“Ud over at være en voldsom krænkelse af Ukraine og det ukrainske folk med død og lidelse til følge, så har Ruslands invasion også været en overraskelse i Vesten. Et wake-up call. Nu må vi vågne op til fuld bevidsthed, og være klar og leve med og forholde os til, at verden ikke er himlen, og at vi ikke er engle, men at verden er fuld af skurke, bøller, forbrydere, statsmænd, politikere – kort sagt: mennesker”, skriver sognepræst Henrik Gade Jensen i dette debatindlæg.
Af Henrik Gade Jensen, sognepræst på Lolland
Ud over at være en voldsom krænkelse af Ukraine og det ukrainske folk med død og lidelse til følge, så har Ruslands invasion også været en overraskelse i Vesten. Et wake-up call. Kunne den slags ske i det 21. århundrede? Aggressiv og ond fremfærd?
Nu var altid lige blevet så godt efter Murens Fald i 1989 og kommunismens sammenbrud og Den Kolde Krigs ophør, fjenden var væk, og Vesten kunne reducere forsvarsudgifterne drastisk. Vi kunne nøjes med vagtparaden med løst krudt og Tivoligarden. EU var ved at skabe sig en identitet som moralsk supermagt i verden, med helgenglorier i stedet for krudt og kugler. Og mens Danmark afviklede sit territorialforsvar, er vi verdensmestre i at modtage flygtninge, milliarderne ruller, dér står vi i permanent beredskab, kan rykke over natten, alle vindeporte sænkes, det er vores moralske forsvar og stolthed.
Og så oplever vi, at der stadig er onde tyranner til med okkuperende hensigter. Som der altid har været gennem tiderne. Historien var alligevel ikke slut med Murens Fald. Menneskene er stadig de samme, politikerne ikke mindst, og staterne i særlig grad. Rusland har annektionistiske tilbøjeligheder overfor et naboland, det er sket mange gange før: DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 og Polen i flere og mindre omgange.
Hvis vi endelig skal ”forstå” Ruslands handlemåde med invasionen i Ukraine, skal vi tilbage til Anden Verdenskrig. For Vesten godkendte dengang mere eller mindre direkte Sovjetunionens berettigede krav på en “interessesfære” mod Europa.
Det skete ved Jalta-konferencen i februar 1945 på øen Krim.
På Jaltakonferencen samledes de kommende sejrherrer Sovjet, USA og Storbritannien for at aftale efterkrigstidens politik. Her blev Europa delt, eller rettere: Sovjetunionen fik lov til at herse uhindret i den ene halvdel.
Hvorfor gik Vesten med til delingen dengang? Den var i åbenlys modstrid med de principper, som Storbritannien og USA, Churchill og Roosevelt, sammen havde vedtaget med Atlanterhavserklæringen i august 1941. På det tidspunkt var USA endnu ikke med i krigen og Storbritannien havde i to år været Nazi-Tysklands eneste modstander, mens Sovjetunionen var allieret med Tyskland og forsynede dem med olie og råstoffer til at føre krigen mod England.
Atlanterhavserklæringen byggede på Woodrow Wilsons principper fra Første Verdenskrig om nationernes og folkenes selvbestemmelsesret, og som senere dannede baggrund for NATO, også kaldet Atlantpagten. NATO opererer ikke med en interessesfære, men med landes selvbestemmelse og suverænitet, kaldet frihed.
Alligevel fik Sovjetunionen lov at operere med en “interessefære” ved Jaltakonferencen. Det har en lang historie med flere årsager.
En vigtig grund er, at USA´s administration under F.D. Roosevelt ikke så Stalins Sovjet som en fjende og Stalin som en skurk. Roosevelt havde i hele sit præsidentskab siden 1933 udvist en forbavsende positiv holdning til Sovjetunionen og det sovjetiske eksperiment med planøkonomi i stor skala. Mange rådgivere i Det Hvide Hus må man betegne som direkte prokommunister, andre blev afsløret som informanter, en hel del blot som nyttige idioter i forhold til Sovjetunionen. Vicepræsident Henry Wallace rejste i Østsibirien og berettede begejstret om Sovjet. Det samme gjorde journalisterne, navnkundig er New York Times’ Walter Duranty, som bevidst besmykkede sine reportager fra Moskva og Ukraine mod bedre vidende. Roosevelt troede, det var sandheden. (Se min artikel ”USA – Stalin-fascinationens eget land”, Kampen om den kolde krig: festskrift til Bent Jensen, Gyldendal 2008).
Så der var i den amerikanske administrationen omkring Roosevelt ingen realistisk vurdering af Sovjetunionen op til Jaltakonferencen. Præsidentens rådgiver ved konferencen, viceudenrigsminister Alger Hiss, var sovjetisk spion, vicefinansminister Harry Dexter White var sovjetisk spion og Roosevelts økonomiske rådgiver Lauchlin Currie var sovjetisk spion. Udenrigsministeriet var kritiske, bl.a. diplomaterne George Kennan, Averell Harriman og Charles Bohlen viste sig legendariske i deres skarpsyn, men Roosevelt lyttede ikke til Foreign Department. De var for fordomsfulde overfor Stalin, mente han. Ligesom Churchill. Ydermere var Roosevelt fysisk svag på grund af en fremadskridende kræftsygdom under Jalta-konferencen, som ikke gjorde ham i stand til at vise vilje overfor Joseph Stalin.
Så Jalta-konferencen blev en katastrofe for Europa og stadfæstede den politiske magtpolitik, som Rusland i dag handler ud fra. At Sovjetunionen er afløst af Rusland betyder i den henseende ikke noget.
I årene efter Anden Verdenskrigs afslutning var der meget kritik af Jalta, jerntæppet og delingen af Europa, men da var det et fait accompli. I 1950’ernes USA blev kritik af Jalta identificeret som antikommunisme og mccartyisme, og fordømt af den intellektuelle og kulturelle elite som hekseforfølgelse. Kun halsstarrige emigrantgrupper og forbenede koldkrigere holdt fast i, at Central- og Østeuropa blev undertrykt.
Så begrebet “interessesfære” fik lov at fortsætte som et legitimt storpolitisk hensyn. Da ungarerne i 1956 gjorde oprør mod Sovjetunionens tilstedeværelse, forklarede USA´s vicepræsident Richard Nixon til den sovjetiske ambassadør i Washington, at det blev betragtet som et internt sovjetisk anliggende. Ak, og Nixon anså mange for at være en skurk på grund af Watergate-skandalen, det var han måske også, men hans svigt overfor det ungarske folk var hans kapitalsynd. Nixon havde som ung senator været ivrig antikommunist og forfulgt Alger Hiss, men vindene vender og skulle han være præsident, måtte han sende nye signaler.
Jalta-aftalen kan kun forklares ved vestlig naivitet overfor kommunismen. Den var ingen nødvendighed. Den var i modstrid med egne principper. USA var på vej til at udvikle atombomben, og med monopol på atombomben frem til 1949 forblev USA dominerende, og behøvede ikke at vige og eller frygte ret meget. Det eneste realpolitiske motiv fra USA´s side ved Jalta- og senere Potsdam-konferencen var hensynet til at få Sovjetunionens bistand i krigen mod Japan, og derfor måtte Centraleuropa ofres.
Reaktionen på Jalta-aftalen kom først med Ronald Reagan, da USA fik en præsident, der ikke ønskede opretholdelse af status quo med terrorbalance og fredelig sameksistens og “interessesfærer”. Målet i hans præsidentskab blev at afvikle Sovjetkommunismen gennem militært pres. Og det lykkedes. Og vi fik efterfølgende “flyttet” Jerntæppet øst på.
Nu må vi vågne op til fuld bevidsthed, og være klar og leve med og forholde os til, at verden ikke er himlen, og at vi ikke er engle, men at verden er fuld af skurke, bøller, forbrydere, statsmænd, politikere – kort sagt: mennesker.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
