Analyse

Ellemann er lige så stort et problem for Forsvaret, som for Blå Blok

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen er kommet retur fra en sygemelding med stress - til en skandale, som trækker tråde tilbage gennem årtiers politisering af Forsvaret. Samtidig er han ved at flå sit parti, Venstre, fra hinanden

Hør artikel

Getting your Trinity Audio player ready...

Bevares, Jakob Ellemann-Jensen er da veteran, på papiret. Han var udsendt til Bosnien-Hercegovina i 1999, næsten et halvt årti efter krigen i landet var slut. Men netop en fod delvist plantet i Forsvaret burde have hjulpet Ellemann til erkendelse af, at politiseringen af militære anliggender i udgangspunktet er blevet ganske problematisk.

En erkendelse, der tydeligvis ikke har indfundet sig, når Ellemann kan gå med på nærmest på en indskydelse at bortforære hele Forsvarets arsenal af artilleripjecer – og i et lige så kontroversielt forsøg på en feberredning, at gennemføre det mildt sagt problematisk indkøb af nye pjecer fra den israelske våbenproducent Elbit.

Våbensystemet Atmos fra den israelske producent udmærker sig ved, at vi vil kunne få det leveret hurtigt. Dét er opsummeringen af fordelene ved det israelske våbensystem – og omvendt findes der ikke så få ulemper. Ikke bare er det svagere end andre systemer, herunder for eksempel det Sydkoreanske K9 Thunder; værre er, at Elbit-systemet ikke er inkorporeret i NATO-regi, og at vi derfor risikerer alvorlige, logistiske udfordringer omkring våbensystemet.

Som én frustreret bruger på netmediet Olfi.dk formulerer problemstillingen:

”Det er jo slet ikke efter NATO standard og vil ikke kunne indpasses i NATO regi på nogen måde. Det er da en flok inkompetente fjolser der har taget denne beslutning. Vi kommer ikke til at efterleve NATO krav igen, grundet en forsvarsminister der viser han INGEN viden har om militær sammensætning eller blot begreb om den tunge bataljon vi skal opstille”

Men problemet er ikke slut med dét, for oveni købet blev Folketinget fejlinformeret i processen, som er behæftet med flere dybt kritisable fejl fra i særdeleshed Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbstjenestes (FMI) side:

»Jeg må desværre konstatere, at Folketinget har fået forkerte oplysninger. Det har jeg i dag undskyldt overfor Folketinget. Redegørelserne fra FMI og fra departementet viser, at der er sket fejl«, har Forsvarsministeren blandt andet udtalt (1).

Som del af sin respons på skandalen, har Ellemann fyret sin departementschef, Morten Bæk, der ingen militærerfaring havde overhovedet – og igangsat en advokatundersøgelse af forløbet (2).

Men Ellemann burde have fulgt med i udviklingen i Forsvaret siden han selv forlod sin karriere i militære rækker. Der har nemlig længe været problemer med embedsfolks og politikeres overdrevne indblanden i Forsvarets anliggender, som altså også var tilfældet i Elbit-skandalen.

I 2021, under socialdemokratiske Trine Bramsens tid som forsvarsminister, bragte Berlingske for eksempel en kritik af netop politisering i Forsvaret, under rubrikken ”Det er ikke kun Trine Bramsen, der forsøger at få politisk kontrol med Forsvaret. Tendensen med, at militæret bliver politiseret, breder sig” (3) – og dét var ikke ligefrem starten på balladen med politiseringen:

Tilbage i 2013 udtrykte daværende forsvarschef, general Peter Bartram, alvorlige bekymringer over den tiltagende politisering under forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Han blev dengang bakket op af militærforsker Jeppe Plenge Trautner fra Aalborg Universitet, der kaldte bekymringerne velbegrundede (4).

Man frygtede for fagligheden.

Men Ellemanns problemer er langt fra begrænsede til hans post som Forsvarsminister, advokatundersøgelser, fyrede departementschefer, skandaløse indkøbsprocesser eller hvad end de måtte få af negative konsekvenser for Danmark og Forsvaret. Jakob Ellemann-Jensen har også sat en strategisk kurs for sit parti, som sandsynligvis vil blive partiets endeligt, hvis ikke man finder en stærkere leder – med borgerlige visioner.

Ellemann vil have Venstre med ”videre” – men til hvad?

Efter et katastrofalt valg med tilbagegang på hele 20 mandater for Venstre, valgte Ellemann at vende det borgerlige Danmark ryggen og gå i en slags radikal koalitionsregering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Kort tid efter sygemeldte han sig med stress, og det var under hans sygefravær, at Elbit-skandalen udfoldede sig.

Nu er den forhenværende kaptajn altså vendt tilbage, til en Forsvarsskandale af dimensioner, og nu har han lagt en ny strategi for sit allerede godt kuldsejlede midterparti. I et interview med Berlingske (5) svarer han på spørgsmål om hvornår Venstre kommer hjem til Blå Blok:

”Vi skal ikke hjem, vi skal videre”, udtalte Forsvarsministeren, som også er Venstres partileder.

Det er påfaldende, at partilederen citerer Olsen Banden-filmenes Egon Olsen – en imaginær forbryder, der aldrig har opnået nogen nævneværdig succes, men derimod snubler fra nederlag til nederlag med den ene mere absurde, Storm P.-agtige strategi efter den anden. Når han da endelig er tilstedeværende overhovedet.

Men det er endnu mere påfaldende, at Ellemann kan få vredet nogen som helst flig af logik ud af en så tåbelig retning for sit parti, som at tage afstand fra det borgerlige Danmark.

Socialdemokratiet slider for at fremstå sammenhængende i sine holdninger, med arbejderne på den ene side og feministerne på den anden, og Moderaternes linje fremstår i stigende grad som regulært nytteetisk. Uanset er det en de facto Radikal position, partierne kæmper om på den såkaldte ”midte” af dansk politik. Nok har Radikales forudsigelige nedtur efter sine skandaler og identitetspolitiske nedsmeltning, skabt et kulturradikalt tomrum i centrum-venstre; men de selvmodsigelser og tvivlsomme linjer, som Radikale optog med sin omfavnelse af i særdeleshed det identitetspolitiske, wokeistiske tankegods, er næppe værd at kæmpe for.

Det ville svare til et Radikale Venstre i tre fraktioner, som alle kæmpede om de samme, kuturradikale stemmer.

Det ligner da efterhånden også en ideologisk sammensmeltning med Radikale Venstre, Jakob Ellemann-Jensen har i tankerne for Venstre, der ellers traditionelt har været et borgerligt og liberalt parti. En tendens i dén retning er i alle fald ikke til at overse i Venstres Ungdom, hvor ligestillingsordfører, Sofie Mosgaard, tilsyneladende kan lade sig imponere over nær ved ethvert initiativ med feministiske eller identitetspolitiske under- eller overtoner. Der tegner sig således et videre drev ud af en identitær, politisk Z-akse for Venstre.

Spørgsmålet er, om partiet overhovedet vil kunne overleve endnu en afklapsning fra sine vælgerne som dén, Radikale Venstre fik trukket til sig ved sidste valg med sin mere end halvering – altså oven i at Venstre allerede har mistet 20 af sine mandater ved samme lejlighed.

I Venstres bagland kan man naturligvis godt se, at det er en uholdbar kurs, deres kaptajn har sat:

Der er således mytteri på horisonten i det stormomsuste parti, som altså på nuværende tidspunkt er at regne blandt mandater, der bedst kan klassificeres som tilhørende centrum-venstre.