“Carter was weak, but this Government is tough on crime”. Ronald Reagan er den præsident der er blevet valgt med det højeste antal valgmandsstemmer nogensinde.

Allerede som formand for skuespillerforbundet under McCarthy-perioden trænede unge Ronald i bekæmpelse af kommunister, og efter en årrække i Sacramento, var både Reagan selv og hans mange ivrige vælgere fyldt med selvtillid og vilje til at rydde de røde lejesvende af vejen. Og hele operationen skulle selvsagt implementeres under iagttagelse af alle de fine grundpiller, som de vestlige demokratier bygger på. Herefter besluttede Reagan administrationen at sælge våben til Iran, med Israel som relæstat til at sløre afsenderen.

Narkotika-import.

“We can’t control what’s comming into our country from Central America and other countries south of the border, but we have one effecient weapon; just say NO”.

Problemet var, at Republikanerne prioriterede kampen mod anti-amerikanske regimer i Sydamerika højere end kampen imod narkotika. Derfor lod Reagan-administrationen hårde stoffer glide ind på det amerikanske marked, så indtægterne kunne finansiere en del af de omfattende våbenleverancer til kontraerne i Nicaragua. Operationen var isoleret set bæredygtig, eftersom kokainflyene normalt fløj tomme retur til Honduras og Costa Rica når lasten var afleveret, typisk fastgjort til en flydebøje udfor Floridas østkyst. Nu var der returlast i form af våben med, så kontraernes base syd for Nicaragua var velforsynet som logistikcenter.

Jeg kan garantere, at Oliver North ikke prioriterede miljømæssig bæredygtighed, da de natlige flyruter blev holdt fri for opsyn. Den højt dekorerede Marine Corps Lieutenant Colonel havde fokus på at skaffe penge til at sikre kontraernes kamp imod Sandinisterne uden om kongressens finanskontrol. Og det gjorde Oliver North og Richard Secord ganske kreativt ved at flytte penge fra våbenhandlerne via Israel til Iran – om på den anden side af globussen til Mellemamerika. Ideen var så vanvittig, at ingen havde tænkt på den. Bortset fra North, som effektuerede den fra sit verdensomspændende to-mands betjente overvågningscenter i The Old Office Building ved siden af det Hvide Hus. Den entreprenante Marine Corp Colonel havde etableret et mini-Langley, hvor både tidl. og aktive CIA-chefer aflagde jævnlige besøg. Oliver North var simpelthen et godt og velinformeret selskab for den konservative magtelite i starten af firserne.

“Some people think that the the two superpowers in this world are equal. That is not true. Free press, democracy and human rights, make a world of difference.” Men CIA chikanerede et amerikansk journalistægtepar, som afdækkede Reagan-administrationens involvering i kontraernes træning så voldsomt, at det ikke står tilbage for Sovjets tilsvarende metoder.

Jeg tager skraldet.

Oliver North tilbød at tage skraldet i forbindelse med afsløringen af Iran Contra-skandalen i 1986. Der var en hel del personligt mod bygget ind i North og McFarlane. Uden deres cover up ville Reagan ikke være kommet levende frem til den definerende del af sin præsidentperiode. Reagans undvigende og skiftende forklaringer var tænderskærende, og mange tænker, at vi her så de første tegn på den demenssygdom, som endte med at koste ham livet. Men heldigvis for verdensfreden, så overlevede den optimistiske præsident så længe, at han nåede at opleve Sovjetunionens fald. Thatchers og Reagans strategiske klogskab fik afgørende betydning for afslutningen på den kolde krig i 1989.

Livsforsikringen.

Reagan har meget at takke North for. Fawn Hall og Oliver North havde meddelere ude i the Old Office Building i de kritiske timer efter afsløringen – for at undgå at blive opdaget. De vidste, at deres kontor ville blive ransaget, og de fodrede makulatoren i timevis indtil den ganske simpelt brød sammen. De fleste politisk interesserede kender historien om hvordan Fawn skjulte de vigtigste dokumenter under blusen, inden hun gik ud igennem security – uden at blive afsløret. Hvad der måske er mindre belyst er den livsforsikring, som Oliver North tog med i de sidste sekunder inden de måtte forlade kontoret i hast. North var på mange måder en imponerende profil. Han noterede alting i detaljer, undtagen når der drejede sig om drab. Her havde NSC en ufravigelig procedure om ikke at efterlade sig hverken analoge eller digitale spor.

Hvad stod der i lommebogen?

Indblik vil følge op på den særlige timing og årsagssammenhæng mellem Washington, Stockholm, Nicaragua og Iran. Denne artikel skaber forudsætningerne for at forstå, hvorfor det måske er heldigt for det transatlantiske forhold, at NSC ikke efterlod sig spor i drabssager. North havde gjort sig noter om en del, som kunne have bragt efterforskningsenheden hurtigere frem over isen, hvis altså man i Stockholm havde haft et åbent sind og et ærligt ønske om at afdække den verden, som afdøde Oluf Palme levede i – og måske blev dræbt af.

Baggrunden for Iran Contra.

Der er et overvældende kildemateriale, som fortæller om persongalleriet og den politiske baggrund i de lande, som blev berørt af operationen. Vi  bliver nødt til at koncentrere os om en ganske kort introduktion til Oliver North, Nicaragua, Iran og Sverige. Der blev givet en ordre i Texas i 80’erne, om at en mand ved navn Garcia, som kæmpede i bjergene på Cuba. I stedet for at spørge en masse om, hvor Garcia var, så gik, svømmede og sejlede budbringeren på tværs af sumpe, troper, fjender og uvejr – tusindvis af kilometer – indtil han fandt Garcia, og gav ham beskeden. Personprofilen, som går gennem ild og vand for sin chef, minder måske lidt om departementschefen i Statsministeriet. Ikke så mange spørgsmål og anfægtelser, hele værktøjskassen bringes i anvendelse med en handlingsparathed der chokerede. Her efterladtes nedbrændt land hvor forvaltningsretten groede. Men her levede også chefer, som aldrig havde oplevet noget tilsvarende. En lykkefølelse af overvældende karakter, som skabte noget nær immunitet og benådning for sin hjælper. En topembedsmand, som gættede sin chefs inderste ønsker – før de blev udtrykt, og som frygtløst aktiverede et ekstremt stort netværk af underordnede for at nå målet – næsten uanset omkostningerne.

Federal Emergency Management Agency.

FEMA (Federal Emergency Management Agency) er en fantastisk platform. Ligesom NSC er det ikke en efterretningstjeneste. Dette er altafgørende, fordi kongressen ryddede alvorligt op i hvad agenttjenesterne måtte foretage sig. Det skete sidst i halvfjerdserne i halen på 30 års vildtvoksende lovløshed. Men vand løber nedad, og med en vicepræsident som er tidl. CIA chef, og med Casey som siddende CIA chef, så var stemningen i Reagan administrationen ikke til restriktioner. FEMA kunne på sæt og vis endnu mere end NSC, selv om NSC kan stort set alt. Det handler om at FEMA er født til at hjælpe, når delstaterne rammes af katastrofer, hvis løsning forudsætter føderal koordination og finansiering.

Kan det bliver mere Røde Kors, end at hjælpe Mississippi med en naturkatastrofe?

Ikke på image men sagtens i handling. FEMA rummer f.eks. REX84Bravo, som er en øvelse i at sætte demokratiet ud af funktion. Den viden om at indsætte en enevældig, kan let omsættes til Reagans våde drøm om, hvordan man kunne dressere Sandinisterne til at makke ret. Målet kunne være at fjerne ledelsen i Nicaragua og indsætte en enevældig “hersker”. Det hele blev trænet i Honduras. Det fortæller lidt om, hvor mange ressourcer Reagan-administrationen var villig til at anvende, for at undgå at kommunismen bevægede sig fra Cuba og ind på det Mellemamerikanske fastland. Oliver North var formelt ansat i FEMA i de tidlige firsere. Det lykkedes faktisk for North at gå under radaren i årevis. Hans kontor var skabt ved at tage en bid af andre kontorer. Herefter var North og Fawn Hall i besiddelse af et kontor ”uden vinduer,” og i realiteten var det meget få der anede, hvad de 2 foretog sig.

Oliver North og Oluf Palme satte ild til Verden.

På overfladen var Verden et mere enkelt sted i universet under den kolde krig. Det bipolære systems kamp mellem markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder i opgør mod marxisme, klassekamp og proletariatets diktatur fik et pusterum med fredelig sameksistens før det multipolære gav plads til et væld af regionale konflikter uden international retsorden. Så enkelt var det naturligvis ikke, for det sidste årti med Sovjetmagten som global trussel, levnede god plads for regionale konflikter. Magt handler som vanligt om nogle helt basale karaktertræk hos magthaverne: Evnen til overrumplende magtanvendelse og skruppelløst dobbeltspil hos en eller ganske få udøvere, ubegrænset tillid til egne evner og eget verdensbillede samt relativ ro på den hjemlige bagsmæk. Mindretallenes internationale kamphund i Stockholm og verdenskommunismens fjende nummer et i Washington, skulle vise sig at ligne hinanden mere end nogle af dem ville have mareridt om.

Palme

Olof Palme spænde vidt fra sin personlige overklassebaggrund til kampen for de svageste. Fra fortroligt samarbejde med CIA til åbenlys flirt med KGB og som succesrig sælger af ødelæggelsesvåben til despoter og som international fredsmægler. Palme var skånselsløs hård i kampen mod sine fjender, og hans selvtillid herostratisk berømmet. Efter en periode i opposition, var den erfarne statsleder først i firserne i en drømmeposition. Palme var simpelthen magten i egen ret, og ingen i svensk politik kunne udfordre ham. Oluf Palme var den lynende begavede strateg, som gjorde utroskab til en livsstil på niveau med Jens Otto Kragh, og mørklægning af skandaler til sin spidskompetence. Palme bestod tidligt sin indenrigspolitiske svendeprøve med omlægning til højrekørsel, og fik tidligt i sin karriere muligheden for at oparbejde en verdenskendt – og anerkendt profil i FN.

Reagan

Ronald Reagan kom fra beskedne kår med en drikfældig far, men omgikkes nogle af verdens rigeste i kampen for skattelettelser og minimalstat. Den omgængelige og tillidsvækkende Hollywood skuespiller gav dog plads til ondskabsfulde kampagner for Mccarthyismen, mod farvede minoritetsgrupper og dobbeltmoralske kampagner omkring narkotika og forhandling med gidseltagere. Ronald Reagan var den gudsbenådede salgschef, som lod sine nærmeste allierede udføre det mest beskidte arbejde. Inden demenssygdommen begrænsede hans talegaver, nåede Reagan og Thatcher, at presse Gorbatjov til at gøre de indrømmelser, der ledte til Sovjetunionens fald. Alene pragtpræstationerne i Reykjavik og Berlin og de succesrige våbenreduktioner sikrer et vægtigt eftermæle.

Hvor ligger de politiske vejsidebomber?

Uanset de indlysende forskelle på Sverige og USA, så var udfordringerne for de to succesrige politikere de samme – på lange stræk. For det første skulle de have adgang til at finansiere deres projekter, for det andet havde begge en våbenindustri som kunne spores, og som skulle overholde visse regler og endelig havde de begge udstedt politiske garantier, som kunne være dyre at løbe fra. Reagan administrationen vidste, at North var den helt rigtige til at presse verdenskommunismen tilbage til et mørkt sted. Den slags idéer havde kongressen taget højde for, ved at forbyde enhver efterretningstjeneste (og der er som bekendt mange) at finansiere interventioner – og her tænkte de fleste på Mellem- og Sydamerika. Men herudover tænkte alle på vigtigheden af ikke at blive involveret i et nyt Vietnam. CIA var heltidsbeskæftiget South of the boarder og i Vietnam under den kolde krig, så det var klogt af kongressen. Men så kom de entreprenante konservative i tanker om, at NSC og FEMA er mange ting – men ikke klassificeret som efterretningstjenester. Det er disse to meget forskellige statsledere som på en overraskende måde krydser hinandens spor.

Arven fra CIA

Som så mange gange før i international politik, så overdrager CIA en arv til den nye administration i Det Hvide Hus, som kommer til at definere flere årtier frem i tiden. De to FN-medlemmer, der har defineret Iran Contra-skandalen dækker over to af CIA’s bedste venner. Faktisk så gode, at de næsten ikke kunne gøre noget forkert. Måske har det hjulpet på venskabet, at Nicaragua lå som et sydligt værn imod nordgående kommunisme, mens Persien havde betydelige olieressourcer.

Shahens exit

Jeg har personligt konstateret, at venskabet mellem Reza Shah Pahlavi og Richard Nixon frembragte et rimelig stort stykke månesten, som gave til Reza Shah Pahlavis søn. Man kan besigtige stenen i den i hast forladte residens, hvor drengeværelset er bevaret bag plexiglas. Det var – som mange vil huske – i 1979, at ayatollah Khomeini gennemførte den islamiske revolution, hvorved USA mistede en vigtig allieret. Desværre holdt ayatollahen de ansatte medarbejdere på ambassaden som gidsler. Allerede her mærker man slægtskabet mellem Udenrigstjenesten og Marine Corps, for makulatorerne kørte i døgndrift mens Iranerne stormede ambassaden. Det var selvsagt et brud på international ret at tage ambassademedarbejdere som gidsler – uanset om de makulerede – og hele affæren gjorde ondt på den amerikanske selvforståelse.

Somozas exit

Somoza-familien levede op til hovedparten af de forestillinger, som vi forbinder med voldelige og korrupte diktatorer og Anastasio Somoza blev afsat efter at have tabt borgerkrigen til sandinisterne i 1979. Jeg har haft den lærerige oplevelse at rejse rundt i Nicaragua sammen med Jan Stage, og jeg har været valgobservatør, hvor vi ventede i flere døgn på resultatet, da Daniel Ortega tabte til Violeta Chamorro. Jeg ventede i Oluf Palme Convention Centret indtil jeg blev evakueret ud af Managua med hjælp fra Jimmy Carters secret service folk. Jeg har personlige erfaringer med den betydelige forskel mellem svensk og amerikansk tilgang til magtforholdene i Nicaragua. Olof Palme regnedes af Ortega-familien, som den måske vigtigste ven i FN, mens Ronald Reagan helt uden sidestykke var Ortegas farligste fjende i 1986, hvor Palme blev dræbt på Sveavägen sidst i Februar og Iran Contra-skandalen blev afsløret i efteråret.

Det er ikke nogen overdreven cliffhanger, at Indblik lover at vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt konflikten med Sandinisterne kan have kostet en central global leder livet…