EU-kommissionen foreslog i april 2023 efter en række indledende høringer og drøftelser en række ændringer i EU’s finanspolitiske rammer, som Rådet justerede 20. december 2023, så der nu kun tilbagestår godkendelse med evt. justeringer fra Europa Parlamentet.

Baggrunden for ændringerne er, at retningslinjerne i Traktaten og Vækst- og Stabilitetspagten om offentlige underskud og gæld ikke fungerede i det kriseforløb, som blev udløst af Corona-epidemien. Efter Finanskrisen blev det vedtaget, at disse regler kunne suspenderes i en krisesituation. Denne mulighed blev efter Corona-udbruddet som anført udnyttet i marts 2020. Suspensionen er blevet forlænget til og med 2023 grundet konsekvenser af Putins krig mod Ukraine og den samhørende energikrise. Da Kommissionen har vurderet, at undtagelsesklausulen i Vækst- og Stabilitetspagten ikke kan anvendes for 2024, vil de hidtidige regler træde i kraft fra 2024, hvis der ikke kommer nye regler. Det ser ud til, at nye regler nu vil få virkning for 2024, hvorfor forslaget herom skal vurderes.

Sammen med tidligere departementschef Jørgen Rosted udgav jeg i 2018 bogen ”Fundamentet under EU vakler”, hvor hovedemnet netop var, at EU’s ramme for den finanspolitiske samordning var fejlbehæftet.

Historien har – som vist i bogen – flere eksempler på, at et valutasamarbejde – og især en valutaunion – ikke holder, hvis det kun er problemlande (underskudslande), der pålægges krav, mens stærke lande (overskudslande), der måske bidrager til problemlandenes underskud, fritages for krav. EU’s finanspolitiske regelsæt for medlemslandene er især koncentreret om offentlige underskud, der ikke må overstige 3 pct. af BNP, og offentlig gæld, der ikke må overstige 60 pct. af BNP. De har altså klar fokus på underskudslande med de heraf følgende holdbarhedsproblemer. Men dette gøres der ikke op med i forslaget til nye finanspolitiske regler i EU.

Det andet hovedproblem, som blev påpeget i bogen, var, at spillereglerne i Traktaten og Stabilitets- og Vækstpagten med dets ensidige fokus på de offentlige finanser og gæld – med udgangspunkt i den tyske ordoliberale tænkning – er fagligt misforstået og i praksis virker destabiliserende for samarbejdet. Dette kommer til udtryk ved, at der især har været rettet krav mod sydlige underskudslande (som Italien, Spanien og Frankrig), mens der ikke er rettet krav mod nordlige lande (som Holland, Tyskland og Danmark). Denne kløft mellem nord og syd har især udviklet sig siden etableringen af Euro-samarbejdet fra 1999, og er blevet forstærket efter Finanskrisen og Coronakrisen.

Medlemslandene påvirker nemlig først og fremmest hinanden gennem de transaktioner, som registreres på betalingsbalancen via ikke mindst eksport og import. Derfor tilsiger et fagligt udgangspunkt, at den nødvendige koordination i en valutaunion må tage udgangspunkt i betalingsbalancestillingen. Men denne afgørende svaghed gøres der heller ikke op med.

Hvor fejlagtige, de ideologiske retningslinjer om de gældende finanspolitiske EU-rammer med fokus på den offentlige saldo og offentlig gæld – efter ordoliberal tænkning med udgangspunkt i universitetet i Freiburg, Tyskland – er for EU´s økonomiske politik, fremgår også af, at der ses bort fra det bånd, der er mellem betalingsbalancen og den offentlige saldo, som måles ved det offentlige opsparingsoverskud, idet:

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster = Det offentlige opsparingsoverskud + det private opsparingsoverskud, hvor opsparingsoverskud opgøres som: opsparing minus investering.

Heraf følger, at hvis der er nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, så vil et offentligt opsparingsunderskud blive modsvaret af et tilsvarende privat opsparingsoverskud. Derfor er det betalingsbalancen, som de økonomiske spilleregler om koordinering mellem lande bør tage udgangspunkt i. Dette fremgår også af, at der ikke er eksempler på, at lande er kommet i så store økonomiske problemer, at IMF (Den Internationale Valutafond) er blevet påkaldt, hvis der er nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, idet et offentligt underskud så kan finansieres af et privat overskud.

Dette understreges også med al ønskelig tydelighed af, at Japan, hvor statsgælden er over 240 pct. af BNP, og dermed er den suverænt højeste i verden, ikke har gældsproblemer og ligefrem har kunnet holde renten tæt på nul.

Så både fagligt og empirisk påvises i ”Fundamentet under EU-vakler”, at fokus i rammerne for EU’s finanspolitik ikke bør være på den offentlige sektors underskud og gæld, men på betalingsbalancen. Men det ovenfor omtalte bånd tilsiger naturligvis, at offentlige underskud og gæld ikke skal ignoreres.

Det nye udspil gør imidlertid ikke op med de anførte to afgørende svagheder. Dette kan også ses som en konsekvens af, at dette givetvis ville kræve en traktatændring. Alligevel er det nye forslag udtryk for en forbedring især grundet større fleksibilitet – om end en ret beskeden forbedring.

Kommissionens udspil var især fokuseret på at ændre kravene til lande, hvor gældsloftet på 60 pct. af BNP overskrides. Det var ikke overraskende, idet de suspenderede regler krævede, at der hvert år mindst skulle ske en nedsættelse af den offentlige gæld med 1/20 af forskellen mellem den offentlige gældsprocent af BNP og 60-pct grænsen herfor. Hvis et medlemsland således havde en offentlig gældsprocent på mindst 100 pct. af BNP, skulle de offentlige finanser derfor have et overskud på mindst 2 pct. om året. Grækenland, Italien, Portugal, Spanien, Frankrig og Belgien overskrider alle 100 pct. grænsen. 1/20-del reglen var det samme som at kræve en ekstrem stram finanspolitik, som næppe er politisk mulig eller hensigtsmæssig i alle disse lande, der også kæmper mod offentlige underskud.

Det mest centrale punkt i Kommissionens april-udspil var da også, at gældsprocenten ved afslutningen af den fire årige mellemfristede planlægningsperiode kun skulle være mindre end ved periodens start. Men dette er blevet strammet af Rådet, og er i øvrigt den væsentligste ændring, som Rådet foretog i Kommissionens udspil, se især artikel 6bis.

Medlemslande, der har en gældsprocent over 90, hvilket gælder for de nævnte seks EU-lande, skal over den mellemfristede periode på enten 4 eller 5 år – bestemt af valgperioden – i gennemsnit over perioden nedsætte gældsprocenten med 1 procentpoint om året. Er gældsprocenten mellem 60 og 90, reduceres dette til ½ procentpoint om året.

Dette er næppe holdbart. Har et medlemsland med en 4-årig valgperiode f.eks. et underskud på de offentlige finanser på 4 pct. i 2023 og en gældsprocent på over 90, skal de offentlige finanser som udgangspunkt forbedres med 5 pct. det første år eller med 2 pct. i hvert år af den 4-årige tilpasningsperiode. Der kan naturligvis vælges andre forløb, men det er urealistisk at tro, at lande med så store underskud i 2023 og med en gældsprocent over 90 – det er tilfældet for Italien, Spanien, Frankrig og Belgien – kan gennemføre de hertil hørende finanspolitiske stramninger. Dette underbygges af: 1) øvrige EU-lande er ikke forpligtet til at hjælpe ved at sætte turbo på deres økonomi, 2) EU’s største økonomi Tyskland har en gældsbremse og 3) det højere renteniveau vil også dæmpe aktiviteten i det øvrige EU, der jo også bliver negativt påvirket af finanspolitiske stramninger fra de nævnte fire lande. Derfor kan de nævnte fire lande ikke påregne en stor stigning i eksporten til de øvrige EU-lande og dermed heller ikke en stor automatisk stigning i de offentlige indtægter fra høj fremgang i produktion og indkomst i deres lande.

Derfor er det nødvendigt, at Europa Parlamentet bidrager til, at gældskravene nærmer sig kommissionens udspil fra april – og dermed få fornuften genindført. For god ordens skyld skal det tilføjes, at der – under en række betingelser – er mulighed for at få tilpasningsperioden forlænget med op til 3 år. Men det rokker ikke alvorligt ved det uholdbare i Rådets stramninger.

Hensynet til bredere økonomiske mål – den større fleksibilitet – end der udtrykkes ved offentlige underskud og gæld kommer især til udtryk ved, at investeringer der fremmer vækst, digital infrastruktur, grøn omstilling med bl.a. energitiltag, øget arbejdsudbud osv. kan bidrage til en forlænget tilpasningsperiode i relation til såvel overholdelse af 3 pct. grænsen for offentlige underskud og gældsnedbringelse.

Det er dog formelt set ikke korrekt, at der ikke stilles krav til overskudslande. Det er nemlig tilfældet i forordning 1176 fra 2011, som vedrører makroøkonomisk ubalance. I denne forordning er der 14 hovedindikatorer, hvor der dels er fokuseret på ekstern og intern ubalance. Her kan der også være krav til overskudslande. Betalingsbalancestillingen skal fremdrages som eksempel herpå. Hvis der i henhold til denne indikator ikke skal være makroøkonomisk ubalance, skal betalingsbalancesaldoen over en treårig periode i gennemsnit være mellem -4 pct. og + 6 pct. af BNP.

Reelt er der dog næppe krav til overskudslande. Dette kommer tydeligt frem i relation til Danmark. Vi har nu i flere år – nemlig siden 2012 – haft et betalingsbalanceoverskud på over 6 pct. af BNP i en treårig periode. Og der er ingen udsigt til, at dette stopper, som det fremgår af den seneste vismandsrapport. Overskuddet i 2022 var således 13,5 pct. og dette høje overskud forventes også at fortsætte 2023-2025. Vores betalingsbalanceoverskud er således nu og forventes også fremadrettet at være dobbelt så stort, som det må være i henhold til EU’s forordning om makroøkonomisk ubalance. Der er ingen EU-lande, der har nær så relative store overskud som Danmark.

Men så vidt jeg kan se, er der ikke krav om, at vi reagerer herpå fra EU’s side. Og vismændene er også tavse. I deres seneste konjunkturvurdering fra oktober 2023 nævner de blot eksistensen af betalingsbalanceindikatoren fra forordningen om økonomisk ubalance, se side 76. Men der er ingen vurdering af mulige handlinger på denne markante ubalance!

Det er uholdbart, når EU’s finanspolitiske rammer er til diskussion, at relationen til betalingsbalancen ignoreres. Men dette grundlæggende forhold tør man måske ikke diskutere i Danmark og i andre EU-lande, fordi det ville vise, hvor fejlagtigt grundlaget er for EU’s overordnede økonomiske politik.

Kilder:

Council of the European Union 2023. Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on the effective coordination of economic policies and multilateral budgetary surveillance and repealing Council Regulation (EC) No 1466/97, Brussels 20. December 2023.

Det økonomiske Råd. Formandskabet. Dansk Økonomi, efterår 2023. København.

Rosted, J. og C. Sørensen 2018. Fundamentet under EU vakler. Haases forlag.