. Og så har man ovenikøbet et tredje vidne, som man også ser bort fra«, udtaler hun til Indblik og fortsætter:

»Det er mig simpelthen ubegribeligt, hvorfor man vælger at lægge Therese Philipsens forklaring til grund. Dét kunne jeg ikke gennemskue dengang, og det kan jeg stadig ikke«, siger hun. Grith-Stage forstår ikke hvordan Norrbom Vinding og TV2 kan have tillagt én påstand mere troværdighed end de to andre:

»Den »bevisbedømmelse« stod jeg uforstående overfor dengang, og det gør jeg stadig. Jeg kan simpelthen ikke se hvad argumentet har været for at lægge hendes forklaring til grund, på bekostning af de to andre parters«, siger hun og uddyber:

»I forhold til argumentet om, at der har været alkohol involveret, så gå det jo begge veje: Hvis det svækker den enes forklaring, så svækker det jo også den anden. I øvrigt er det intet overhovedet, som indikerer, at nogen har været sanseløse af druk«.

Grith-Stage står tilbage med en følelse af, at processen var alt for påvirket af Metoo-bevægelsen:

»Mit subjektive indtryk af det her er, at det har været lidt en skueproces. Sådan at man egentlig allerede fra starten havde bestemt sig for, at her skulle rulle hoveder. Så i det øjeblik, man havde Therese Philipsens forklaring, så har jeg i bagklogskabens lys tænkt, at det var forudbestemt, at Jes skulle ryge på det her«, siger hun og forklarer:

»Det kan i min opfattelse godt handle om noget politisk korrekthed. Nu havde der været en metoo-bølge og ingen tvivl om hvilket hold, man skal være på, hvis man vil være politisk korrekt. Og så har TV2 haft brug for at ofre nogen, så TV2 kunne sige, at man ganske vist var »byens største horehus« tilbage i 80’erne, men nu tager vi konsekvenserne af det og tager afstand fra det. Vi sidder ikke på hænderne. Og så kan man sige, det virker til, at Dorph bare blev ofret i processen«, siger hun.

»I forhold til Norrbom Vinding, så har de jo bare opfyldt den opgave, de har fået fra TV2. Så det er ikke som sådan advokat Yvonne Frederiksen, jeg kritiserer. Det er TV2’s ledelse. Det er reelt dem, der vælger at sige, at de vil fyre Jes. Advokaten har bare løst sin opgave, forelagt resultatet for sin opdragsgiver, TV2, som så har valgt, hvad konsekvensen skulle være», udtaler hun til Indblik.

Advokat Mette Grith Stage kommer med et bud på en bedre vej at gå for TV2-ledelsen:

»TV2 havde jo reelt ikke behøvet at ofre Jes, men kunne have sagt: Nu har vi lavet en tilbundsgående undersøgelse af en række enkeltsager. Det er mange år siden det betyder selvfølgelig at det kan være svært at fastlægges præcist, hvad det er sket, men det giver os anledning til at udstikke nogle klare retningslinjer for, hvad der tolereres fremover mellem medarbejderne», foreslår advokaten, som afslutter med en kritik af fejlciteringen, som Yvonne Frederiksen lagde til grund for sin vurdering:

»Men det er naturligvis yderst uheldigt, hvis advokaten har citeret noget forkert, fordi det selvfølgelig har en betydning for vurderingen af vidnets troværdighed – og for vurderingen af bevisværdien af hans forklaring – om han har ligget døddrukken på en sofa, eller bare har været beruset. Det andet giver et indtryk af, at vidnet var sanseløst beruset. Hvis der står i AdvokatWatch [juridisk fagmagasin, red.] at det er fejlciteret, og dette er korrekt, så er det virkelig uheldigt», siger hun.

Indblik har forelagt kritikken for TV2’s presseafdeling, men har i skrivende stund ikke modtaget svar.

Henvisninger:

https://journalista.dk/tv2-ledelse-i-skjult-optagelse-jes-dorph-gjorde-intet-ulovligt-og-overtraadte-heller-ingen-tv2-regler/
https://www.datatilsynet.dk/afgoerelser/afgoerelser/2022/feb/alvorlig-kritik-af-tv-2-og-norrbom-vinding
https://journalisten.dk/jes-dorph-faar-medhold-i-klage-advokatfirma-skal-betale-20-000-kroner-i-boede/
https://www.bt.dk/kendte/cecilie-beck-havde-intet-at-skjule-og-gad-ikke-gemme-sig-det-blev-jeg-sgu-vred-over
https://mediawatch.dk/Navne/article13840570.ece
https://advokatwatch.dk/Advokatnyt/Advokater/article14261372.ece
[adning id="17957"]

Fik du læst?