Allerede i 2014 stod det klart i mediebilledet, at World Economic Forums Gender Gap Report gav et misvisende billede af ligestillingsområdet. Det år udkom Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, nemlig med en klar kritik af metoden, som rapporten er bygget på.

På daværende tidspunkt lå Danmark som nummer fem på listen. Sidste år var vi nummer 32, og i årets rapport figurerer Danmark som nummer 23. Det er altså ikke så lidt af en pendulering for dansk ligestilling over en periode på mindre end et årti, der skulle være tale om.

Hvis altså World Economic Forums Gender Gap Report var retvisende.

Blandt kritikpunkterne i 2014 var, at rapporten viser såkaldt resultatlighed fremfor ligestilling. Altså énshed på bundlinjen, om man så må sige, fremfor lige muligheder i udgangspunktet. Et andet kritikpunkt er, at rapporten bygger på udvalgte punkter, og altså overser eller ignorerer mange andre. Herunder ikke så få, hvor mænd er bag ligestillingspunktet, eller dårligere stillede.

Endnu et markant kritikpunkt er, at rapporten indenfor områder som f.eks. uddannelse, viser en maksimal score på 1.000 point. Det får et land, hvis kvinder har mindst 50% af uddannelsespladserne.
Også selvom kvinder har for eksempel over 80% af pladserne. Det er således ikke ligestilling som sådan, rapporten viser – men derimod blot i hvilken grad kvinder har 50% af den famøse kage, eller mere. Og altså kun på udvalgte områder.

For at illustrere metodeproblemet, ville et land stå som værende 100% ligestillet, hvis samtlige mænd i det pågældende land emigrerede over natten – og omvendt, 0% ligestillet hvis samtlige kvinder forlod landet.

World Economic Forums tvivlsomme rapport står da også alene med en påstand om, at Danmark er et ret skidt land, hvis man måler på ligestilling. Både EU’s og OECD`s rapporter, samt mange andre, placerer Danmark helt oppe blandt de mest ligestillede lande i verden. Det går således ganske udmærket med dansk ligestilling, i alle fald for danske kvinder.

Men hvordan kan en således yderst tvivlsom rapport blive ved med at fylde i fortællingen om Danmarks ligestilling?

Feministiske NGO’er, politikere og redaktioner

Da årets Gender Gap Report udkom, gik ikke længe før velkendte, feministiske aktivister greb anledningen til at fremme sine sager. Interesseorganisationen Kvinfo var iblandt, ligesom Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Trine Bramsen. Men også journalistiske redaktioner som Politiken faldt for World Economic Forums rapport og tvivlsomme placering af Danmark under blandt andet tredjeverdenslande som Nicaragua og Rwanda.

Det vækker krads kritik.

MF Ole Birk Olesen (LA) skriver blandt andet denne kommentar til et opslag om rapporten på Kvinfos hjemmeside:

»Hvorfor er et land mere ligestillet, desto flere år kvinder gennemsnitligt lever mere end mænd? Hvorfor trækker det ned i ligestillingen i Danmark, at kvinder hos os kun lever ét år længere i gennemsnit end mænd? Er det et fornuftigt og rimeligt mål for ligestilling? «

Det har vakt krads kritik, fra blandt andet ph.d. i sociologi og MF Henrik Dahl (LA), som kalder Kvinfos brug af rapporten for underlødig:

»Dybt underlødigt at lægge WEF’s “analyse” til grund for noget. Er hundrede procent imod diskrimination. Hundrede. 100. Men måske – bare måske – det ville være en god idé at overveje, hvorfor mange synes, at “feminisme går for vidt”. Det er løgnagtigheden, der går for vidt«, skriver han.

Men det er netop sådan underlødighed, som ligger til grund for store dele af den danske ligestillingsindsats i Danmark anno 2023.

Som bagtæppe kan man sige, at feministiske NGO’er som Kvinfo bemidles med trecifrede millionbeløb af borgernes skattekroner, årligt – men at der ikke på samme vis findes bemidling til ligestillingsorienterede foreninger, som arbejder for ligestilling ud fra et ikke-feministisk synspunkt. Det med undtagelse af bemidlingen på godt 1,5 mio. årligt til Forum for Mænds Sundhed, som arbejder med forbedrede vilkår for mænd, indenfor sundhedsområdet. En dråbe i havet, når det kommer til bemidling af interesseorganisationer på området.

Læg dertil, at de forholdsmæssigt stærke holdningspåvirkere i det velbemidlede, feministiske NGO-landskab har rapporter som World Economic Forums Gender Gap Report at påhvile en fortælling om kvindeundertrykkelse, ”ligestillingsløgn” eller Patriarkat-teoriens aktualitet i det moderne, danske samfund.

Sagen er blot, at disse fortællinger tydeligvis er usandfærdige.

Politikfejl på grund af falske historier

Den falske fortælling om ligestilling, som de velbemidlede interesseorganisationer på området fremdriver – for eksempel med World Economic Forums rapport i hånden – er desværre problematisk.
Politik bliver udformet ud fra sådanne foreningers billede, hvilket har stor betydning for lovgivning om alt fra kønskvoter til samtykkelov, partnervold og krænkelser. Ligeledes påvirkes debatten markant, for eksempel da Politiken i kølvandet af World Economic Forums 2023-rapport udgav en tendentiøs artikel under rubrikken »Danmark er undtagelsen: Alle de nordiske lande ligger i top, når det handler om ligestilling«, i øvrigt med Kvinfos direktør, Henriette Laursen, som ene kilde i artiklen, udover World Economic Forum.

Artiklen konkluderer selvsagt den samme fortælling, som World Economic Forum og Kvinfo ellers fremdriver. Det går skidt for dansk ligestilling, skal man lade sig forstå.

Sådanne ideologiske – læs, feministiske – tolkninger, kan blive svært problematiske på samfundsniveau.
For eksempel har der siden cirka ’68 været et generelt ønske om at gøre op med kernefamiliestrukturen, selvom ikke så få ulykkelige statistikker fra ind- og udland viser, at børn har definitivt bedst af at have begge sine forældre i sit liv. Ligeledes kunne ligestillingsminister Marie Bjerre (V) for nylig blot erkende, at drengenes slagside i skolesystemet, aldrig har været større – hvad World Economic Forums rapport i øvrigt intet melder om. Dette er det hidtidige lavpunkt i kølvandet af den tidligere undervisningsminister fra Socialdemokratiet, Ritt Bjerregaards, Skolereform fra 1975.