EU-forhandlere har indgået en aftale om nye klimamål.
Det oplyser embedsmænd fra Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd i en erklæring tidligt onsdag morgen.
Parlamentarikere og medlemslande er således blevet enige om at reducere CO2-udledningen med mindst 55 procent inden 2030.
Det er en markant forskel fra det nuværende mål, der lyder på en reduktion på 40 procent sammenlignet med 1990-niveauet.
Aftalen mellem repræsentanter for de 27 medlemslande, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen er kommet i stand efter månedlange, frugtesløse forhandlinger bag lukkede døre.
– Dette er et skelsættende øjeblik for EU og et stærkt signal til verden: Vores engagement i et klimaneutralt EU vil styre vores politikker de næste 30 år, skriver EU’s klimakommissær, Frans Timmermans, på Twitter.
This is a landmark moment for the EU and a strong signal to the world: our commitment to #ClimateNeutralEU will guide our policies the next 30 years. And positive news to share before #EarthDay. This is a good day for people and planet.
— Frans Timmermans (@TimmermansEU) April 21, 2021
/ritzau/