Franske filosoffer udmærker sig ved at tale om mange ting og på engageret vis. De holder sig ikke kun til forelæsninger på universitetet, men deltager i samfundsdebatten og optræder som journalister og forfattere.

I 1977 opstod ”de nye filosoffer” i Frankrig, som udmærkede sig ved at have læst Alexander Solsjenitsyns værk Gulag Øhavet, som blotlagde kommunismens forbrydelser med at hav af arbejdslejre og millioner af ofre. Og de reagerede ikke kun mod kommunismen, men også mod de tankemæssige rødder i europæisk filosofi, primært marxismen. Som den amerikanske konservative kommentator Bill Buckley engang sagde, så findes der to slags mennesker: dem der har læst Solsjenitsyn og dem der ikke har. For mange unge franske intellektuelle blev historien om Gulag et vendepunkt, som rev sløret væk fra en smigrende ideologi.

En af de stadigt aktive ’nye filosoffer’ hedder Pascal Bruckner (f.1948). Bruckner kritiserer mere Vesten, samtidigt med at han også forsvarer Vesten.

I sin første kendte bog, som udkom på engelsk i 1988 med titlen The Tears of the White Man: Compassion as Contempt (fransk: Le Sanglot de l’homme blanc. Tiers-Monde, culpabilité, haine de soi, 1983) kritiserer han den vestlige skyldfølelse overfor den tredje verden. Tredjeverdens-isme er blevet antikolonialismens ideologi, som kun ser ondt i alt, hvad den vestlige verden har gjort. Dette har udviklet et selvhad, den ‘hvide mands tårer’, som er en klagesang over imperialismen og kolonialismen. Rudyard Kiplings tale om den hvide mands byrde som en pligt til at civilisere verden er vendt om til en permanent skyldfølelse.

Bruckner underkender på ingen måde den vestlige verdens brutalitet i nyere tid med udbytning og slaveri, men fremhæver også, at det var den samme vestlige verden som selvkritisk rettede og retter sig selv hele tiden. ”Europas storhed består i, at man har erkendt sine egne forbrydelser – slaveriet, kolonialismen, fascismen og kommunismen” (Jyllands-Posten 22/6 2006).

Derfor er Pascal Bruckner også en ivrig kritiker af multikulturalisme som ideologi, altså en kulturrelativisme som munder ud i tanken om alle kulturers ligeberettigelse. Den medlidenhed, som mange vestlige venstreorienterede har med den tredje verden og dens kulturer, er i virkeligheden en foragt for andre mennesker. Undertitlen på hans bog var: medlidenhed som foragt.

Bruckner indskriver sig i en intellektuel tradition tilbage fra George Orwell, som i sin tid kritiserede pacifister for at være objektive pro-fascister, fordi de ved at bekæmpe egen krigsindsats objektivt set fremmede fjendens, altså fascismens sag.

Eller som den polske filosof Leszek Kolakowski skrev: ”De i Europa, der siger, at alle kulturer er ligeværdige, ville ikke bryde sig om at få hånden hugget af for at snyde i skat eller at blive pisket offentligt (stenet, hvis der var tale om en kvinde), hvis han (hun) ligger med en anden end den lovformelige ægtefælle. Ved i sådanne tilfælde at sige, at ”sådan er den koranske lov, og vi må respektere andre traditioner”, siger man faktisk, at ”det ville være frygteligt for os, men det er godt nok for disse vildmænd”. Altså er det ikke så meget respekt, man giver udtryk for, som foragt for andres traditioner” (”Hvem er barbarerne”, i Stemmer fra Øst, 1987)

Eller for at citere en tredje i samme tradition, tyskeren Botho Strauss: ”Intellektuelle er venlige overfor fremmede, ikke fordi de kan lide fremmede, men fordi de er forbitrede på det bestående og hilser alt velkomment som ødelægger det” (Der Spiegel 6/1993).

Bruckner udfolder samme kritik på mangfoldig vis. Da den tyske by Köln nytårsaften 2015 oplevede massesexovergreb på gaderne, måtte det ikke kritiseres, som man normalt kritiserer overgreb på kvinder: ”Ved et af de ufattelige krumspring, som er karakteristisk for hele det multikulturelle venstre, sættes antiracisme over voldtægtsforbrydelser og respekt for kulturer over respekt for individer.” (Information 6/3 2016). For gerningsmændene var i vid udstrækning indvandrede mænd, og så sættes en anden kritikstandard ind. Deres handlinger skal forstås og tolereres og forklares kulturelt: ”Frem for alt må vi ikke bedømme islam efter vores egne vestlige kriterier, men respektere dens status som den mest forfulgte af religioner – og tåle dens excesser. ….  Hvad der er tilladt for den vestlige intellektuelle – at distancere sig fra egne rødder – er forbudt for den maghrebinske. Han er forpligtet til at leve i sin oprindelseskultur og skal reservere sine giftpile til det forbandede Europa.”

Pascal Bruckner fastholder egentlig blot det banale: en insisteren på vestlige, universelle værdier, og ingen accept af kulturrelativistisk gradbøjning. Og igen kan gradbøjningen være en sund og naturlig tolerance overfor andre mennesker, men i multikulturalismen bliver den til noget helt andet, nemlig en parret foragt overfor Vestens værdier, som sikkert bunder i et selvhad til sin egen kultur.

I 2011 gik Pascal Bruckner til generalangreb på nervecentret af det moderne samfunds statsbærende ideologi, nemlig miljø- og klima-spørgsmålet, med bogen Le Fanatisme de l’Apocalypse (engelsk udgave: The Fanaticism of the Apocalypse, 2013). Titlen angiver allerede retningen, nemlig at billedet af en fremtidig undergang (apokalypse) er blevet en fanatisme for den talende klasse.

Som med multikulturalismen og tredjeverdens-ismen ser han også klimaideologien som en aflægger af marxismen med dens blanding af aktivisme og fatalisme, hvor jorden er blevet det nye proletariat, som skal reddes fra udnyttelse og udbytning i heroisk kamp. En vigtig forskel er dog, siger Bruckner, at klimatænkningen ikke lover paradis på jord engang i fremtiden, men tværtimod helvedet på jord.

At profetere om undergang bliver altid selvopfyldende, ifølge Bruckner, fordi alarmister altid kan sige, at det heldigvis ikke blev så slemt som antaget. Som med alle mode-ideologier har de altid ret.

Det ser vi også ved, at der ikke mere findes naturkatastrofer, som vi lærte i skolen i gamle dage. Nu er alle jordskælv, orkaner, storme og tsunamier, hedebølger og både kolde og varme vintre udtryk for klimaforandringer. Alt er menneskeskabt. Naturen antages at være ren, stabil og lineær, hvis ikke menneskene blandede dig.

Men ifølge Bruckner er der ikke en oprindelig uskylds-tilstand, før menneskene kom til, og menneskene har fra deres første aktiviteter påvirket og sat aftryk på omgivelserne og udryddet eller domesticeret dyr og ryddet skov til agerbrug.

At være progressiv i dag bliver at vende tilbage til en tidligere tid. De tidligere progressive er de nye reaktionære.

Pascal Bruckners seneste kritik retter sig mod Vestens manglende vilje til at støtte og slutte op om Ukraine i krigen mod Rusland. Eller snarere vores manglende evne til at kunne føre krig og slås. ”Vi har glemt at krig findes. Siden 1949 har der været en aversion mod krig i Europa; vi troede, at krig hørte fortiden til” (Berlingske 24/2 2024). Og derfor er vi uforberedte på jihadister og Putin. Ukrainerne, derimod, har levet under kommunismen og kender til kamp og overlevelse.

Bruckners opsang til os er: ”Vi skal forberede os på krig. Alt andet vil være blindt” (Berlingske 24/2 2024).