Folketingets partier indkaldt til nye forhandlinger om genåbning

Sundhedsminister indkalder til forhandlinger om genåbning
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om yderligere genåbning af samfundet torsdag eftermiddag.

Det bekræfter Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Ifølge ham er Sundhedsministeriet endnu ikke kommet med et oplæg til forhandlingerne, men især kommunerne, der endnu ikke har kunnet tage del i genåbningen på grund af høje smittetal, er på programmet til forhandlingerne.

Her vil Enhedslisten foreslå en hjælpepakke til de kommuner, der stadig er ramt af nedlukningerne.

– Der er nogle børn, der, som det ser ud lige nu, har lange udsigter til at komme tilbage i skole, siger Peder Hvelplund.

Hjælpepakken skal give kommunerne midler til at ansætte ekstra pædagogisk personale og til at styrke indsatsen med smitteopsporing.

I det meste af Danmark må elever i 5.–8.-klasse komme fysisk i skole på halv tid. Det samme gælder ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser – for eksempel elever i 1.g og 2.g. Før påske måtte de komme én dag om ugen til udendørs undervisning.

Og det er netop eleverne, som Enhedslisten gerne vil have tilbage i skole.

– Der, hvor vi primært lægger vores fokus, er at sikre, at børn og unge kan vende tilbage i skole i det omfang, at der er plads til det, siger Peder Hvelplund.

Derudover så han gerne, at musikskoler og daghøjskoler blev rykket frem i køen. De står i øjeblikket til at genåbne for personer med coronapas 21. maj.

Coronapasset er dokumentation for, at man ikke udgør en smittefare. Det dokumenterer, at man enten er vaccineret, at man har været smittet inden for de seneste tre måneder og blevet rask igen, eller at man har et negativt coronaprøvesvar, der ikke er mere end 72 timer gammelt.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?