Hvor mange af de “coronaindlagte” er egentligt indlagt med en anden sygdom end corona? Det svarer sundhedsminister Magnus Heunicke nu på.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
I løbet af hele coronaviruspandemien har fokus både herhjemme og i udlandet været på at holde antallet af indlagte på hospitalerne nede.
Da Danmark lukkede ned i marts 2020, forsvarede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) da også det historiske og vidtgående indgreb i danskernes liv og frihed med den siden så famøse planche med den grønne og røde kurve.
Planchen illustrerede, hvordan vi ifølge Heunicke og resten af regeringen ville risikere et kollaps i sundhedsvæsenet, hvis vi ikke indførte restriktioner og lukkede ned.
Myndighederne har tidligere overestimeret antallet af indlagte
Planchen er siden blevet pakket væk igen, og et notat fra Sundhedsstyrelsen har afsløret, at myndighederne undervejs i pandemien har overestimeret antallet af coronaindlagte ganske markant.
Dette skyldes, at f.eks. gravide, der er indlagt pga. deres graviditet også tæller med i statistikken over “coronaindlagte”, hvis de under deres ophold på hospitalet tester positiv for COVID-19.
Men når netop antallet af coronaindlagte er selve årsagen til at indføre restriktioner, er det selvsagt også vigtigt, hvordan statistikken over indlagte opgøres.
Flere måneders svartid
Tilbage i juli forsøgte Nye Borgerliges sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen at få klarhed over, hvor mange af de indlagte på landets hospitaler, som rent faktisk var indlagt pga. COVID-19 og hvor mange, der var indlagt af andre årsager, men samtidig havde COVID-19.
– Vil ministeren oplyse, hvor mange af de nyindlagte med COVID-19 den seneste måned, der havde så alvorlige symptomer, at det krævede indlæggelse? Med andre ord ønskes der klarhed over, hvor mange, der reelt er indlagt på grund af COVID-19, og hvor mange der er indlagt på grund af andre ting, men samtidig har COVID-19, lød Lars Boje Mathiesens spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke i Folketingets sundhedsudvalg.
Spørgsmålet blev stillet den 19. juli i år. Godt en måned senere, den 16. august, kom der et foreløbigt svar Magnus Heunicke, hvor han lovede et reelt svar “medio september”.
Den 23. september rykkede Indblik pr. mail Sundhedsministeriet for at høre, hvad status var i sagen og om ministeren ville svare på spørgsmålet fra Lars Boje Mathiesen.
Den 24. september rykkede vi ministeriet igen, men uden at få noget svar.
Da vi telefonisk tog kontakt til Sundhedsministeriet den 27. september lykkedes det efter to forsøg at få fat i ministeriets pressetjeneste, der dog ikke kunne svare på spørgsmålet.
Uden at Indblik af ministeriet blev orienteret, var der dog kommet svar fra Magnus Heunicke til Folketingets sundhedsudvalg samme dag.
Sundhedsministeriet: Så mange af de “coronaindlagte” er indlagt pga. anden sygdom
I svaret oplyser Heunicke, at tal fra maj i år, som Sundhedsdatastyrelsen har gennemgået, “peger på, at godt 80 % af indlagte patienter med positiv test for SARS-CoV-2 må forventes på daværende tidspunkt at have været indlagt pga. COVID-19 sygdom”.
Samtidig lyder det i svaret, at omkring 10 procent af de “coronaindlagte” er indlagt pga. anden sygdom eller skade.
Derudover vil der ifølge sundhedsministeren være patienter, “hvor det ikke datamæssigt kan afgøres, hvorvidt patienten er indlagt med eller pga. COVID-19”.
Yderligere oplyser Magnus Heunicke i svaret, at Sundhedsstyrelsen ad flere omgange har spurgt de danske regioner ind til emnet.
“Regionerne vurderer, at andelen, som indlægges med og ikke pga. deres COVID-19 svinger over tid, men generelt er det et sted mellem 5-20% af patienterne, hvor den primære indlæggelsesårsag er andet end COVID-19”, skriver han.
Svaret kan læses herunder i sin fulde længde.
Folketingets Sundhedsudvalg har den 19. juli 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 1537 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lars Boje Mathiesen (NB).
Spørgsmål nr. 1537:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange af de nyindlagte med covid-19 den seneste måned, der havde så alvorlige symptomer, at det krævede indlæggelse? Med andre ord ønskes der klarhed over, hvor mange, der reelt er indlagt på grund af covid-19, og hvor mange der er indlagt på grund af andre ting, men samtidig har covid-19.”
Svar:
Til brug for besvarelsen har mit ministerium indhentet nedenstående bidrag fra Sundhedsstyrelsen:
”Under COVID-19 epidemien er indlagte patienter blevet testet for SARS-CoV-2. Det betyder, at nogle indlagte patienter med positivt svar er indlagt pga. COVID-19 sygdom, mens andre er indlagt pga. anden sygdom/skade, men samtidig testet positiv.
En gennemgang af data fra Sundhedsdatastyrelsen fra maj 2021 viser, at cirka 56% af de patienter, der på daværende tidspunkt havde været indlagt med positivt prøvesvar for SARS-CoV-2 inden for et tidsvindue fra 14 dage før indlæggelse, ved udskrivelse havde haft en aktionsdiagnose for COVID-19. Aktionsdiagnose betyder, at det er den primære diagnose, som patienten behandles for. Herudover er der en gruppe patienter, hvis indlæggelse, med en vis sandsynlighed, har relation til COVID-19. Det er blandt andet personer med aktionsdiagnoser omfattende respiratoriske diagnoser (4,6%), kredsløbsorganer (4,6%) og uspecifikke tilstande og symptomer – f.eks. feber og væskemangel (16,2%). Det peger på, at godt 80 % af indlagte patienter med positiv test for SARS-CoV-2 må forventes på daværende tidspunkt at have været indlagt pga. COVID-19 sygdom.
Der er også en gruppe af patienter med patientforløb med aktionsdiagnoser, der med stor sandsynlighed ikke betyder, at patienterne er indlagt pga. COVID-19, men pga. anden sygdom/skade. De udgjorde cirka 10% af indlæggelserne, hvor der samtidig er en positiv test for SARS-CoV-2. Dette gælder bl.a. psykiatriske indlæggelser (1,3%), indlæggelser for ondartede svulster (1,4%) og indlæggelser i forbindelse med graviditet (0,1%).
Herudover vil der være patienter, hvor det ikke datamæssigt kan afgøres, hvorvidt patienten er indlagt med eller pga. COVID-19.
Ud fra dataopgørelsen fra Sundhedsdatastyrelsen vurderer Sundhedsstyrelsen, at det er cirka 10% af indlagte patienter med positiv test for SARS-CoV-2, som på nuværende tidspunkt er indlagt med COVID-19 og ikke pga. COVID-19.
Sundhedsstyrelsen har af flere omgange forespurgt regionerne om, hvilken andel af patienter med et positivt prøvesvar for SARS-CoV-2, som vurderes som værende indlagt med eller pga. deres COVID-19. Regionerne vurderer, at andelen, som indlægges med og ikke pga. deres COVID-19 svinger over tid, men generelt er det et sted mellem 5-20% af patienterne, hvor den primære indlæggelsesårsag er andet end COVID-19.
I visse tilfælde har der også været tale om smittekæder på hospitalet, hvor patienter indlagt med andre sygdomme efterfølgende er blevet smittet med COVID-19 og udvikler alvorlige symptomer, som yderligere forværres af deres primære diagnose.”
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens bidrag og desuden oplyse, at der pr. 23. september 2021 er 87 personer indlagt med COVID-19. Jeg kan desuden oplyse, at Statens Serum Institut er ved at undersøge, om det på baggrund af registerdata er muligt at lave estimater af, hvorvidt indlæggelsesårsagen er covid eller ej.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke / Sophus Them Serup (fuldmægtig i Sundhedsministeriet, red.)