Fra Königsberg ændrede Kant den europæiske filosofi, og han er en af de betydeligste filosoffer i Vesterlandet.

Selv manglede Kant ikke noget i byen, hvor han kunne møde mennesker fra hele Europa og var opdateret om alt hvad der foregik.

“En stor by, centrum i et rige, med regeringskontorer, som har et universitet til udvikling af videnskaberne og med handel på verdenshavene og med floder forbundet med fjerntliggende lande med forskellige sprog og skikke, – sådan en by, som Königsberg ved Pregel-floden, dette sted kan man få viden om mennesket og om verden uden at rejse”, skrev Kant engang.

Så hvorfor skulle han, Immanuel Kant, rumle i diligence, når verden kom til ham? Og i hans sidste leveår frem til hans død i 1804 strømmede europæiske intellektuelle til Königsberg for at møde mesteren. Ingen filosof i nyere tid har haft en større virkningshistorie.

I dag findes Königsberg ikke mere. I Anden Verdenskrig blev den erobret af Sovjetunionen, ødelagt og forvandlet til Kaliningrad og meget lidt er tilbage af den østpreussiske hovedstad klemt inde mellem Polen og Litauen.

I disse dage fejrer hele verden 300 året for Immanuel Kants fødsel den 22. april 1724, men festlighederne er også svære. Det tyske Kant-selskab havde planlagt en stor Kant-konference næste år i Kaliningrad, men krigen i Ukraine har sat en stopper for det. Så i stedet blive Bonn værtsby.

Ingen filosof var som Immanuel Kant hævet over nationsforskelle og appellerede til det fælles og evige i mennesket. Han skrev et af Oplysningstidens programskrifter om modet til af bruge sin fornuft trods statsmagt, fejhed og konformitetspres. Det er ikke nok at være fornuftig, men man skal også have viljen og civilcouragen til at bruge den.

Kant plæderede for ”den evige fred” mellem stater og nationer, et evigt budskab, men også præget af Kants overdrevne tro på, at fornuften kunne motivere mennesker på tværs af interesser og magttilbøjeligheder.

Efter erobringen af Königsberg i 1945 og fordrivelsen af alle tyskere fra Østpreussen blev Kaliningrad til og med en lukket by og frem til Sovjetunionens fald var den umulig at besøge for vesterlændinge. Området blev en vigtig flådehavn med masser af militær og sovjetiske raketter.

Jeg er selv lidt stolt over at have besøgt Kaliningrad og dvælet ved Kants grav ved siden af domkirken, som dengang var en ruin, i 1990, mens byen formelt stadig var en ”lukket by”. Det undrede mig altid, at store europæiske kulturbyer i Sovjettiden kunne erklæres for ”lukkede byer”. Og kontrasten mellem verdensborgeren Kant og den i så mange årtier hermetisk lukkede by Kaliningrad har altid været fascinerende.

Jeg kendte dengang nogle litauere, som jeg besøgte i Vilnius, og de vidste, at hvis man rejste ind i Kaliningrad fra den kuriske klittange fra Klaipeda, var der ikke så meget kontrol. Der var intern paskontrol, men de sovjetiske kontrollører kiggede kun på og ikke i passene, og mit rødbedefarvede pas lignede det sovjetiske udefra. Jeg var lidt nervøs, men litauernes disrespekt for al sovjetisk viste også, at omvæltninger var på vej.

Så turen gik ad Østpreussens lange brostensbelagte alléer gennem førhen frodigt landbrugsland, som nu lå mestendels øde hen, til byen, hvor jeg så fik gået på de gader, som Immanuel Kant også spadserede på med sine berømte daglige gåture. Kant ville intet kunne genkende i dag, måske domkirken, men der kom han ikke.

Men mærkelig at gå i en by, som førhen var en europæisk kulturby, Preussens østlige hovedstad, med kontakt til hele Oplysningens Europa og med et berømt universitet, og som nu var et lukket militært område bandlyst for turister.

Der har tidligere været planer om at omdøbe byen til Kantograd. De fleste russiske byer opkaldt efter leninister og stalinister har i dag fået deres oprindelige navne tilbage (Skt. Petersborg i stedet for Leningrad, Nisjnij Novgorod i stedet for Gorki etc.). Problemet med de tyske områder er, at de opfattes som fascistiske (og det var de også i 1933-45), og derfor må deres navne ikke dukke op igen. Og selv Kant var en tysker.

Byens universitet er dog omdøbt til Immanuel Kant Universitetet, så lidt hæder og ære tilkommer Kant i den by, hvorfra han spredte sine tanker til hele Europa.