Klimarådet har netop udsendt en længere rapport, hvor de ser på elektricitetsforsyningen i Danmark i 2030 og 2040 primært baseret på solceller og vindmøller. Det skal siges til Klimarådets ros, at rapporten ikke forsøger at fremstille noget skønmaleri af de to energikilder. Det erkendes åbenlyst, at de er meget svingende og i kortere eller længere perioder i løbet af året vil levere langt mindre strøm, end Danmark har brug for.

Til at belyse situationen har Klimarådet benyttet sig af en model, der simulerer energiforsyningen over et helt kalenderår. Man indlægger meteorologiske data og kan derfra udregne, hvor meget ens kapacitet af solceller og vindmøller vil levere time for time. Sammenholdt med forbruget får man så afklaret, om der er overskud eller underskud af strøm.

Klimarådet har udvalgt året 1995 som udgangspunkt, men for yderligere at afprøve de valgte løsninger, har man skabt to fiktive år, hvor vejret er endnu mere ugunstigt for sol- og vindbaseret energifremstilling.

Den installerede mængde solceller og vindmøller følger Energistyrelsens planer og er vist på fig. 1 sammen med det forventede forbrug, for hhv. 2022, 2030 og 2040. Her ser man f.eks. at vi i 2040 har installeret i alt 53 gigawatt (GW) sol og vind, mens forbruget i gennemsnit ligger omkring 24 GW. Sol og vind producerer jo langt mindre end deres kapacitet det meste af tiden, og tallene er sat op således, at produktionen matcher forbruget i gennemsnit over hele året.

Fig. 1: Fremskrivning af elforsyning og -forbrug frem til 2040

Men time for time matcher de ikke hinanden, enten har vi overskud af strøm eller også underskud. Den situation har vi allerede i dag, og den løses dels ved at regulere på vores tilbageværende kraftværker, dels ved import fra eller eksport til nabolandene. Energistyrelsen planlægger en kraftig nedskæring i den danske kraftværkskapacitet, så Klimarådets beregninger kigger på den situation, hvor vi udelukkende skal klare os med sol og vind samt import/eksport. Derfor er modellen sat til at medregne nabolandenes elforsyning og derved afklare mulighederne for import og eksport.

Modellens resultater kommer ud i form af timer pr. år med underskud i strømforsyningen, hvilket vil føre til afbrydelser for en del af kunderne. P.t. er gennemsnitsdanskeren uden strøm i ca. 20 minutter pr. år, det er et meget fint resultat, og Klimarådet mener da også, at vi evt. skal slække lidt på det krav, for nu at redde klimaet.

Men de tre scenarier giver ikke noget tilfredsstillende resultat. Især det værste vejrår – kombineret med transmissionsproblemer kunne give mere end 200 timers sammenlagte afbrydelser i løbet af året. Det er ikke acceptabelt, heller ikke for Klimarådet.

Rapporten peger derfor på tre løsninger, der kan forbedre situationen.

Den første handler om det ”fleksible forbrug” hvor industrivirksomheder og andre større kunder (f.eks. varmeværker, der kører på el) midlertidigt lukker ned for deres forbrug. Der tales også om, at man evt. kunne tappe noget strøm fra folks elbiler. Den største fleksibilitet skal dog producenterne af elektrobrændsel – Power to X – stå for, de skal kunne lukke deres processer ned og starte dem op igen i takt med, at vinden blæser og solen skinner. Ingen ved, om det kan lade sig gøre. Endeligt mener Klimarådet også, at de strømslugende datacentre må kunne lukke delvis ned ved midlertidigt at overføre aktiviteten til andre lande. Kan de det?

Den anden løsning går ud på etablering af lagre til energien og her tales specifikt om litium-batterier, lagre med komprimeret luft i undergrunden eller baseret på varme sten. Det er ikke noget stort lager, man forestiller sig, det svarer til ca. 10 timers elforbrug i Danmark, men allerede ved den størrelse vil et litiumbatteri være prohibitivt dyrt, det vil koste flere hundrede milliarder kr. i investering. De andre løsninger er slet ikke eftervist i stor skala endnu, og da de indebærer meget store energitab, må man nok tvivle på, om de nogen sinde kommer til at kunne spille den påtænkte rolle. Lagring er næppe nogen realistisk løsning.

Den tredje løsning er til gengæld overordentligt realistisk, idet Klimarådet foreslår, at vi etablerer et antal gasfyrede kraftværker, der kan dække måske op til halvdelen af forbruget eller mere. Det er en dyr løsning, da værkerne jo ikke skal køre i så mange timer hvert år, men det vil give en langt større sikkerhed for en stabil elforsyning.

Klimarådet afslutter rapporten med kort at kigge på kernekraften, der naturligvis må afvises, da værkerne er meget dyre og tager lang tid at bygge. Man peger her på de seneste tre projekter i Europa, der var præget af voldsomme forsinkelser og budgetoverskridelser. Men Rådet overser behændigt, at der i andre dele af Verden bygges kernekraft efter standard-designs, med lavere priser og meget hurtigere byggetider til følge.

Klimarådets scenarier er som nævnt alle baseret på meget stor import og eksport af strøm. Importen vil være påkrævet, når der ikke er noget solskin og ingen vind. Problemet er bare, at i mange tilfælde vil nabolandene være i samme situation, da solen går ned stort set samtidigt over hele Europa, og svag vind ofte rammer størstedelen af kontinentet samtidigt. Her nævner Klimarådet så bl.a., at vi kan importere tysk gaskraft. Det er nok lidt urealistisk, da tyskerne er inde i samme udvikling som os med nedlukninger af kraftværker, og i 2030 vil de kun lige akkurat have gaskraft nok til en nødtørftig forsyning af hjemmemarkedet.

Et andet problem er perioderne med megen blæst og sol. Her vil vi have et overskud på op til 30 gigawatt strøm – og hvem kan bruge den, hvis vinden også blæser godt i nabolandene?

Konklusionen er derfor, at Klimarådets rapport faktisk dokumenterer, at en elforsyning alene baseret på sol og vind ikke er realistisk. Det er ikke det, Rådet skriver, men det er det, alle deres tal og beregninger viser med al ønskelig tydelighed…