I Berlingske Tidende den 19. juli undrer Lars Tvede sig over, hvorfor aktivister og videnskabsfolk ignorerer eller manipulerer med data i kamp for en sag.

Anledningen er DDT, som har været en succes til bekæmpelse af malaria og dermed redde millioner af menneskeliv, men som alligevel blev forbudt i 1960erne uden tilstrækkeligt grundlag.  Det var især WWF og Greenpeace som ved energisk lobbyarbejde lykkedes med at få forbudt DDT.

Og så spørger Lars Tvede, hvorfor aktivister lyver i en god sags tjeneste.

Nøglen til et svar på dette er, at mennesker ikke mener, hvad de siger. Men de siger, hvad de tror, at andre gerne vil høre og som giver dem succes.

Den tyrkiske økonom Timur Kuran har i bogen Private Truth, Public Lies. The Social Consequences of Preference Falsification (Harvard UP 1995) udviklet en teori til at forklare, hvorfor folk lyver. Eller med et finere ord forfalsker deres præferencer.

Allerede den amerikanske socialpsykolog Solomon Asch gennemførte eksperimenter til at teste og bevise effekten af gruppepres. I det kendteste viste han, hvorledes mennesker let kunne vurdere forskellige stregers længde isoleret, men når vurderingen skulle ske efter en lang række forsøgspersoner, som var instrueret om at vælge det forkerte svar, svingede mange mennesker (60%) over til at følge de øvriges vurdering frem for at følge egne sanser (kun 20%). Eksperimentet skulle bevise effekten af gruppepres, isolationsfrygt og driften mod konformitet.

Timur Kurans teori er mere raffineret, da han påstår, at mennesker altid har to meninger eller præferencer:

1) den private præference er det, som vi egentlig mener

2) Den offentlig præference er den, som vi tilkendegiver til andre eller ytrer og manifesterer.

Pointen er nu, at det er rationelt for mennesker at undlade at sige, hvad de egentlig mener, og i stedet sige det, som de forventer er det alment accepterede.

Den offentlige mening udgøres aldrig af aktørernes private (ægte, sande) meninger eller præferencer, men af deres manifeste, altså det som gør sig godt at sige i en verden med gruppepres, kollegialitet og politisk korrekthed.

Den kontraintuitive konsekvens er så, at vi kan opleve den situation, at ingen egentlig mener det, som alle mener. Altså at den offentlige mening er fuld af løgn, fordi ingen rigtig mener det, men alle tror, at det er det, som man skal mene.

Vi kan opleve fænomenet, når nogle kommer og hvisker én i øret om, at vedkommende egentlig ikke mener det, som alle andre inkl. vedkommende selv mener. Og som alle lige har hyldet. Gruppepresset på mennesket er enormt. Det kan virke som en damptromle, der gør al mangfoldighed flad og ensartet.

Historien er fuld af ensretningsbølger eller tidsånder, som giver mennesker ens holdninger og ideologier. Og ofte sker det forbavsende utvunget, fordi mennesket er så forbandet tilpasningsdygtigt og let aflæser moden og stemningen. Og også søger trygheden og identiteten i grupper, bander eller partier.

Når politikere har talt om ”det tavse flertal”, var det en erkendelse af denne modstrid mellem den offentlige mening og så hvad flertallet af folk egentlig mente.

Timur Kuran viser ved hjælp af spilteori, hvordan vi alle ville vinde, hvis vi alle talte sandt og aldrig løj eller forfalskede vores meninger, men da vi ikke ved om andre taler sandt, er det rationelle hele tiden at gemme sin mening og forfalde til den sikre, omkostningsfrie offentlige mening, som alle mener. Tale er sølv, men tavshed er guld. Men den aggregerede sociale konsekvens af dette dilemma bliver så, at den kollektive løgn lever, mens sandheden bliver privat.

Og derfor – for at vende tilbage til Lars Tvedes konstatering – er det rationelt at være aktivist og råbe op om miljø og alle stoffers farlighed, det gør sig godt, mens at holde sig til faglig evidens og beviselighed i modstrid med tidsånden kun giver problemer for den enkelte.

Dilemmaet er ældgammelt og udtrykt således af Blaise Pascal: ”Sandheden er nyttig for dem, til hvem den siges, men den er skadelig for dem, som siger den, da de derved gør sig forhadte”.

Eller som Voltaire mere direkte formulerede det: ”Sandheden skader kun den, der siger den”.

Sandheden er nyttig og livsvigtig for samfundet, så fejlagtige løsninger ikke skal få lov at leve videre og måske forstørres over tid, men problemet er, at det sjældent er rationelt for den enkelte at komme frem med kritik. Det er altid mere sikkert at holde sig til mainstream og dydens brede landevej. Eller gentage tidens floskler. Kun uskyldige børn tør sige, at Kejseren ikke har tøj på.

Problemet for samfundet bliver så, at der ikke udøves kritik, når ingen tør eller har incitament til at påtale et problem. Derfor kan ting udvikle sig alt for lang tid i gal retning, fordi det er farligt at gøre indsigelse. Derfor erkendes problemer altid først, når de ikke mere kan løses, som Machiavelli klogt sagde. For ingen har en rationel egeninteresse i at påvise et problem, før det er synligt for alle, og dermed vokser sig alt for stort og måske uhåndterligt.

Så derfor forfalsker eksperter ofte deres præferencer, fordi det kan være uhørt omkostningsfuldt at stå alene med en mening, ja, både job og karriere og forskningsmidler kan være afhængig af det.

Og der er som altid intet nyt under solen. Ludvig Holberg kendte samme fænomen: ”Man har jo frihed til at tale udi republikker. Alle republikker gør jo profession ud af at høre sandhed, men det synes sådant består alene udi et purt navn, thi erfarenhed viser at man ved sandhed styrter sig i fortred allevegne i verden”.

Eller som den kulturradikale Poul Henningsen sagde:

”Bare aldrig mene noget,

som de andre ikke mener,

Altid ryggen fri,

Og hånden klar til stening”.