Politik

Hvis danske kvinder vil have ligeværd, må de omfavne værnepligten

Samtlige værnepligtige i Danmark var i både 2023 og 2022 frivillige. Den generelt afslappede stemning sætter nu spor i en debat om kvinders ligestilling, der er så fjern fra soldaterfagets virkeligheder, at man med rette kunne kalde debatten nærmest usaglig.

Hør artikel

Getting your Trinity Audio player ready...

Skribenten Daniel Holst Pinderup er forhenværende sergent fra Forsvaret med speciale i kampinformation, og har været udsendt tre gange til blandt andet Afrikas Horn.

For det første er det værd at huske, at der stadigvæk eksisterer militærnægtertjeneste, når man taler om kvinders værnepligt. For det andet, at der ikke er tale om en ansættelse som professionel soldat og udsendelse til krigszoner. For det tredje, at sessionerne frasorterer de fysisk eller psykisk uegnede til tjenesten. Dog med forbehold for, at Mette Frederiksens ønske (1) om at udsende værnepligtige til for eksempel Baltikum, næppe bliver til andet end tom snak. Fagligheden taler imod det (2).

Med de tre fakta i mente, er det svært at finde på noget seriøst argument for, at danske kvinder ikke skal have værnepligt. Uddannelsen ruster borgeren med holdninger, viden og færdigheder, som er nødvendige i et stærkt og velfungerende samfund. Dertil kommer, at landets kampkraft styrkes med en værnepligt i kraft af Den Kongelige Forholdsordre af 1952 – lovhjemlen, som påbyder soldater, værnepligtige og befalingsmænd, hjemsendte eller ej, at mønstre til kamp i tilfælde af angreb på Danmark (3). I sådan et tilfælde ville en dansk kvinde næppe have større motivation for at tabe eller overgive sig, end danske mænd ville have. Men der er reelle udfordringer omkring kvinders værnepligt.

Feministisk HR-cirkus

Først og fremmest, så handler Forsvaret om evne og vilje. Forsvarets evne og vilje, først og fremmest. Ikke blot den enkelte soldats og da slet ikke den enkelte rekruts. Det er således en principiel fejlargumentaation, når debatten kaster sig ud i kritik af Forsvarets mere eller mindre drakoniske udvælgelsesprocesser. Kravene er der for det meste af en årsag, og det er ikke for modernitets skyld.
Ej heller bør man fokusere på en diskussion om, hvorvidt Forsvaret skal være bedre indrettet til kvinder, før kvinder kan være værnepligtige. Forsvarets opgave er ikke at indrette sig efter rekrutter, men at indrette rekrutter efter Forsvaret. Dertil kommer, at enheder som Livgarden har en vagtplan, der skal gå op. Det nytter ikke noget, at de kvindelige værnepligtige i store tal forlader tjenesten og dermed ikke kan indgå i løsningen af de pålagte opgaver, fordi de ikke er der på samme vilkår som mænd (4) I den mere tunge ende anklages Forsvaret for at være nærmest fjendtligt mod kvinder – og der findes yderligere en række anklager af mere eller mindre lødig karakter – imod Forsvaret som organisation.

Spørger man feministiske interesseorganisationer som Kvinderådet (5) eller Kvinfo, er der groft sagt ikke grænser for forfærdelighederne og behovet for at sætte “massivt ind” mod krænkelser og seksuel chikane i Forsvaret (6). Alene en nylig rapports påstand om mastodontiske problemer med “seksuel chikane” – i det civile danske samfund – bør give anledning til at råbe vagt i gevær. Det er nemlig en mildt sagt misvisende konklusion, som man kun kan nå frem til, hvis man er villig til at anvende undersøgelsesmetoder, der umuligt kan kategoriseres som akademisk forsvarlige (7). Bevares, man ville selvfølgelig kunne relatere til et ønske om at ønske kvinder alt godt i verden – men ligefrem at anklage Forsvarets ansatte for nærmest at voldtage til højre og venstre på et kulturelt plan, kunne man godt have holdt debatten foruden.

Kønsopdelte enheder, for alles skyld

Undertegnede skulle – som forhenværende sergent – nødig eksponere sig ved for eksempel at måtte stå i en mørk skov med en kvindelig, værnepligtig rekrut, og være pålagt pligten at forsyne behørig viden om grundlæggende, militær logik. Under ingen omstændigheder ville man kunne kalde det et trygt arbejdsmiljø for en mandlig forestående, at gøre sig upopulær overfor en kvindelig værnepligtig – ikke efter Metoo-bevægelsens indtog. Det kunne føre til falsk anmeldelse og have store konsekvenser.

Alene af den grund giver det rigtigt god mening at kønsopdele værnepligtige i forskellige enheder. Dertil kommer, at ligestillingsdebatten byder på så enormt et konfliktniveau, at man groft sagt næppe ville kunne finde tid til andet end at håndtere klager fra de værnepligtige, hvis de blev sat i samlede enheder. Sagt på en anden måde, så skal Forsvaret fokusere ressourcerne på at opnå den størst mulige effekt, det bedst mulige fokus og i øvrigt en ensartethed – der altså kan vise sig umulig i blandede enheder, fordi der opstilles forskellige krav til mandlige og kvindelige værnepligtige.

På bundlinjen står altså en debat om værnepligt, der knap drejer sig om reelle værnepligtsforhold overhovedet – men til gengæld gerne foregår på et mildt sagt tvivlsomme datagrundlag, hvor politisk korrekthed og spin betyder for meget i forhold til Forsvarets tilstand og behov.

De som påstår at kæmpe for “ligestilling” kæmper i virkeligheden ofte for en særstilling i relation til kvinder uden tilsyneladende at have forstået hvem og hvad Forsvaret overhovedet er til for.