Af Henrik Gade Jensen, filosof og sognepræst.

Den ubetinget, uden sammenligning største succes i statsdannelse i nyere tid er Forbundsrepublikken Tyskland.

Et sønderbombet Tyskland befolket af indoktrinerede Hitler-fanatikere kunne på kort tid forvandle sig til et politisk velfungerende demokrati og økonomisk til en sværvægter.

Hvordan kunne det ske? Og så hurtigt? Og med et så formidabelt demokrati?

Historien har altid mange faktorer i spil og sjældent er der kun en eller to årsager eller betingelser, og det gælder også for Tysklands vedkommende. Nogle af de mange vigtige grunde er, at de allierede i Anden Verdenskrig forlangte den betingelsesløse kapitulation. Der skulle ikke forhandles nogen fred. Derfor havde det nok været en ulykke, hvis Stauffenbergs attentat mod Hitler var lykkedes i 1944 med klumsede politiske forhold, hvor en ikke-nazistisk tysk regering næppe ville overgive Tyskland betingelsesløst til en alliance med Sovjetunionen som deltager. Og USA og Storbritannien nægtede at indgå separatfred.

Tysklands succes skyldtes også den totale nulstilling i maj 1945.Den politiske elite var tilintetgjort og civilbefolkningen (kvinder og børn) bombet tilsigtet grundigt for at gøre det performativt klart (især for de tyske kvinder), at Tyskland havde tabt. Mændene erfarede det på slagmarken. Der måtte ikke kunne opstå en ny dolkestødslegende som efter Første Verdenskrig om, at de kunne eller burde have vundet krigen. Hitlers regime skulle også mentalt aflegitimeres, og det kunne nok kun ske på den hårde måde.

Stunde Null, som de kalder det i Tyskland, blev paradoksalt nok også begyndelsen til noget nyt og sundt.

Planerne for et besejret Tyskland var ikke klare. Berygtet er den amerikanske finansminister Henry Morgenthaus plan for at omdanne Tyskland til et landbrugsland ved at fratage det al industri. Aldrig mere skulle og måtte Tyskland blive en trussel.

Sådan gik det ikke, selvom de vestlige allierede, USA og Storbritannien og senere Frankrig på en fribillet, var skiftende i deres holdninger til et nyt Tyskland. Mestendels gennemførte de i en vanskelig situation en nogenlunde afnazificering af samfundet, selvom det var svært, når så få stod udenfor.

Besættelsesmagterne internerede ca. 2,5 millioner tyskere med henblik på retsforfølgelse og med mistanke om medskyld i nazismens grusomheder.

De mistænkte blev inddelt i fem kategorier: hovedskyldige, belastede, mindre belastede, medløbere, skyldige.

Af disse 2,5 millioner blev 1,4 procent dømt som hovedskyldige eller belastede (de to første kategorier), mens resten (98 procent) af de anklagede blev opfattet som mindre belastede, medløbere eller frifundet for anklager. De egentligt aktive udgjorde altså en uendelig lille andel – 1½ %! Ikke af befolkningen, men af de ca. 2,5 mio. internerede. Altså omkring få promiller af befolkningen. Flere endte ikke med at være skyldige. Men alle (stort set) havde stemt på Hitler og heilet og jublet. De var bare alle medløbere, opportunister, rygklappere, klakører, snoge, sleske og spytslikkende.

Men Tyskland skulle genopbygges, og her var Tyskland heldigt begavet med to statsmænd i verdensklasse: Konrad Adenauer og Ludvig Erhard. Tilsammen dominerede de tysk politik fra 1948 til 1966 og tysk politik står i stor arv til deres indsats.

I en tyksak af en bog ”Kamp ums Kanzleramt. Erhard und Adenauer” (2020) beskriver den tyske historiker Daniel Koerfer denne duel mellem to politikere, der både var store rivaler og konkurrenter, men tilsammen blev symbol på succes. Og som er ganske lærerig i dag.

Ind til 1945 var begge marginaliserede. Konrad Adenauer havde været borgmester i Köln og vigtig person i Weimar-republikken, men blev afsat i 1933, da han bl.a. nægtede at hilse på Hitler eller tillade hagekors i byen under dennes besøg i Køln. Også Ludwig Erhard stod udenfor nazismen, det var muligt, blev så ikke professor, men arbejdede alligevel for regimet med økonomisk planlægning i de besatte østområder, selvom det mere blev den økonomiske ineffektivitet og planlægningsmani, som mishagede ham ved nazismen. Fra 1942 havde han i Sydtyskland sin egen enmands-tænketank: Institut für Industrieforschung, hvor han bl.a. blev inspireret af Wilhelm Röpke og Walther Eucken, to af de få liberale i tysk tænkning.

Besættelsesmagterne var efter 1945 på jagt efter tyskere uden en belastet fortid, de havde en ”hvid liste”, men der var ikke mange på den. Både Adenauer og Erhard blev hurtigt ”opdaget” af hhvs. englænderne og amerikanerne. Erhard blev allerede i 1945 minister i den bayerske lokalregering, i 1947 leder af den vestlige besættelseszones økonomiske planer, og i 1949 blev han Forbundsrepublikkens første magtfulde økonomiminister. Han var manden bag den store valutareform i 1948, hvor D-marken blev indført over natten, og som Erhard stort set egenhændigt koblede sammen med omfattende liberalisering og markedsgørelse.

Hele spillet omkring den økonomiske og politiske nyindretning af Tyskland er vildt spændende. Erhard var erklæret liberal og partiløs og protestant, men blev paradoksalt nok accepteret af den urkonservative og ærkekatolske Konrad Adenauer og endte i CDU.

Da CDU, den kristeligt-demokratiske union, langsomt blev grundlagt som parti efter krigen, var stemningen nærmest socialistisk, og programmet lagde op til en ”kristen socialisme” med stærk statslig styring. Det forstyrrede Adenauers instinkter og han hidkaldte Erhard til at tale det ned, og så begyndte den nye retorik med den ”sociale markedsøkonomi”. Når bare vi har markedsøkonomi, betyder præfixet ikke så meget, mente Erhard.

I forvejen lagde SPD, det socialdemokratiske parti under Kurt Schumachers ledelse, op til en politik med aktiv statsintervention på alle områder, og motiveredes også stærkt til det af de engelske myndigheder i besættelseszonen. Kurt Schumacher havde siddet i KZ-lejr under krigen, mistet sin ene arm, glorværdig antinazist, men sad bundet i en forældet klassekampspolitik.

Det lykkedes Adenauer og Erhard i parløb at redde CDU fra at blive socialistisk, og Adenauer gav Erhard frie hænder til at udforme den økonomiske politik fremadrettet. Det resulterede i den store valutareform den 20. juni 1948, hvor Reichmark skulle veksles til D-mark. Denne var i vid udstrækning planlagt af amerikanerne, sedlerne trykt i USA, men Erhard knyttede en dobbeltreform til, nemlig et næsten totalt ophør af alle restriktioner. Dette var i vid udstrækning imod de allieredes planer og ønsker.

Reformen blev samlet set en momentan og kolossal succes. Fra mandag den 21. juni 1948 var som ved et mirakel alle butikker fulde med varer, sortbørshandlen var væk over natten, der var nok at købe, og der var lagt grund til et økonomisk opsving. Virkeligheden blev sejrherre og med den Erhard.

Få dage efter blev Erhard kaldt til øretæver hos den amerikanske militærguvernør Lucius Clay, som kritiserede, at Erhard egenhændigt havde ført sin økonomiske politik uden at spørge de allierede eller overholde de allieredes regler for genopbygningen. ”Jeg har ikke ændret på reglerne”, sagde Erhard, ”jeg har afskaffet dem”. ”Men alle mine rådgivere er imod det”, sagde Clay, hvortil Erhard svarede: ”Så er du ikke alene. Det er også alle min rådgivere”.

Amerikanerne med Clay i spidsen valgte ikke at modsætte sig Erhards reformer, og  Clay beskrev senere i sine erindringer Erhard som en mand med stor civilcourage.

Og Erhard havde ret i sin kommentar til Clay, for han fandt flere år senere ud af, at hans administration selv havde udarbejdet flere planer B og C og D i skuffen, hvis chefens reformer ikke lykkedes. Kun Erhard troede på dem, og han underholdt livligt om, at selv hans nærmeste underordnede ikke havde tillid til hans politik.

Dobbeltreformen blev gennemført, og det økonomiske opsving tog fart. Betingelserne var i hvert fald optimale for fuld gang i det økonomiske liv.

I dag er det tankevækkende, hvor negativt Ludwig Erhards politik blev modtaget. Marion Gräfin Dönhoff, grundlægger og redaktør af Hamburg-avisen Die Zeit, en bred liberal publikation, hverken socialistisk eller konservativ, og selv i øvrigt uddannet økonom, skrev i 1948 om reformen: ”Hvis ikke Tyskland allerede var ruineret, ville denne mand med sin absurde plan med at ophæve alle restriktioner helt sikkert gøre det færdigt. Gud beskytte os mod, at han engang bliver økonomiminister. Det ville efter Hitler og Tysklands ødelæggelse være den tredje katastrofe.”

SPD gik også amok i forargelse, talte om en ny Ermächtigungsgesetz (den berømte lov i 1933 efter Rigsdagsbranden som gav Hitler uindskrænket diktatorisk magt) og bekæmpede Erhards politik fanatisk op gennem 1950erne. Først i 1959 med Godesberger-programmet og Willy Brandts dominans i partiet anerkendtes den sociale markedsøkonomi som det økonomiske grundlag for Forbundsrepublikken. Men alligevel forblev Erhards arv kontroversiel, for den senere forbundskansler Helmut Kohl ønskede ikke at modtage Ludwig-Erhard-Prisen, hvad der nok siger mere om Kohls opportunisme og dårlige dømmekraft.

Ludwig Erhard så selv 1948 som det afgørende år, hvor nazismen økonomisk blev afskaffet i Tyskland. Nazismen var planøkonomi og dirigisme, og det fortsatte også efter Stunde Null.

I lang tid fungerede parløbet mellem Adenauer og Erhard. I 1949 blev Adenauer som 73-årig valgt til den første forbundskansler med en stemmes flertal i forbundsdagen. Mange havde regnet med, at SPD ville blive størst og dominerende ved det første forbundsdagsvalg, og de havde også delvis opbakning fra de franske og engelske besættelsesmyndigheder. Og endnu flere regnede Adenauer for en gammel mand, der kun ville sidde kort tid, men han blev genvalgt som kansler frem til 1963.

Ludwig Erhard blev valgt for CDU til forbundsdagen, uden egentlig at melde sig ind i partiet. Han var ikke partigænger og i virkeligheden heller ikke politiker, kun som økonom havde han bastante holdninger, men Adenauer vidste godt, at han var CDUs bedste kort op gennem 1950erne som symbol på det tyske økonomiske mirakel: det ”soziale Markwirtschaft” og ”Wirtschaftswunder”. Adenauer var omvendt fleksibel i det økonomiske, men bastant i det politiske.

Tilsammen markerede de også, at CDU, der bar det kristelige i sit navn, omfavnede både protestanter og katolikker. I Weimartiden var der et særligt katolsk parti, mens protestanterne typisk støttede hver tids leder. Den nye Forbundsrepublik skulle heller ikke religiøst deles op – det er også en lille del af succesen.

Mange så op gennem 50erne Ludwig Erhard som den selvfølgelige efterfølger til Konrad Adenauer, der blev ældre og ældre, men på ingen måde var træt af magten og ansvaret og med stadig større ihærdighed bekæmpede Erhards kandidatur som efterfølger. Ingen ville i 1949 have troet, at Adenauer først skulle gå af som kansler som 87-årig i 1963!

Samtidigt var Adenauer meget nøjeregnende med at hævde sin myndighed, og Erhard skulle ikke sige ret meget eller rejse udenlands, før Adenauer var nervøs for hans ret harmløse ageren og udtalelser. Adenauer kørte sit kabinet og sine ministre i meget kort snor, og det passede ikke en Erhard med bogstavelig høj cigarføring.

Egentlig og afgørende substantiel uenighed kom først i forbindelse med dannelsen af de første brudstykker til det europæiske fællesskab i slutningen af 1950erne. Adenauer var af politiske grunde for en stærk forbindelse til Frankrig, som gerne måtte være overstatslig, men Ludwig Erhard var angelsaksisk i sit verdenssyn, både geografisk og med hensyn til frihandel.

I 1957 blev der forhandlet om Det Europæiske Kul- og Stål Fællesskab mellem Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux, hvor Adenauer tænkte i union med overstatslige institutioner til at fremme det fælles, mens Erhard ville have global frihandel, toldsænkninger og konvertible valutaer og ville ikke have centraleuropæiske traktater uden inddragelse af Storbritannien og USA.

Det var i høj grad også et opgør mellem politik og økonomi, hvor Erhard blev støttet af tidens liberale tænkere som Röpke og Hayek i ønsket om en global, fri økonomi som vejen til velstand, fred og frihed. Kul- og Stålunionen så Erhard som ”parfumeret planøkonomi efter fransk mønster”, der ville føre til ”overnational dirigisme”.

Omvendt var Konrad Adenauer stadig besat af sin dybe pessimisme med hensyn til tyskerne, og ville forankre og binde Tyskland i et fællesskab med nabolandene. Adenauer blev berygtet for at lade sine ministre overvåge og udspionere, for han nærede ingen tillid til sit medmenneske. Eller også var han klog af skade.

Derfor ville Adenauer ikke nogen tysk genforening, fordi han så Asien begynde ved Elben og Berlin ligge i Sibirien. Han frygtede Sovjetunionen, men lige så meget Preussen, og så i vid udstrækning DDR som et nyt lille Preussen i socialistiske klæder. Han havde svært ved at samarbejde med CDU-repræsentanter fra Vest-Berlin, fordi han mente, de var i lommen på kommunisterne. Adenauer forblev også tavs ved Murens opførelse i 1961 og accepterede den nærmest som et – ikke helt uvelkomment – fait accompli. Alt dette ændrede sig radikalt med Willy Brandts entre på den tyske politiske scene i 1960erne. Brandt var borgmester i Berlin, og meget yngre og smartere end ”den gamle”.

Det betød også meget, at Adenauer var fra Köln, fra Rhinlandet, tæt på Frankrig, og katolik, mens Erhard var protestant og fra Franken. De så forskelligt på Europa og Tyskland.

Konrad Adenauer trak, som altid, det længste strå, og fik gennemført Tysklands  begyndende overstatslige integration i EEC/EF/EU.

Erhards tid kom, da Adenauer takkede af, og i 1963 blev han – endelig – tysk forbundskansler til 1966. Da var Adenauer væk fra den politiske scene, men Erhard var ikke snu og smart, som det kræves i politik og hans tid som kansler blev ikke den, han huskes for.

Daniel Koerfers bog er på 990 sider, og der er mange og livlige stridigheder og irritationer mellem Adenauer og Erhard gennem årene, som både er historisk vigtige, og også ganske underholdende.

Tilsammen skabte de mere end andre Forbundsrepublikken Tyskland, som i dag må betragtes som den største succes i statskunst, altså danne grundlaget for en levedygtig stat med den rette magtbalance og også plads til statsræson.

I min ungdom blev Vesttyskland altid lagt for had, de havde Berufsverbot og slog hårdt ned på venstreradikale, men historien har vist, at den tyske stat mesterligt håndterede de udfordringer, som den blev stillet overfor uden at forfalde til fortidens synder.