På Sallingsund Færgekro er de morgenfriske gæster godt tilfredse med produktudvalget, og udsigten under broen til Løgstør. “Men hvor gemmer I mælken til cornflakes?” Medarbejderen med de lune boller bryder ud i et stort smil, og peger over mod champagnekøleren, og ganske rigtigt er kartonen pakket ned med en stivet serviet i den blanke ærespokal. Så kan man runde en pallette med Jyllands-Posten på vej ned til bordet. Her er landbrugsprodukterne konge, men det er stadig Margrethe, som hænger i stadsstuen. Vi skal jo ikke glemme hvor vi kommer fra, og lad os nu lige se ham den nye an, inden han skal op på mors plads.

Jesperhus Blomsterpark og omegn.

Der er bekymring på Mors. Det har der været længe, når mange lever af østers og muslinger, og nogle helst vil stoppe fjordfiskeriet. Når endnu flere lever af landbrug, og selv Venstre vil forhandle en CO2-afgift på plads, selv om enhver jo kan se, at vi let kommer til at flytte vores fødevareproduktion til lande, som påvirker både miljø og klima mere negativt per produceret enhed. Når vi deler vand og luft, så kan det virke udsigtsløst i landets førerhuse.

Landbrug og Fiskeri i Venstre.

Nykøbing Mors er på mange måder i centrum i denne tid, selv om det ikke altid ser sådan ud i hovedgaden. Øst er ud til Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg. Nordvest er op til Kim Edbergs Nordjyske valgkreds. I Rebild blev den veltalende nordjyde skolet i det kommunalpolitiske som medlem af Dansk Folkeparti, og Nye Borgerlige havde en nordenfjords kreds til Kim. Heroppe landes der spisefisk, mælk, kød og grønt. Og mange erhvervsvirksomheder leverer trawl og markredskaber. Men det er ikke hele sandheden, og det vender vi tilbage til.

Sydvest er ned til Mads Fugledes valgkreds i Ringkøbing-Skjern. Mads har en solid viden om USA, og en intellektuel tilgang til politik. Mads og Kim er to velfungerende folketingsmedlemmer og Mads har i en tæt dialog med Inger Støjberg sat kniven ind der, hvor det gør mest ondt på Venstre. Det er deltagelsen i samlingsregeringen og det er landbrugets CO2 afgift, som er skyld i, at han har smækket med døren til Troels og gruppen. Det er nemlig Venstre, som er det sårede dyr på savannen, og her nord og vest for højderyggen, er globalisering og grøn omstilling ikke ynglingsretter alle steder. Men det er stadig ikke hele sandheden.

I virkeligheden har Venstre på landsplan ladet landbrug og fiskeri forsinke den grønne omstilling, simpelthen fordi de gamle erhverv sidder på partiapparatet, og i virkeligheden skader det landbrugsinteresserne med den golde afvisning. Erhvervsinteresserne kommer aldrig til at få en bedre forhandlingsposition end med Venstre i den nuværende samlingsregering. Alligevel er det tillokkende for pressede venstrevælgere at demonstrere modvilje. Men det må gerne ske under ledelse af en partikendt og omsorgsfuld chef. Her skal vi huske, at Inger Støjberg, fra først Skive og nu Hadsund, trofast har deltaget i Venstres grundlovsmøder i så mange år, at noget juridisk fnidder i Rigsretten ikke kan fjerne en hjertevarm følelse for Danmarks Liberale Parti fra dengang, alt var godt. Det er det i øvrigt blevet igen, nu hvor Inger Støjberg er godkendt til trav i Skive.

Når Venstre har blødt mere end 500.000 vælgere og et helt fotoalbum af kendte toppolitikere, kan det ikke forklares med Store bededag og afgifter på transport og landbrug. Det er meget værre, for Venstre var jo der, hvor der var højt til loftet og langt til døren. Her kunne hovedstadsvenstre stjæle erhvervsfolk fra Konservative, som syntes, at det var ganske hyggeligt med så mange landmænd og fiskere til møderne. Det var jo et rigtigt folkeparti, ligesom da konservative havde 42 mandater under Poul Schlüter i firserne. Enhver kunne se, at Kristian Jensen og Lars Løkke ikke havde det godt sammen. Men først da Klaus Hjort Frederiksen offentligt angreb Kristian på Sommergruppemødet i 2019, eksploderede partiet i fløjkrige.

Hver gang jeg overnatter på Kellers Park i Børkop, tænker jeg på, hvordan mange års slid og slæb i baglandet, kan smadres på få timer. Alt det dramatiske med kældermødet i Odense, Løkkes flugt fra mødet på Comwell og Kristian Jensens tårevædede afsked med sit livsprojekt, startede en vælger- og ledelseskrise, som langtfra er slut. Det handler bestemt om, at Venstres næstformand Inger Støjberg lovede at bære Jacob Ellemann ind i Statsministeriet, hvorefter venstrefolk nu skal forklare, hvorfor det er uklogt at stemme på den kvinde, som har lagt så mange timer i Jysk Venstre, at de færreste kan hamle op. Men det handler i lige så høj grad om, at det store iværksætter- og erhvervssegment, som Venstre fiskede fra konservative – under den lange bitre nedtur for Konservative efter Tamilsagen – i dag har andre muligheder. Fri leg hos Liberal Alliance og mere indflydelse hos Moderaterne. Det er jo et ”tag selvbord” for de plagede Venstrevælgere.

Venstre har stadig en partiorganisation som andre partier må misunde. Når det tunge bagland bløder, er det fordi Venstre er omgivet af sultne rovdyr. De eneste blå, der ikke har deltaget i festen, er faktisk Konservative.

Rockstjernen og motorsavsmassakren.

Hvis vi vender tilbage til Venstres vælgere, så har de det godt, der hvor de nu er flyttet hen – det handler om ledelse. Alex sælger bøger og kortfilm og fysiske stormøder – som en rockstjerne – på alle de handelsskoler og stadions, som først var konservative og siden venstredominerede. Her kan man nyde den rene liberalisme med inspiration fra motorsavsmassakren i Argentina. Det segment kender jeg personligt fra min tid som landsformand for KU. Det findes ved at spørge de dygtigste og mest ambitiøse unge i byer som Hanstholm, Vildbjerg, Assens og Hirtshals; “Får de så lov at beholde dig her i byen? “Så kommer et indforstået smil: “Nej desværre – jeg planlægger at ramme Aarhus eller København snarest muligt, men hvis du har kontakter til et amerikansk universitet, så lad os dele en kop kaffe”. De er ikke uden humor, for de ved stadig, hvordan de finder chefen for de store virksomheder i København. De spørger bare efter ham fra Jylland – det bliver mere sandt for hver dag der går, og dette her segment søger et parti, der skaber den konkurrencedygtige storby. Ikke lige noget med fosfor i Limfjorden og Issefjorden.

De færreste borgerligt orienterede unge søger Venstre lige nu. Tonelejet passer bedre til Liberal Alliance, og så kan man jo senere lande hos Moderaterne eller Konservative, hvis man bliver lidt mere helhedsorienteret i takt med stigende ledelsesansvar. Hvorfor nu ikke Venstre? Fordi det aldrig er lykkedes for by-venstre at komme til at fremstå troværdige. Venstrefolk siger mange rigtige ting, men det lyder bare forkert! Tag eksemplet med bæredygtighed – ingen i byerne tror på, at Venstre kæmper for at redde miljø og klima. De ved at deres lokal valgte politikere kæmper fra en platform der skaber iltsvind.

Det blå vælgersegment deler sig efter anskuelse med fokus på ledelse og så vægtning:

1. “Enhver er sin egen lykkes smed”,
2. Vi skal etablere et blåt magtparti som modvægt til Socialdemokraterne eller
3. Vi skal værne Danmark mod globaliseringens trusler, ved brug af en klippefast og gerne fair politik på flygtninge/indvandrings-området.

Et ”blåt folkeparti” skal kunne rumme mindst to af de tre udgangspunkter for at overleve. I teorien er de blå partier enige om 1) – men også kun i teorien. Når det kommer til realiteterne, så ligger særlig DF så langt fra resten af blå blok – i forhold til f.eks. samarbejdet i EU – at de færreste anser DF for regeringsdueligt. Tilsvarende ligger LA langt fra resten af blå blok på f.eks.værnepligt og ligestilling. Officielt vil ingen udtale sig om, hvor mange mandater der kan enes om et blåt regeringsprogram, og det er også en form for svar. Hvis vi lader 5 og 9 være lige vedrørende 2), kan vi konstatere, at DF og DD konkurrerer om at være mest hårdtslående på udlændingeområdet når det gælder 3). Tilsvarende føler LA og Konservative sig hjemme i 1).

Hvis vi forestiller os at Venstre opgiver samlingsregeringen, for at vende hjem til blå blok, vil de hurtigt opdage, at der er trængsel på alt det, som før var dækket af Venstre. Et kvalificeret gæt vil være, at flertallet af de tilbageværende venstrefolk, hvoraf flere med ministererfaring, vil lægge sig oveni LA og Konservative.

Medmindre der sker et mirakel – og håb ikke er en strategi – vil hvert af venstremedlemmerne regne på deres mulighed for at generobre deres mandat. Flertallet vil føle sig politisk tiltrukket af Konservative, men de vil være nødt til at forsøge sig med LA, da her er der både mandatgrundlag og vækstforventninger. De dygtigste vil kunne sælge sig selv til Alex, og det vil fortsætte afskalningen og de faldende mandattal yderligere, indtil Venstre er tæt på halveret i forhold til nu.

Landbruget er ikke samfundets fundament.

Som enhver med kendskab til Vestjylland, Thy og Nordjylland ved, så er der heldigvis et stærkt erhvervsliv, der kan samle medarbejdere op, hvis beskæftigelsen i landbruget fortsat falder – som den har gjort i årtier. Hvis den grønne omstilling øger faldet i beskæftigelsen i en periode er dansk økonomi stærk nok til at hjælpe med efteruddannelse og omstilling. Det er jo selve forklaringen på, at Venstre arbejder for at lande 7-kanten på den mest skånsomme måde. Vi skal nok overleve som samfund, og langt de fleste landmænd kommer også på plads under de nye forhold.

Problemet er, at Danmark ikke er helt så forskelligt som Danmarksdemokraterne gør det til. Det betyder, at hvis endelig Venstre skulle forlade samlingsregeringen i frustration, så vil der være venstrevælgere også i Thisted, Ans og Varde, som bliver vrede og skuffede, fordi de havde vænnet sig til, at Venstre var et indflydelsesparti som tog ansvar. En del af disse vælgere vil herefter troløst skifte til Moderaterne, for at lade Venstres gamle formand lægge linjen. Hvis Venstre må opgive kvindelig værnepligt, vil der måske være et eller to mandater, som flytter til Konservative. Der er ikke et safe place for Venstre på spillepladen, og Venstres gode relationer til Socialdemokraterne er primært hægtet op på Frederiksen og Wammen.

Sandheden er nok lidt anderledes

Jeg har fulgt Mads Fuglede i årevis, og med stor glæde lyttet til Podcasts og gode møder i Gladsaxe tiden. Mads har være en ordentlig og tænksom fyr, som vi er mange, der godt kan lide. Jeg tror at partihoppet er mere personligt motiveret, end det indstuderede doorstep lader forstå. Og i realiteten er forklaringen meget farligere for både Venstre og for regeringen – end medierne umiddelbart fremstiller det.

Lad os arbejde med den tese, at Mads ikke primært er drevet af hovedpine over at se Venstre deltage i samlingsregeringen eller i at forhandle CO2-afgiften på plads.

Hvad kan mon så have motiveret ham til at skifte?

Her bliver jeg inspireret af den gamle CIA chef William Colby, som ofte sagde;

”Hvis den ligner en and, svømmer som en and, skvadrer som en and og i øvrigt opfører sig som en and, så forudsæt at der er tale om en and!”

Hvis et begavet folketingsmedlem må konstatere, at mulighederne for genvalg som kandidat for Venstre er lig nul, og medlemmet samtidig har flyttet sin familie med mindre børn fra hovedstadsområdet, og til valgkredsen i Ringkøbing-Skjern, for at kunne fortsætte som kredsens medlem på Christiansborg, og medlemmet endvidere er glad for løn- og arbejdsvilkår i Folketinget, så er det forsvarligt at  forudsætte, at medlemmets skift af politisk parti, foretages for at forbedre mulighederne for generhvervelse af mandatet.

Det handler primært om at vælge et parti med en leder, som er i stand til at fastholde og gerne vækste sit partis vælgertilslutning. Mere konkret er det en fordel, hvis man kan vælge et parti, hvor man har en personlig relation til partilederen. Hvis man tilmed senere i tilværelsen har forsvaret den pågældende som udlændingeordfører ved at stemme imod partiets indstilling, om at stille den pågældende for en rigsret, vil det være fornuftigt at indlede en dialog.

Hvis denne konklusion har noget for sig, så ser Venstres fremtid ikke lys ud. For så kan vi lave en fremskrivning af den formodede tilslutning til Venstre frem til næste ordinære valg. Herefter kan vi lave prognoser for hvem af de tabte mandater, der har stamina til at gå i valgkamp – vel vidende – at de mange timers opslidende kampagne, formentlig ender med arbejdsløshed.

Havde Venstre kunnet øge vælgertilslutningen ved at sluge en eller to politiske kameler havde Venstres ledelse et reelt alternativ.

Alternativet tegner sig ikke klart hos mig.