Der er en ny situation i dansk politik, hvor oppositionen er mere fragmenteret end hidtil set tidligere. Med ikke bare en blok, hvor et pragmatisk midtsøgende parti flankeres af en række ideologisk standhaftige fløjpartier. I stedet ser vi nu flere fraktioner af mere eller mindre samarbejdsvillige partier. Her ser vi i et nyt kvalitetsvægtet snit af målingerne udarbejdet i december, som professor og valgforsker, Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne kunne mønstre 85 mandater til sammen, alt imens går Liberal Alliance, SF og Enhedslisten frem. I samme måling kan man læse sig til, at de nationalt-orienterede partier, såsom Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke har rykket sig betydeligt fra valgresultatet – med DF og NB som er gået ca. 0,1% tilbage, og Inger Støjberg-projektet med en mindre fremgang på 0,3%.

Ikke nok med, at de nationalt-sindede ikke har kunne tiltrække sig noget af frafaldet fra de forventede startvanskeligheder ved nybruddet i form af opgøret med blokpolitikken og iscenesættelsen af midter-regeringen, så er det også et lettere ustabilt grundlag de er betonet af. En nyligt afsluttet retssag for partiformand for DF, Morten Messerschmidt og nu en afgående partiformand for NB, ved Pernille Vermunds nyligt udmeldte ambition om at forlade posten og Lars Boje som vikaren fra helvede. Samt Inger Støjberg, som ikke formåede at vise format under valgkampen, og evne til at sikre de afgørende mandater til blå blok. Og i lyset af den nyligt igangsatte valgperiode, og en regering som nu også er faldet på plads, er det svært at se, hvad der helt præcist skal blive af de nationale partier.

De nationales historiske rolle i blokpolitikken

De første spæde skridt for de nationale i moderne politisk forståelse så vi med Glistrup. Fremskridtspartiet var først et småanarkistisk bureaukrati-hadende oprørsprojekt. Partiet blev i sin senere periode af sin ideologiske eksistens tillagde sig nationalistiske facetter, i sin foragt for den arabiske verden og islam – som de så en del af ”Den 3. verden”. Et oprørsprojekt, der aldrig rigtig fik sin parlamentariske gang på jord i form af indflydelse, som følge at sit ultimative udgangspunkt. Og først i overgangen til Dansk Folkeparti i 90’erne, med især trioen, Pia Kjærsgaard, Kristian Thuelsen Dahl og Peter Skaarup fik sin folkelige genlyd, med evne til at have indflydelse på den førte politik.

Til trods for, at projektet fik mærkatet som ”ikke stuerene” af Poul Nyrup Rasmussen, og mange vælgere holdt sig for næsen før de satte krydset udenfor de gule patrioter, så fik de vind i sejlene og placeret sig på de afgørende mandater i en periode på samlet over 20 år. Og selvom det ikke var med god vilje, at partiet blev indlemmet i Blå blok, trods pegene fingre fra venstrefløjen og især Socialdemokratiet.

Dette skulle dog komme med det resultat, at man fra blå bloks side af det politiske spektrum fik evnen til at trække vælgere over midten. Med det resultat, at man med en VK-regering tilranede sig magten i 00’erne under Fogh-regeringen, der vandt hele 3. valgperioder. For de nationale har i det moderne politisk landskab ikke en naturlig position i nogen af blokkene, men bejler til en gruppe vælgere, som er villige til at hoppe mellem blokkene. Så længe de har indvandring højest på dagsordenen – eller i hvert fald prioriterer området højt.

I den senere periode af den politiske deroute for DF, hvor det mest af alt lignede Ikaros-myten, hvor de fløj for tæt på solen. Først så vi en vælgeropbakning på over 20% ved valget i 2015, efterfulgt af 2019-skandalen, hvor man blev mere end halveret og endte på 8,7% – og senest helt nede og kysse spærregrænsen ved seneste valg i 2022. En periode der har været kendetegnet ved at de nationale i form af DF så potentialet i at frisætte den ”gule blok” fra de blå – da man så et potentiale i at flirte med især Socialdemokratiet, der i 10’erne havde rykket sig langt på integrationspolitikken.

Men ligesom Ikaros, så smeltede deres vinger af voks, og vælgerne flygtede – først og fremmest til Socialdemokratiet, men blev også grebet af flere borgerligt sindede partier, ved bl.a. Nye Borgerlige og seneste Danmarksdemokraterne.

I dag ser vi resultatet af den fragmenterede gule blok, hvor man som Thomas Nielsen, formand for LO fra 1967 til 1982, ytrede det i sin afskedsreplik til LO’s ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 16. februar 1982: ”vi har flyttet hegnspæle” og ”vi har sejret ad helvede til”. Man har fra DF’s position igennem tiden været alt fra kongemager, til indsmigret og inspireret nærmest hele det danske politiske spektrum med sin politik. Med både afhoppere i nye klæder, ekstremister der udfordrer til højre for partiet selv og etablerede magtpartier der har adopteret politikken som sin egen.

Er mætningspunktet nået?

Spørgsmålet er nu, om et mætningspunkt er nået. Eller sågar at flygtninge- og indvandrerpolitikken ikke længere er det nye sort og udgået som et afgørende punkt hos vælgerne. Emnet har ved flere valg i 00’erne og 10’erne været det vigtigste politiske tema. Ved valget i 2019 fik vi dog et klimavalg og man rykkede ned af listen, dog stadig i top 3 – mens temaet nu knap nok kan snige sig ind som et top 5-emne hos de danske vælgere.

Danskerne lader til at være overbevist om, at politikkerne og magtpartierne på midten har indset, at immigration skal tages alvorligt og helst med et stramt bagtæppe i det politiske program. En overbevisning som gør, at den nationale kant, som rendyrkede partier med dette som mærkesag, falder igennem.

Det kan ikke længere vinde valg at indlemme de nationale partier i sin fold. Bedst eksemplificeret i det seneste valg, hvor vi så indvandringskritiske partier i alle regnbuens farver, fra de Fremskridtsparti inspirerede Nye Borgerliges afbureaukratiserende minimalstats facon med ultimative krav, til de velfærdsstatsudvidende Dansk Folkeparti og de pragmatiske og provinsielle Danmarksdemokrater. Et tungt skyts, der ikke kun omhandlede, hvem der kunne være de strammeste, men hvor man lagde trykket i det politiske program. I lyset af denne koalition betvivler man, hvorledes de nationale kan blive afgørende igen – når valgresultatet både har givet de røde flertal og løsrevet midten fra fløjene.

De nationale er blevet provinsielle

En af de sidste krampetrækninger vi har set hos de nationalt sindede partier, var i form af cateringen til provinsvældet. Angrebet på ”de københavnske saloner”, som Inger Støjberg omtalte det. Her taler man provinsen op, og storbyerne ned – ved at omfavne udflytninger og decentralisering, samt foreslå tiltag som kørselsfradrag i provinsen.

Dog er spørgsmålet, om man er kommet for sent på denne dagsorden. I og med, at det som de nationalt-sindede partier altid har formået var at sætte sig tidligt og yderliggående på nye markeder. Her vil man i erhvervsøkonomisk- og entreprenørsprog sige, at man har evnet at spille sig ind i et blåt ocean. Med få eller ingen konkurrenter, kan man kapre vælgere, ved at sætte sig på et standpunkt, som stort set ingen har enten tænkt over eller turde bevæge sig ud i.

Men i dette tilfælde, så har vi siden 2015 og den Venstre-ledede regering set initiativer til at udflytte og fjerne fokusset fra de store byer. Ved først ”Bedre Balance I” og senere ”Bedre Balance II”, hvori man forsøgte at rykke flere statslige arbejdspladser tættere på borgerne. Og bare ved den seneste Rendyrkede Socialdemokratiske regering, så vi Kaare Dybvad tale om ommøblering af den danske befolkning. Tanken om, at løse mange af de problemer vi har med sammenhængskræft i Danmark, ved at rokere rundt på befolkningen pba. af indkomst, lokation og etnicitet. Det fandt bl.a. sted ved planerne for en ny model for elevfordeling i gymnasier, udflytning af statslige job og universitetsuddannelser samt nedrivning af boligblokke i ’ghettoområder’. Det fandt sted ved først og fremmest ”Tættere På – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”, hvor man udflyttede en stor andel af de videregående uddannelser, som normalt er placeret i de større byer. Alt imens man også fik indført en gymnasieaftale, hvorved unge mennesker kunne afvises i ønsket om deres foretrukne gymnasie pba. af deres forældres indkomst (Dette har SVM-regeringen dog afskaffet).

Og for at blive i Jesper Buch-sproget, så er der måske nærmere tale om et blodrødt ocean, hvor de etablerede partier allerede har denne dagsorden i deres hule hånd. Trods vi endnu ikke har set det store fokus fra den nuværende SVM-regering.

De nationale i en international kontekst

Dog modsat Danmark, så hvis vi vender snuden mod omverdenen, så ser vi præcis de nationale som modvægten til det brede samarbejde over midten.

For hvis vi bare skuer til den anden side af Øresund, så har manøvren fra de gængse magtpartier været for alt i verden at formene adgangen til magten for Sverigedemokraterne – som kun har styrket opbakningen til de nationale. Ved seneste valg blev Sverigedemokraterne det næststørste parti med 20,5% af stemmerne – og er blevet støtteparti for regeringen bestående af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna. En proces der mere eller mindre minder om DF’s deroute mod at blive ”stuerene” i dansk kontekst – bare meget forsinket. Modsat den danske historik, så blev de nationales opbakning i højere grad underkuet og med løsningsforslag om samarbejde over midten, for at afholde Sverigedemokraterne fra magten.

Alt imens, at vi har set den store franske opposition til præsident, Emmanuel Macrons midter-projekt ved En Marche! ved Marine Le Pens (tidligere Front National) Rassemblement National. Som ved seneste franske valg lod til at have en regel chance for at vinde magten. Og nyligt i oktober, hvor vi så det meget højrenationale og populistiske parti, Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) vinde magten med Giorgia Meloni som fungerende premierminister i Italien.

Dog må vi også sande, at 2015-tiderne med flygtningekrisen som omdrejningspunkt er fortid, og vi mange steder i Europa ser, at de nationale partier ser forsmåede ud. Der er ikke meget eksistensgrundlag tilbage for bl.a. UKIP i Storbritannien længere, mens Hollands Frihedsparti og Tysklands Alternative für Deutschland kun havde relativt kortvarig relevans.

De nationales magtfaktor – en saga blot?

For at vende tilbage til analysens indledende fokus om, hvem der kan blive den nye folkelige opposition mod SVM-regeringen, er der endnu svært at se de nationales muligheder for at blive denne.

Her lader det til at være SF og Liberal Alliance som kommer til at lede taktstokken, i forhold til den folkelige kritik af SVM-regeringen. Her lader kritikken af den helst store kæphest fra regeringen i afskaffelsen af Stor Bededag ikke til at kunne finde rodfæste i den konservative og nationale traditionsbundne kritik. Den omkranser sig mere i en opposition mod regeringens beregningsgrundlag og indgriben i arbejdsmarkedets parter. Bare kig imod de seneste meningsmålinger, hvor kun SF og LA er gået anseeligt frem, mens Regeringen bløder vælgere til højre og venstre.

Man må derfor stille sig selv spørgsmålet, at hvis vi ikke længere har en højspændt immigrationskrise og magtpartierne har fundet den gyldne middelvej mellem stramninger og lempelser, samt at man kom for sent til rigtigt at sætte sig på provinsflirten – hvad har man så tilbage? Er der overhoved vælgere i at være de strammeste – og endnu vigtigere, er den vælgermasse nok til at rykke flertallet over midten?

Det lader det ikke til. Og hvis ikke spådommen fra de venstredrejede ”klimatosser” som Pia Kjærsgaard har refereret til dem, om at klimaflygtninge kommer til at vælte ind over grænsen – så kan de nationalt orienterede se frem til at lang ørkenvandring væk fra magtens kerne og med meget få dagsordener at slå sinde folder i.