Efter politisk kritik af “venstredrejede” forskere: Nu siger 3241 forskere fra i åbent brev

Forskeropgør breder sig mod vedtagelsestekst om aktivisme

I et åbent brev i Politiken opfordrer 3241 forskere fra næsten alle forskningsfelter regeringen til at trække støtten til en vedtagelsestekst om aktivisme i forskning.

Forskerne mener, at vedtagelsesteksten, som et flertal af Folketingets partier stillede sig bag i sidste uge, udgør en trussel mod forskningsfriheden.

Det skriver Politiken.

– Forskningsfriheden er under øget pres. I de politiske kampagner imod bestemte forskningsfællesskaber er individuelle forskere blevet udstillet og udskammet i den offentlige debat, skriver forskerne i det åbne brev.

I et debatindlæg i Politiken mandag skrev 262 lektorer, professorer, ph.d.-studerende og andre forskningsansatte, at flere forskere føler sig så chikanerede og intimiderede, at de enten er blevet sygemeldt eller helt har meldt sig ud af den offentlige debat.

I indlægget blev der rettet en skarp kritik mod folkevalgte, der fra Folketingets talerstol har udhængt navngivne forskere.

De seneste måneder har blandt andre Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) langet ud efter racisme- og migrationsforskere og deres forskningsmiljøer for at være “pseudovidenskabelige” og “venstredrejede”.

I forlængelse af debatten blev de borgerlige partier og regeringen i sidste uge enige om at stemme en vedtagelse igennem, der pålægger universiteterne at sikre, at “politik ikke forklædes som videnskab”.

Mathias Hein Jessen, der er lektor ved Center for Civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School, er blandt initiativtagerne til det åbne brev til regeringen.

Han gentager over for Politiken, at konsekvensen kan blive, at flere forskere trækker sig fra den offentlige debat.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er uforstående overfor forskernes opfordring til, at regeringen trækker støtten til vedtagelsen.

– Jeg håber, at de faktisk har læst teksten og ikke lægger mig ord i munden, jeg ikke har sagt eller skrevet. Jeg vil godt understrege, at jeg mener, at grundbegrebet i det frie universitet er den akademiske selvregulering, og det er det, vedtagelsesteksten slår fast, siger hun til Politiken.

I samme ombæring understreger ministeren, at hun mener, at hendes kollegers kritik af navngivne forskere er “utilstedelig”.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?