2022 kan blive året, hvor vi tager friheden tilbage. Men meget afhænger af, hvilken fortælling om coronahåndteringen, der bliver den gældende, skriver chefredaktør Claes Kirkeby Theilgaard i denne leder.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Et nyt år er over os. Vi lever stadig under coronarestriktioner, men det er alligevel som om, at livet er ved at vende tilbage til normalen. Restriktionerne er i hvert fald ikke lige så voldsomme som sidste år, og der er slet ikke den samme paniske undergangsstemning som tidligere.

Stadigt flere er ved at gøre sig den simple, men nødvendige erkendelse, at vi ikke kan leve i et nedlukket samfund for evigt. Det var på tide, fristes man til at sige.

Et frit samfund kan ikke henholdes i en tilstand af ufrihed i en længere periode, uden at det frie samfund som konsekvens heraf svækkes eller ophører med at eksistere.

Derfor bør 2022 blive året, hvor vi én gang for alle siger farvel til coronarestriktioner og nedlukninger. Tiden, hvor vi kun havde frihed som en tilladelse på coronatallenes nåde, bør være endegyldigt forbi i 2022.

2022 bør blive året, hvor vi befæster friheden som fundamentet for vores samfund, og ikke som en luksus, vi i særlige tilfælde kan nyde. 

Her en uges tid inde i det nye år synes det trods alt realistisk, at tiden med coronaundtagelsestilstand kan være forbi i 2022.

Men kampen for frihed stopper ikke, når coronarestriktionerne og nedlukningerne er en saga blot. Slet ikke.

Nytårsaften kunne herhjemme heldigvis skydes ind med flot fyrværkeri. I flere andre lande var denne traditionelle fornøjelse dog blevet ulovliggjort i coronabekæmpelsens navn. Og mens vi herhjemme ikke forbød fyrværkeri i år, viser meningsmålinger dog, at der er en betydelig folkeopinion for at indføre et generelt forbud mod privat forbrug af fyrværkeri.

Et lille nedslag i samfundsdebatten som dette illustrerer ikke alene danskernes forbudsiver og tryghedsnarkomani, men blotlægger også et mere dybereliggende problem: Nemlig, at friheden generelt har trange kår herhjemme. Vi ser måske i virkeligheden friheden mere som en tilladelse end som en forudsætning, og det er et problem.

Passer vi ikke på, kan friheden risikere at få endnu trangere kår i fremtiden, selv når restriktioner og nedlukninger er fortid.

Mange er allerede ved at udlægge coronahåndteringen som en understregning af, at den store stat, der beskytter os alle ved at gøre indhug i vores frihed i det godes navn, er noget, vi bør hylde.

Lader vi den fortælling blive den gældende, ser det skidt ud for fremtiden.

For hvis den gældende opfattelse bliver, at den store, velmenende stat er løsningen, og den onde, egoistiske frihedstrang hos den enkelte er forhindringen, vil det smitte af på alle andre opgaver, vi som samfund kommer til at stå overfor.

Og så vil friheden få svære kår – også i fremtiden efter corona.

Heldigvis findes der også en anden fortælling om coronahåndteringen. 

Den om den store, magtfuldkomne stat, der gik for langt og trådte den individuelle frihed under fode. Det er en fortælling, der handler om en centralstyrende stat, der selv med historisk vidtgående værktøjer til rådighed håndterede en pandemi ganske håbløst. Samtidig er det også fortællingen om et statsligt sundhedsvæsen, som tiden åbenlyst er løbet fra.

Der er potentiale i denne anderledes fortælling om coronahåndteringen, fordi den kan blive en nødvendig “cautionary tale” for fremtiden, der kan virke til inspiration for et anderledes Danmark, der har friheden som fundament.

Desværre tyder meget på, at den første af de ovennævnte fortællinger er ved at blive den dominerende. Derfor kræver det en seriøs, velovervejet indsats, hvis ikke den for friheden livsnødvendige læring af coronahåndteringen skal gå i glemmebogen.

Lad os gøre 2022 til året, hvor vi tager vores frihed tilbage. Det er ikke let, men det er heller ikke umuligt.