Det er i denne uge kommet frem, at regeringstoppen godt vidste, at det var ulovligt at aflive alle danske mink. Statsministeren nægter dog at udtale sig om sagen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Siden Minkkommissionen begyndte sine afhøringer onsdag i denne uge, er det væltet frem med afsløringer, som belaster statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringen.
Bl.a. er det kommet frem, at regeringstoppen allerede på forhånd var orienteret om, at der manglede lovhjemmel til at aflive alle danske mink.
Trods dette tonede Mette Frederiksen alligevel frem på landets TV-skærme den 4. november med en utvetydig ordre om, at alle danske mink skulle aflives.
Alvorlig kritik af regeringen
Samtidig har to dybdegående advokatundersøgelser foretaget af Folketinget også rejst alvorlig kritik af såvel regeringens som Rigspolitiets ageren i minkskandalen.
Med andre ord har denne uge været præget af hård kritik af den socialdemokratiske regering.
Indblik har interviewet Sophie Løhde, politisk ordfører i Venstre, der ikke ser med milde øjne på den sidste uges afsløringer i minkskandalen:
– Det vidner om, at den demokratiske skandale bliver ved med at vokse – selvom man næsten ikke troede, at den kunne blive større. Det vidner samtidig om, at regeringen har vildledt Folketinget og befolkning, og udmærket vidste, at man traf en ulovlig beslutning, da man besluttede at aflive alle mink.
– Sandheden skal på bordet, og det skal have konsekvenser. Min tillid til regeringen i det her er nul, siger hun i et interview med Indblik.
Statsministeriet nægter at udtale sig
Når sådanne voldsomme afsløringer og anklager fyger gennem luften, skulle man tro, at statsminister Mette Frederiksen havde en kommentar at knytte til sagen.
Det er dog ikke tilfældet – tværtimod.
Over for Indblik afviser Statsministeriet pure at kommentere på nogle forhold, som er “omfattet” af den igangværende Minkkommissions arbejde.
– Folketinget har nedsat en granskningskommission til at undersøge forløbet om aflivning af mink. Statsministeriet ønsker af principielle grunde og i respekt for granskningskommissionens arbejde ikke at kommentere på forhold omfattet af undersøgelsen, lyder det i en kort skriftlig kommentar fra Statsministeriets pressetjeneste til Indblik.
Mette Frederiksen skal vidne til december
Torsdag startede de første afhøringer i Minkkommissionen, der indledte sit arbejde den 23. april 2021.
Kommissionen forventes i løbet af foråret næste år at have kulegravet minkskandalen og det grundlovsbrud, som regeringen gjorde sig skyldige i med sin ulovlige ordre om at aflive minkene.
Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.
Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.
Ifølge vidnelisten skal Mette Frederiksen afhøres den 9. december.