Enhedslisten går markant tilbage i ny måling: Kontroversielle udtalelser om Rusland, Ukraine og NATO koster dyrt

Mai Villadsen (EL) til TV 2's partilederdebat om krig i Europa, i Fællessalen på Christiansborg, tirsdag aften den 8. marts 2022. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2022)

Den seneste tids kontroverser om Rusland, Ukraine og NATO har tilsyneladende skræmt en del vælgere væk fra Enhedslisten. Det viser en ny meningsmåling.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Siden Ruslands invasion af Ukraine har Enhedslisten været kastet ud i et politisk stormvejr, der ikke alene har været affødt af partiets udtalte modstand mod NATO og ønske om at melde Danmark ud af forsvarsalliancen, men også – og især – af en række kontroversielle udtalelser fra forskellige prominente partimedlemmer.

Bl.a. har Enhedslistens mangeårige folketingsmedlem Christian Juhl udtalt til Jyllands-Posten, at Ukraine bærer en del af ansvaret for invasionen, da landet har ført en “ikke-hensigtsmæssig mindretalspolitik”.

Den opfattelse er Mikael Hertoft, der sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse og endvidere er talsperson for partiets Internationale Udvalg, enig i. Han har således udtalt, at “der skal to til at føre krig”.

Samtidig har det mødt kritik, at Hertoft har arrangeret en demonstration imod USA – og ikke Rusland.

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen har gentagne gange forsøgt at tage afstand til disse udtalelser, senest i en nylig episode af podcasten “Genstart”, som udgives af det statsejede medie DR.

Kaster man et blik på den seneste meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter tyder noget dog på, at det ikke er lykkedes for Villadsen at råde bod på de sidste ugers kontroverser.

Den nye meningsmåling giver nemlig Enhedslisten den laveste vælgeropbakning i et helt år, oplyser Voxmeters analysedirektør Anna Midtgaard Christensen.

Den forrige måling fra Voxmeter, offentliggjort den 28. februar i år, gav Enhedslisten en vælgertilslutning på 8,9 procent. Målingen fra ugen før det lød på 9,4 procent til Enhedslisten. Partiet lå endda lige omkring årsskiftet helt oppe over 10 procent af vælgerne i Voxmeters målinger, så der er tale om en markant tilbagegang på kort tid.

Faktisk skal vi helt tilbage til den 21. marts 2021 for at finde en Voxmeter-måling, der giver Enhedslisten en tilsvarende vælgertilslutning på 7,6 procent.

Ved folketingsvalget i 2019 fik partiet 6,9 procent af stemmerne.

Voxmeters politiske meningsmåling baserer sig på telefoninterview med 1.007 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år, gennemført i perioden den 7. marts 2022 til den 12. marts 2022. 

Målingen er offentliggjort den 13. marts, og indeholder en statistisk usikkerhed på plus/minus 1,6 procentpoint for Enhedslisten.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?