Jeg har det seneste år deltaget i en konservativ baglandsgruppe om international politik. Vi har tilbragt rigtig mange engagerede aftentimer på Christiansborg. Tidligt i forløbet tilbød Søren Pape at deltage i vores gruppe, og jeg tror at de fleste ved, hvor travlt partiledere har, og hvor vanskeligt det kan være for toppolitikere at bevare interessen og nærværet i store teams – når ikke de selv har ordet. Derfor siger det meget om Søren, at han deltog i langt de fleste af vores møder, som det varme og overskudsagtige menneske, alle der lærte ham at kende, kom til at holde af.

Altid aktivt lyttende, altid konstruktiv og altid ydmyg som en del af teamet.

Vores fokus blev konstant foreslået udvidet; ulandsbistand, grønlandsk selvstyre, sikkerhedspolitik set i lyset af Ukraine og Taiwan o.s.v. Vi spurgte samvittighedsfuldt hvad vi skulle gøre, for at undgå kollision med de andre baglandsgruppers ressortområder? “Den tager jeg med Jarlov, og så kommer Rasmus bare ned i udenrigsgruppen og leder møderne om sikkerhed og forsvar”. Partiledere er en fest. Søren ordnede tingene, og hvis man var uenig med ham, så lyttede han respektfuldt, og landede en formulering, så alle kom levende videre. Der sidder mange kloge folk i sådan en baglandsgruppe, og de er ikke altid enige. Men Søren sikrede, at mange mellemstore og temmelig store egoer overlevede.

Jeg har kendt Søren Pape siden han var KU’ er, og senere som borgmester først i Bjerringbro, og senere i Viborg. Hans Engells journalistiske talent fornægter sig ikke, når han gør opmærksom på, at Pape havde en helt anden og uakademisk tilgang til politik, sammenlignet med andre partiledere, og han mente noget med at fastholde bopælen i Viborg. Søren var aldrig i tvivl om at udkantsdanmark bestod af Øresundskysten og København. Når man ser på danmarkskortet med jysk lune, så giver Sørens opfattelse god mening. Da Søren var ankommet direkte fra Viborg til Rådhuspladsen, var det tæt på, at jeg kendte betydelig flere erhvervsfolk end Søren. Jeg var skrækslagen for, at Pape projektet var ved at kæntre, før det stod ud af havnen. Men det blev til 8 år med en stejlt stigende kurve af sympati fra danskerne rettet mod Søren, efterfulgt af en række farverige historier om ægtefællen og et barskt genopretningsforsøg.

Jeg har lyst til at fremhæve bare nogle få af de mange varme og eftertænksomme kommentarer, som prægede lørdagen igår eftermiddag; Inger Støjbergs og Pia Olsen Dyhrs ægte og personlige tanker til et menneske de holdt af – og det var iøvrigt gengældt. Og Søren Pinds og Lars Løkkes eftertænksomme betragtninger om det bløde og fine menneskes møde med den kyniske side af det politiske liv. Søren var i den grad et helt menneske og hele mennesker begår fejl. Når man pludselig er i chok og sorg, så er det opløftende, at så mange politikere fra Pelle Dragsted over Martin Lidegaard til Morten Messerschmidt har så fintjusterede kompas, at menneskelig kvalitet genkendes set gennem et politisk farveblindt filter.

Personligt vil jeg fremhæve Sørens tid som justitsminister, som den periode hvor han hvilede bedst i sin opgave. Lad os huske ham sådan. Æret være Søren Papes minde.