Politik

Forsvarets udfordringer ligger hos Forsvarsministeren – ny bog viser problemerne

Den nye bog “Piratjagt” sætter spotlight på Søværnets indsats ved Afrikas Horn og Guineabugten siden 2008. Den afslører, at Søværnets problemer i nutiden kan spores tilbage gennem årene, og missionerne, som danske sømænd har været udsendt i.

Hør artikel

Getting your Trinity Audio player ready...

Skribenten Daniel Holst Pinderup er forhenværende sergent fra Forsvaret med speciale i kampinformation, og har været udsendt tre gange til blandt andet Afrikas Horn.

Udfordringerne har længe hobet sig op i Forsvaret, og er resulteret i en række skandaløse udviklinger gennem årene. Nyligst måtte man lukke Storebæltsbroen, fordi en våbentest risikerede at medføre affyring af et overflademissil af typen Harpoon.

Dét er ikke et dårligt sted at starte en analyse af problemerne i Forsvaret, for det var netop et missil af typen Harpoon, produceret af Boeing (tidl. McDonnell Douglas), fra en dansk fregat, som helt tilbage i 1982 trak overskrifter under titlen “Hovsa-missilet”, og som landede i et lykkeligvis mennesketomt sommerhusområde. Overskriften, “Hovsa-missilet”, gjorde meget lidt for at understrege situationens alvor, da tab af liv ellers var særdeles sandsynligt dengang i 1982. Det var dog ikke tilfældet ved Storebælt-begivenheden i 2024, da dette missil var uden sprænghoved og derfor havde langt mindre skadespotentiale.
Ikke desto mindre blotlægger det sandsynligvis et organisatorisk læringsproblem, at en sådan fejl overhovedet kunne ske igen.

Lig i lasten
Den nyligt publicerede bog “Piratjagt” fra Syddansk Universitet, af Søren Nørby, Katja Lindskov Jacobsen og Hüseyin Yücel, giver et dybere indblik i forholdene i Forsvaret, og understreger udfordringerne.
Bogen gennemgår Søværnets arbejde med antipirateri fra 2008 til 2022, fra Afrikas Horn til Guineabugten, og giver generelt indtryk af en afkobling mellem beslutningstagerne og situationen på jorden. For eksempel var der indledningsvist ingen fængselsceller ombord i skibene, til brug såfremt man pågreb pirater. Ej heller var der nogen politisk afklaring af, hvad der i så fald skulle ske med tilbageholdte pirater. Dette blev af flere omgange en reel problemstilling, da danske besætninger flere gange netop måtte foretage tilbageholdelser. Mistænkte piraters ret til at blive bragt for en dommer inden for 24 timer, kunne der for eksempel ikke blive tale om, af åbenlyse operative og logistiske årsager. Skibene var på havet ud for Somalia – dommerne sad i Danmark.
En skudveksling i 2012 understregede yderligere de svære vilkår, de danske sømænd havde at arbejde under; to gidsler var desværre afgået ved døden under kamp mellem fregatten Absalon og et piratmoderskib, og der var ikke andre steder at opbevare gidslernes lig, end i skibets kølerum. Som Absalons kaptajn, Anders Friis, efterfølgende sagde det, var det hensigtsmæssigt med separate faciliteter end fryseren til provianten “af hensyn til hygiejne og psykologisk påvirkning af besætningen”.
Også selve klargøringen til disse missioner var præget af alvorlige udfordringer, ikke blot i forhold til at få gjort indledningsvis spritnye krigsskibe klar til indsats – men også med at finde besætninger til dem. Såkaldt “udlån” fra den ene besætning til den anden var således nødvendigt, og lagde en særligt hård belastning på mandskaberne.

Fastholdelse af tilegnet viden fra disse missioner var værdifuld, men “Piratjagt” beskriver en situation, hvor denne fastholdelse ikke blev konsistent prioriteret. Bogens sidste eksempel er så sent som i 2022, hvor det planlagte “Lessons Learned”-seminar efter indsats i Guineabugten, blev aflyst. Udviklingen i Ukraine havde flyttet fokuset eftertrykkeligt. Viden må ikke desto mindre formodes at være gået tabt.

Personaleflugt

Den senere tids debat om soldaters løn har budt på gode grunde til, at Forsvaret bløder personel; alene i 2022 forlod over 2.000 medarbejdere Forsvarets rækker. De hårde arbejdsvilkår og det enorme tempo sætter barren højt, og lønningerne halter efter.
Således kunne Berlingske i marts 2024 fremvise to soldaters lønseddeler – den ene med 15.000 kroner udbetalt i måneden, og den anden – en veteran med 17 års erfaring – blot 16.000 kroner månedligt (1). Ligeledes er der udfordringer på Forsvarets uddannelser. Disse er nemlig i relativt store tal ikke godkendt som såkaldt meritbærende i civilt regi – hvorfor almindelige soldaters uddannelser fra Forsvaret ikke anerkendes civilt. Det er derfor en enorm udfordring, der ligger i at få bemandingerne til at gå op i Forsvarets geledder. Også disse udfordringer trækker spor tilbage gennem årtierne. Debatten om soldaters vilkår er nu genstartet, men så sent som i 2023 var det for døve ører, at Hærens Konstabel- og Korporalforening slog vagt i gevær om akkurat det samme (2).

Ansvaret ligger på Christiansborg
At der er problemer i Forsvaret i dag, kan der ikke være nævneværdig tvivl om. Men det er en udvikling, som har været længe undervejs, og ifølge eksperter peger pilen mod Christiansborg. Allerede i 2013 råbte daværende forsvarschef, general Peter Bartram, vagt i gevær omkring den øgende politisering under daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Også militærforsker Jeppe Plenge Trautner fra Aalborg Universitet slog alarm, og kaldte bekymringerne “velbegrundede” (3)

I 2014 omlagde man alligevel ledelsen af Forsvaret til syv forskellige styrelser uden overordnet militær styring. Blot forsvarsministeren og dennes departementschef, der begge er civile, står som overordnet ledelse for disse styrelser. I modsætning til Forsvarschefen, der således er mandatmæssigt degraderet.

Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, Alexander With, lægger ikke fingre imellem:

“Forudsætningen for at genopbygge Forsvaret er ikke til stede, og ansvaret ligger hos politikerne på Christiansborg. De har på mange måder fået præcis det forsvar, som de ønskede sig, da de gennem årene skabte det system, som vi har i dag”, udtaler han til forsvarsmediet Olfi.dk (4).

Det fremstår således uomtvisteligt, at nogle af Forsvarets største udfordringer har været mange år undervejs, og er skabt af Danmarks egne politikere. Det fremstår også klart, at en Forsvarschef ikke har tilstrækkeligt mandat til at ændre det, og at ansvaret for at løse problemerne ligger hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og regeringen. Det fremstår klart, at den slags problemer kan have katastrofale konsekvenser.
Det har heldigvis ikke været tilfældet indtil videre, hverken med det første løsslupne missil i 1982, under missionerne i Afrika fra 2008 til 2022 – da det var ved at gå galt med det andet missil i 2024 – eller da fregatten Iver Huitfeldt for nylig kom under angreb af af fire droner fra Houthi-bevægelsen i Syrien:

Men der har sandt for dyden været rigeligt med muligheder…