Holodomor – folkemord eller utilsigtede politik-effekter

Historie er politik anvendt på fortiden, og det ser vi ikke mindst i Ukraine-krigen, hvor fortidens krige og stride vælter op igen som politisk-historiske debatter
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

I 1986-87 rasede en historikerstrid i Vesttyskland. Man diskuterede som altid den tyske fortid og særligt nazismen og jødeudryddelserne. Var holocaust historisk unik eller skal kommunismens udryddelser også kategoriseres som folkemord?

En umulig diskussion, men alligevel nødvendig. Den tyske filosof Jürgen Habermas havde kritiseret ’relativeringen’ af holocaust ved at sammenligne med kommunismens forbrydelser, men indrømmede så på et tidspunkt, at folkemord var det alligevel alt sammen. ”Jeg accepterer den påpegning, at ’tilintetgørelse’ og ikke ’fordrivelse’ af kulakkerne er den dækkende beskrivelse af det barbariske, der skete”, rettede Habermas sig selv.

Tidligere havde mange historikere relativeret det ukrainske holodomor, den politisk implementerede sultedød for millioner af ukrainere i 1930erne, hvis det overhovedet blev beskrevet, som en forfølgelse og fordrivelse (Vertreibung), men Jürgen Habermas lod sig korrigere og karakterisere det som tilintetgørelse (Vernichtung).

I dag diskuteres der rødglødende om holodomor også var et russisk angreb på ukrainsk kultur og etnicitet. Anne Applebaums bog Rød Sult. Stalins hungersnød i Ukraine fra 2017 (dansk oversættelse 2018) er ikke i tvivl om, at tvangskollektiviseringen af landbruget også havde et nationalt sigte fra russisk side. Kollektiviseringen var en del af et overlagt forsøg på at etnisk udrydde ukrainsk kultur. Det samme argumenterede sovjetforskeren Robert Conquest for i bogen The Harvest of Sorrow. Soviet Collectivisation and the Terror Famine fra 1986.

I sig selv er det øjenåbnende, at der nu kan skrives bøger om det og diskuteres. Under kommunismen var det officielt, at der aldrig havde fundet en hungersnød sted. De vestlige journalister skrev ikke om det, selvom de godt vidste det, i hvert fald den Pulitzer-pris belønnede Moskvakorrespondent fra New York Times Walter Duranty. En modig walisisk journalist Gareth Jones berejste Ukraine og skrev om det, men blev senere myrdet (filmen Den sorte jord fra 2019 løfter Jones ud af glemslen).

I 1930erne gik der alligevel rygter om den store hungersnød i Ukraine, og den franske ministerpræsident Herriot besøgte Ukraine, men så kun Potemkinkulisser og kunne berolige den vestlige offentlighed om, at der ikke var massedød og sult.

I årtier var der ingen massedød i Ukraine. For der var intet officielt om det. Under sovjetkommunismen var begivenhederne udraderet af historiebøgerne.

Første gang jeg læste om masse-sultedøden i Ukraine, var i Viktor Kravchenkos bog Jeg valgte friheden, som kom på dansk i 1947 og solgt i mange oplag under den kolde krig. Kravchenko beskriver, hvordan han så folk dø af sult i landsbyer udenfor storbyerne. Alt korn blev beslaglagt. Landsbyer blev overladt til at hungre. Men Kravchenkos bog blev defameret som antikommunistisk og dermed upålidelig. Land og Folk beskrev ham som nazist og Simone de Beauvoir som løgnagtig og giftig. I dag er Kravchenkos bog et vigtigt kildeskrift.

Da Dagbladet Information i 1988 fornemt begyndte at skrive om Stalins terror og det gevaldige overgreb på ukrainske bønder i 1930erne med massedød til følge, satte de et billede med udhungrede mennesker på fra hungersnøden i 1921-22 (som også var politisk fabrikeret af Lenin). Og med billedteksten: ”Ifølge den officielle historieskrivning fandt denne menneskeskabte hungerkatastrofe aldrig sted, og der findes ingen billeder. Dette foto er fra den misvækst, der hærgede i årene 1921-22” (Information, 9. marts 1988. Artiklen var skrevet af Lars Hedegaard og Poul F. Hansen).

Der findes ingen billeder! Af 5-10 millioner menneskers død! Tænk hvis man ikke havde billeder fra holocaust, og så i stedet illustrerede jødeudryddelser med et foto fra det armenske folkemord.

Nu er der efter kommunismens fald sket en historisk bearbejdelse af holodomor og Anne Applebaum har også billedmateriale i sin bog.

Det store, betændte og dybt kontroversielle spørgsmål er så karakteren af de ukrainske lidelser. Var det folkedrab? 29 lande har officielt anerkendt holodomor  som et folkedrab, Danmark har ikke, men USA og Canada har. Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba arbejder aktivt for, at flere vestlige lande, herunder Tyskland, skal anerkende holdomor som et genocid, altså folkedrab. Historie er politik anvendt på fortiden, og det betyder meget for Ukraines identitet lige nu.

Men lad historikerne diskutere det, og ikke politikerne.

Folkemord er også forskellige. Holocausten er stadig det ultimative onde på grund af det direkte forsæt og den mekaniske effektuering. Intet kommer i nærheden. De etnisk motiverede folkemord som det armenske benytter fordrivelser og terror til at få fjernet, flyttet eller udryddet folk.

En væsentlig motivation til politiske handlinger, som har fordrivelse og massedød til konsekvens, er det ideologiske ønske om at tvangskollektivisere landbrug. Projektet stammer direkte fra Det kommunistiske Manifest i 1848, hvor Karl Marx og Friedrich Engels som det kommunistiske program forlangte ekspropriation af al ejendom, opdyrkning af jord efter en samlet plan og gradvis ophævelse af land og by.

Tankerne blev støbt med marxismen, i utallige varianter, men grundtanken var hele tiden ideen om at udrydde profit som motiv og al privat ejendomsret. Klassekampen skulle afskaffes ved udryddelse af kapitalister og kulakker/landmænd.

Filosofien var så den enkle, at med udryddelse af ejendomsret og profit kunne ingen udbytte andre. Grundlaget for den kapitalistiske udbytning var elimineret. Gode marxister og kommunister blev fanatiske i ambitionen om at udrydde markedsøkonomien og udbytningen af andre. Den ideologiske kortslutning bestod så i troen på, at ved udryddelse af det onde (kapitalismen med produktion for profit), ville det gode vokse frem af sig selv. Mennesker ville samdrægtigt arbejde for hinanden og ikke for profitten. Der kunne pr. definition ikke finde udbytning sted, når ingen ejede noget. Proletariseringen af samfundet var målet og det lykkedes i Sovjetunionen.

Efter den russiske revolution i 1917 ville Lenin allerede have kollektiviseret landbruget, men måtte retirere i 1920erne med NEP-politikken, der var en opportun accept af markedsøkonomi. Men fra 1929 tog Stalin over, og så kunne privatejet i landbruget ikke mere tolereres, og alle landbrug blev lagt sammen til store kollektivbrug. Da bønderne var genstridige, det har de altid været i historien, blev de sendt til Sibirien, hvis de strittede imod.

Graden af forsæt kan så diskuteres. Det var ikke hensigten, som med holocaust, at udrydde en klasse, men det var en konsekvens af kommunistisk idegods, måske ligefrem en utilsigtet og uforudsigelig effekt. Hovsa – millioner døde! Tidligere gjorde kommunisme-apologeter en del ud af, at marxismens ønske om at udrydde kapitalister og kulakker ikke gjaldt individerne, men kun mængdebegreberne. Men det tænkte ungkommunisterne nok ikke så nøje over, når de gennede bønder ind i jernbanevogne.

Tvangskollektiviseringen gjaldt hele Sovjetunionen, altså også Rusland, Ukraine, Kasakstan og efter Anden Verdenskrig også Baltikum. I hvilket omfang Ukraine blev hårdere ramt og mere ihærdigt terroriseret er en svær diskussion blandt historikere. Men der var også massedød i Kasakstan, Rusland og Kaukasus.

Der er en stor tendens til, at kollektivisering af landbrug er en dårlig ide, fordi beslutninger om afgrøde og høst er så tæt forbundne med jord og vejrlig og er svære at mekanisere og bureaukratisere. Den danske forfatter Martin A. Hansen diskuterer det indirekte i sine første, socialrealistiske romaner. Dur det?

Senere forsøg på at tvangskollektivisere landbrug (eller ”landreformer” som det hedder i NGO-sprog) har også resulteret i hungersnød, f.eks. Ethiopien i 1980erne under Menghistu. Eller i Kampuchea i 1970erne under Pol Pot. Og Zimbabwe under Mugabe. Det lykkelige er når folk kun sulter og ikke myrdes.

Da DDR blev grundlagt i 1949 som en arbejder- og bondestat, blev landbruget også kollektiviseret i 1950erne, samlet i store LPG´er (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaft), og jeg hører fra præster i dag i Mecklenburg, at det var en smertelig proces for landmændene at afgive deres jord og gårde til staten. Det er et tema til begravelsessamtaler i dag. Faktisk blev muren i bygget netop i 1961 på grund af voldsom flugt fra landbruget på grund af kollektiviseringerne.

I mange socialistiske samfund har befolkningen kun kunnet overleve på grund af de små private jordlodder á la kolonihaver, som var tilladte at dyrke. Tvangskollektiviseret landbrug har altid været en fiasko.

Ukraine producerede stort overskud af korn før 1917, Tsar-Rusland var verdens største hvedeeksportør i 1914, men Sovjet kunne ikke brødføde sig selv under kommunismen, og Ukraine blev fra 1990erne igen et af verdens kornkamre med gigantisk produktion (se min artikel i Information 28. juni 2022: https://www.information.dk/debat/2022/06/verden-mangler-ukrainske-korn-bunder-egentlig-ufortalt-succeshistorie )

Historien er et mareridt, som vi forsøger at vågne fra.

Og i krigen mellem Ukraine og Rusland er historien i alle dens brogede og minutiøse detaljer i fuldt flor til stede.

[adning id="17957"]

Fik du læst?