Der er optræk til det store slag om landbruget i Danmark. Som det eneste land i Verden skal vi have en generel afgift på landbruget. Den skal være et led i bestræbelserne på at opfylde de danske klimamål og dermed redde hele kloden fra klimaforandringerne.

Redde hele kloden? De danske udledninger af drivhusgasser svarer til ca. 0,1% af de globale, så selvom vi reducerer med 50% eller 70%, vil det ikke overhovedet få nogen målbar indflydelse på atmosfærens indhold af drivhusgasser. Og derved har det naturligvis ingen effekt på klimaet.

Men hvad er det så, der foregår? Svaret er ganske enkelt, at – i et for Danmark så typisk anfald af overmod – har politikerne sat sig for, at vi skal være foregangsland for hele Verden. Vi skal vise, at det kan lade sig gøre at reducere udledningerne med 70% inden 2030 og endnu mere senere. Tanken er vel så, at når alle de andre lande ser det, vil de skynde sig at følge i vores fodspor, og derved vil CO₂-udledningerne og den globale temperatur falde, og alting bliver godt igen.

Vi kan nu kigge lidt nærmere på, hvordan aktørerne i Danmark, bl.a. Klimarådet, har tænkt sig, at vi skal opfylde de ambitiøse mål. Der er grundlæggende tre hovedelementer i planerne. For det første en omstilling af energiforsyningen til vedvarende energi og for det andet en ”omstilling” af erhvervslivet, herunder især landbruget. Det tredje punkt angår folks personlige adfærd, herunder valg af transportmidler (vi skal køre i elbiler alle sammen). I det følgende vil vi fokusere på de to førstnævnte elementer af planerne.

Omstilling af energiforsyningen

Her drejer det sig først og fremmest om en massiv udbygning med vindmøller og solceller. De skal ad åre producere strøm nok til, at de kan dække størstedelen af landets energiforbrug. Indtil videre har det på papiret været en vældig succes. Sol og vind stod i 2023 for omkring 60% af vores elforsyning. Vi har nu installeret 7000 megawatt (MW) vindmøller og ca. 3000 MW solceller. Forbruget ligger omkring 4000 MW i gennemsnit, så det betyder, at på en god dag producerer sol og vind op imod det dobbelte af, hvad Danmark har brug for. Men solen går ned om aftenen og vinden løjer ofte af, og så producerer de to kilder meget tæt på ingenting.

På Energinets hjemmeside kan man dagligt følge med i produktionen af strøm fra de forskellige kilder i vores forsyning. Her kunne man se at d. 22 marts kl. 14 leverede sol og vind tilsammen 6400 MW, mens forbruget var 4700 MW. 20. marts kl. 17 producerede de to kilder til gengæld kun knap 300 MW, hvor forbruget var næsten 5000 MW.

I begge tilfælde blev vi reddet af muligheden for hhv. at eksportere eller importere strøm fra nabolandene, primært Norge og Sverige. På begge de nævnte dage var det således mængder svarende til op imod to tredjedele af vores forbrug, vi udvekslede med naboerne.

Danmark er her i en meget heldig situation. Især Norge er pga. deres vandkraft meget fleksible mht. til at regulere produktionen op og ned, og derved kan de håndtere den meget store udveksling med nabolandene.

Men gør det Danmark til et foregangsland? Hvor mange andre lande i Verden har tilsvarende flinke naboer, der kan tilbyde hjælp i samme størrelsesorden som landenes egne forsyninger? Ikke mange, så det er småt med eksemplet til efterfølgelse her.

Det bliver dog værre endnu med Danmarks energiomlægning. Ifølge Energistyrelsens foreløbige statistik for 2023 udgjorde den vedvarende energi godt 40% af Danmarks samlede forbrug. Det lyder jo fantastisk, men det er desværre ikke sol og vind alt sammen. De udgør kun 30% af den vedvarende energi eller knap 13% af det totale energiforbrug. Resten af den vedvarende energi kommer fra biomasse inkl. biogas. Biomassen er i stort omfang træ, som vi brænder af i kraftvarmeværker, og en betydelig del af træet importeres i form af træpiller eller -flis. Det tæller ikke med i klimaregnskabet, CO₂ fra afbrænding af træ er ikke ”rigtig” CO₂. Men problemet er grundlæggende, at Danmark har satset alt for meget på biomasse i vores forsøg på grøn omstilling, og vores forbrug pr. indbygger er nu iflg. Klimarådet oppe på det tredobbelte af, hvad der anses for at være til rådighed for hver verdensborger. Det betyder selvfølgeligt, at alle Verdens lande ikke kan indrette sig med et tilsvarende biomasseforbrug. Gør det så Danmark til et foregangsland?

Landbruget og industrien

Landbruget har især to hovedproblemer ifølge de klimakyndige. Det første er lavbundsjordene, som man har drænet gennem tiderne og udnyttet til dyrkning. Disse jorder indeholder meget kulstof, og ved dyrkningen udledes det gradvist i form af CO₂. Denne udledning mener man at kunne standse ved at fjerne dræningen og vådlægge markerne igen. Det har imidlertid vist sig, at der er stor tvivl om hvor store mængder CO₂, der faktisk er tale om, pludseligt kom der for et par måneder siden nye tal, der tydede på mindre udledninger, og det blev straks taget til indtægt i klimaregnskabet af Klimaministeriet. Men gør teoretiske udregninger af nogle effekter, vi ikke har noget overblik over, Danmark til et foregangsland? Kan de andre lande forsøge sig med tilsvarende talgymnastik?

Værre er det naturligvis med de – også meget teoretiske – tal for udledninger af metan og lattergas fra landbruget. Metanudledningen beregnes ud fra standardtal pr. stk. drøvtygger, primært kvæg. Denne udledning kan reelt kun nedbringes ved at mindske antallet af dyr. Tilsvarende med lattergassen, der menes at blive udledt i forbindelse med kvælstofgødskning af markerne. Her er løsningen at reducere anvendelsen af gødning og dermed høstudbyttet.

Klimarådet lægger ikke skjul på, at når man i klimaets navn vil pålægge landbruget afgifter, så er formålet primært at få nogle landmænd til at gå fallit og dermed få nedbragt produktionen af fødevarer. Det samme gør sig gældende med industrien, der også ifølge Rådet bør pålægges store CO₂-afgifter, der så igen skal medføre en reduktion i produktionen.

Med andre ord vil vi nedbringe vores CO₂-udslip ved at nedsætte produktionen i samfundet. Man ser, hvordan målet om ”netto-nul” i udledninger nu kan nås, man skal bare reducere produktionen til nul. Hvad vi så skal leve af, melder historien ikke noget om.

Men er nedsat produktion af fødevarer og industriprodukter vejen frem i en Verden med en hastigt voksende befolkning? Er det en metode, som andre lande vil kaste sig over? Næppe.

Så gør det Danmark til foregangsland?

Svaret er klart nej, og man må konkludere, at al vores selvpineri ikke tjener noget praktisk formål, ud over at det måske (kortvarigt) vil give politikerne en god fornemmelse i maverne.