Af Christopher Arzrouni

Vi elsker Facebook. Vi hader Facebook. Vi elsker den lette adgang til at kommunikere – men ingen succes uden Jantelov. Facebook er for succesrig. Derfor er virksomheden blevet et hadeobjekt. Venstrefløjen og mange danske medier vil beskatte internetgiganten til underkastelse. Andre går længere endnu.

“Nationalisér lortet, færdig. Også herhjemme”. Sådan skrev den nationalkonservative debattør, Eva Selsing, da Facebook for nogle år siden fjernede en annonce fra Trumps præsidentkampagne. Annoncen var i strid med Facebooks regler mod hadefuld tale, lød begrundelsen.

Private sociale medier kan have de interne regler, de vil – oven i de regler, som staterne fastlægger. Måske er de private sociale medier urimelige. Måske er deres regler uklare. Men ville man virkelig råde bod på den urimelighed ved at nationalisere noget som helst? Eller ville urimelighederne blot få et endnu større omfang – og måske endda på en måde, Eva Selsing næppe ville være glad for?

Embedsmændenes fagforening, DJØF, nedsatte en “tech-kommission”, som ville have Facebook til at slette ulovligt indhold indenfor 12 timer. Det skulle presse Facebook til at være på den sikre side i alt hvad der handler om potentielle lovligheder – til skade for nogles muligheder for at ytre sig og andres mulighed for at læse kontroversielt stof.

Ifølge Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia ville de sandsynlige konsekvenser af DJØFs forslag blive en massiv sletning af lovligt indhold. “Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Facebook alene fra januar til marts fjernede 9,6 millioner stykker indhold for at overtræde fællesskabsstandardernes forbud mod hadsk tale. Ideen om at Facebook er et lovløst vildt vesten savner derfor enhver form for empiri,” fastslog Mchangama.

Det danske retsvæsen bruger i gennemsnit 411 dage for at tage stilling til hvorvidt en anmeldelse om overtrædelse af racismeparagraffen bør føre til tiltalerejsning. Sådan et spørgsmål skal de sociale mediers tilfældige moderatorer klare på 12 timer – ifølge de højtuddannede mennesker i DJØF.

Man kan drømme om at regulere det uperfekte marked for varer og ideer. Men de uperfekte regulatorer skal lige overveje, om resultatet bliver, som de regner med. Eva Selsing ville nok blive skuffet i praksis. Det samme gælder DJØF’s tech-kommission.

Problemet ligger i ordet ‘medie’. Forventningerne til et ‘medie’ har drevet Facebook ud i at redigere og dermed påtage sig et ansvar for, hvad brugerne skriver. Hvorfor dog det? Et telefonnet er også en slags socialt netværk. Alligevel lytter myndighederne ikke med, når brugerne kommunikerer med hinanden (eller: næsten ikke).

Men med Facebook er det pludselig anderledes. Nogle sammenligner det med en livsvigtig infrastruktur, som en enkelt operatør styrer med hård monopolistisk hånd. Andre er utilfredse med de mange data, som Facebook har adgang til og utilfredse med, at Facebook suger annoncekroner til sig på bekostning af de medier, som hidtil har været dominerende på annoncemarkedet.

Er Facebook livsvigtig infrastruktur? Jeg kan ikke se det. Vi kan sagtens klare os uden. Det har vi gjort før. Har Facebook kontrol over store mængder data? Ja, i den udstrækning, vi selv har afgivet disse. Som amerikanerne siger: “There’s no such thing as a free lunch”. Hvis vi gerne vil nyde godt at de fordele, vi opnår på Facebook, betaler vi med noget andet. Og er det urimeligt, at Facebook underminerer de traditionelle aviser ved at sætte sig på annoncekronerne? Nej. De traditionelle medier kunne bare have skabt sig en tilsvarende liste ovre købedygtige kontakter, hvad de i øvrigt gør.

De traditionelle mediers jalousi er blevet tydelig. Facebooks succes er drevet af reklamer, dvs. af opfordringer til at købe. Det er i sig selv kontroversielt, fordi nogle per definition hader samfundets kommercielle sider. Det er også kontroversielt, fordi Facebook til dels snupper en del af livsgrundlaget for traditionelle medier, der har det med at bagatellisere, at de er afhængige af reklamer.

“Facebook er berygtet for at betale meget lidt i skat i Danmark og andre EU-lande. Og det er i sidste ende dem, der betaler din løn. Hvordan har du med det?” Sådan spurgte Politiken den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun blev medlem af Facebooks nye tilsynsråd. Politikens chefredaktør kaldte hende endda en “dyrt betalt nyttig idiot i Facebooks imagepleje”.

Det er påfaldende, at danske medier over en bred kam betragter Facebook og andre internetvirksomheder som skattesyndere (om ikke skattesnydere). Det på trods af, at skatten bliver betalt – bare fortrinsvis i virksomhedernes oprindelsesland, hvilket ikke er anderledes end skattemodellen for Novo og Lego.

Et af de nyere argumenter mod tech-giganter som Facebook handler om deres ”monopolisme”. Det er helt korrekt, at Facebook er en gigant. Men det er ikke et monopol, som hindrer andre i at tage kampen op. I løbet af de senere år er andre sociale medier blomstret – f.eks. Reddit og TikTok – med hver deres måder at lade folk mødes og dele holdninger, informationer og ja… fordomme. (Fordomme er intet problem, når bare man kan udfordre dem).

Facebook er stadig en simpel og genial ide: Et virtuelt mødested og debatforum, en mailingliste for gamle og nye venner, en mulighed for at få sine budskaber ud til offentligheden og meget mere. Og omvendt: En af de store fordele ved Facebook er præcis, at brugerne kan afgrænse, hvem der ser ens opslag. Man kan skabe sine egne private rum, hvor man kan kommunikere med sine egne snævre netværk. Lidt ligesom når man læser Politiken.

Facebook er – på trods af al kritik – den lille kvindes bedste mulighed for at kommunikere med sin omverden. Eva Selsing kritiserede Facebook – på Facebook.

Facebook er stadig en simpel og genial idé.