I medierne kan man læse den ene historie efter den anden om ”klimakrisen”, som vi er havnet i pga. vores afbrænding af kul, olie og naturgas gennem de seneste ca. 150 år. Afbrændingen har ført til store udledninger af drivhusgassen CO₂, og indholdet i atmosfæren er da også steget med ca. 50 % fra 1850 til nu. Det har medført en stigning i den globale temperatur på ca. én grad celsius. Det er jo relativt behersket, når man tager i betragtning, hvor meget temperaturen varierer f.eks. her i Danmark med op til +30 grader på en sommerdag og minus 10 grader eller lavere på en kold vinternat.

Men så fremføres det, at opvarmningen har haft alle mulige negative konsekvenser for vejret rundt omkring på Jorden. Vi har voldsommere storme, farligere oversvømmelser, hedebølger, tørke og naturbrande, der er løbet løbsk. Alt kædes sammen med ”klimaforandringerne” foranlediget af vores udledninger af drivhusgasser. Oversvømmelsen i Tyskland i fjor og hedebølgen i Europa i år, samt alle skovbrandene er blevet meget værre på grund af dem.

Det er her, den grønne omstilling kommer ind i billedet. Tanken er, at hvis vi drastisk nedsætter vores forbrug af CO₂-udspyende brændstoffer, så vil klimaet blive ”normalt” igen, og vi slipper for alle naturkatastroferne.

Men gør vi nu også det? FN’s Klimapanel, IPCC, har indtil for nyligt været meget tilbageholdende med at sammenkæde ekstreme vejrbegivenheder med den globale opvarmning. I den nyeste rapport, nr. 6 (AR6), fra i fjor, blev retorikken skærpet lidt, men stadigvæk virkede det ikke som om, at IPCC for alvor mener, at den globale opvarmning spiller en væsentlig rolle i forekomst og hyppighed af storme, tørke osv.

Hvad er så status med hensyn til de ekstreme vejrbegivenheder? Global Warming Policy Foundation (GWPF) har for nyligt udsendt en rapport med titlen Extreme Weather, the IPCC’s changing tune, hvor man kigger på dette spørgsmål. Rapportens udgangspunkt er netop den nye IPCC-rapport nr. 6. Er det rimeligt, at IPCC begynder i højere grad at sammenkæde ekstremvejr med den globale opvarmning?

Hvis man vil besvare det spørgsmål meningsfyldt, er det bedste, man kan gøre, at sammenligne de nutidige hændelser med, hvad der er sket i fortiden. Hvis vi tager orkaner som eksempel, kan man kigge på statistikken gennem de seneste 100-150 år og se, om f.eks. de seneste 20 år har haft flere tilfælde pr. år eller om orkanerne i gennemsnit har fået en større styrke, og dermed mere ødelæggende kraft.

At sammenligne bagud er dog ikke så simpelt, som det lyder. I dag bliver samtlige orkaner i Atlanterhavet detekteret af satellitter og man får gode tal for deres styrke og omfang. Men for 100 år siden var der givetvis mange orkaner, der slet ikke blev opdaget, enten fordi de blev ude over vandet, hvor der ikke var nogen skibe, eller også fordi de gik i land på et øde sted, hvor ingen registrerede dem.

Et andet problem er de store naturlige svingninger vi har i klimaet. De har fine navne som AMO, PDO, ENSO osv. og dækker over, at temperaturer, havstrømninger og vind ændrer sig over lang tid – op til flere årtier, for derefter at svinge tilbage igen. Faren herved er, at hvis man vælger for kort en tidsperiode i fortiden, vil ens resultater hænge mere sammen med disse svingninger, end de er udtryk for en blivende global tendens. Et eksempel er ENSO-svingningen i Stillehavet. I den ene fase (”La Niña”) giver den tørke på USA’s vestkyst, især Californien, mens den anden fase, (”El Niño”) giver masser af regn i Californien. Nogle års alvorlig tørke dér er således ikke et tegn på klimaforandringer, men blot en følge af den naturlige svingning. Et andet eksempel er tørken i Østafrika, den hænger sammen med en svingning i Det Indiske Ocean.

Rapporten fra GWPF gennemgår nu de enkelte vejrfænomener hver for sig. Med hensyn til tørke er der generelt ikke nogen global udvikling, hverken i den ene eller den anden retning. Lokalt har man fra år til år tørke, men den forsvinder igen og afløses af perioder med meget regn. Den værste tørke i USA var i 1930’erne også kendt som the dust bowl. Den undgår man behændigt at vise ved i nogle tilfælde at lade statistikken starte ved 1950, der i øvrigt var en kold tid.

Oversvømmelsen i Tyskland sidste år blev udskreget til et tydeligt tegn på de farlige klimaforandringer. Men, men, der har været mange oversvømmelser i Tyskland gennem tiderne og denne her skilte sig kun ud, fordi myndighederne var så ekstremt uforberedte på den og ikke fik advaret befolkningen i tide. Der blev også nævnt store oversvømmelser i Kina for nyligt, men heller ikke her er det noget særsyn, dem har de hver vinter, større eller mindre.

Orkanerne i Atlanterhavet er ikke blevet mere talrige, tværtimod, antallet er faldet. Til gengæld er antallet af de kraftigere orkaner næsten uforandret, og det har man så behændigt beskrevet således, at procenten af kraftige orkaner er steget. Det er dog svært at se, hvordan den moderate globale opvarmning skulle spille nogen rolle her.

Der er blevet væsentligt færre tornadoer på land i USA, hvilket der ikke er nogen større uenighed om. Interessant nok har det største fald her været for de kraftigste af slagsen.

Naturbrande fylder meget i medierne, de skulle være blevet værre pga. en kombination af tørke og højere temperaturer. I virkeligheden er det brændte areal over de seneste 100 år faldet drastisk de fleste steder, inkl. Nordamerika, Australien og Europa. Nordamerika har set en stigning siden 1960, men det er også et tidspunkt, hvor der var meget få brande. Længere tilbage i tiden var de brændte arealer mange gange større, end de har været her de seneste år. Stigningen i arealet hænger for både USA’s og Australiens vedkommende sammen med dårlig naturpleje og manglende brandforebyggelse, hvor man har tilladt ophobning af alt for meget tørt plantemateriale og dødt ved. Det har man haft bedre styr på i Sydeuropa.

I følge IPCC er hedebølger blevet hyppigere og varmere i takt med den globale opvarmning, mens kuldebølger er blevet mere sjældne. Også her kan GWPF-rapporten fremlægge data, der viser, at det ikke er helt rigtigt, specielt er der mange episoder i de senere år, hvor der er blevet slået kulderekorder rundt omkring på Jorden.

Rapporten kommer også ind på korallerne, hvor de mest fantastiske påstande cirkulerer om blegning og korallernes snarlige udryddelse. Koraller har levet på Jorden i flere hundrede millioner år og har undervejs tilpasset sig lidt af hvert. De bleges med jævne mellemrum, hvis der sker ændringer i deres miljø, men i langt de fleste tilfælde kommer de hurtigt igen. Måske tror mange, at The Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst er døende. Intet kunne være mere forkert, langt størstedelen af revet stortrives, og udbredelsen af koraller slog ny rekord i 2021. De få steder, hvor der er problemer, skyldes det primært lokal forurening.

Konklusionen er helt klart, at der ikke er nogen klimakrise, der er ikke noget i vejret omkring os, der på nogen måde er usædvanligt eller ”farligt”. Vejret svinger, som det altid har gjort, og vi mennesker er, takket være vores civilisation og høje teknologiske stade i stand til at afbøde de værste følger, når de ekstreme begivenheder slår til.