Kong Frederik arver en række ministre fra sin mor med valgsproget; “Forbundne, forpligtede og for Kongeriget Danmark”. Valgsproget er en klar modernisering, som måske imødekommer de, der er skeptiske i forhold til, om motionsløbere nu vil overtage pladsen fra kunstnere og forskere. Det er ingen garanti for, at denne fordeling varer ved, og det store flertal, som nu har tilsluttet sig monarkiets fortsatte plads i kongeriget, bør tilgodeses med en ordning der skaber folkeligt sammenhold på tværs af alle skel, og forener Danmark med ordentlighed og stabilitet på det verdensmarked, som vi er så afhængige af både sikkerhedspolitisk og handelspolitisk. Sammenhængskraft!

Royalisterne deler sig som musikelskere i undergrupper, som i virkeligheden har meget lidt til fælles. Muntert nok udtrykt af den tidigere kronprins selv i en fødselsdagstale til sin mor; Du er til klassisk, jeg er til rock. Læg mærke til, at selv om statsministerens makrelmads-folkelighed også omfattede en gæsteoptræden med Kandis, så omfattede den royale spændvidde ikke dansktoppen. Man kan sagtens være veluddannet og velhavende og foretrække enten klassisk musik eller rock, men ægte folkelighed kræver nok at man lægger øret til jorden i Hadsten eller i Bakkens Hvile. Royalisterne deler sig efter anskuelse. Nogle skriger af fryd, bare de ser en kendt på gaden, klæder sig ud og samler erindringer for for at dæmpe længslen mellem to Billed-Blade – fuldstændig som en fanclub for rockbands. Andre synes det er fedt, at kunne dele interresse vedrørende private stunder, kulinariske oplevelser, jagtoplevelser og veteranbiler med de kendte. Det er networking, som sender signal om penge og indflydelse. Og måske kan man få lov til at sponsere en sejlads i Sydfrankrig eller en hytte i Verbier. Og så er der alle os, der bare må erkende, at sammenhængskraft koster skattepenge – ellers var der næppe postet så mange penge i DR. Det handler ikke om de smalle kanaler som formidler information, der ikke ellers ville blive distribueret. Det handler om at sende begivenheder. Så har vi set det og kan tale om det næste gang vimødes ved kaffemaskinen.

Vi har meget at byde på, men der er også mange om buddet. Og mange med større pengetanke. Men der er kun to kongeskibe i Verden, og der er få kongefamilier, der kan stå sig i sammenligning med vores klædelige jyske beskedenhed. I det hele taget, er det umuligt at finde et bedre grundlag for vores kommercielle branding end Det danske Kongehus. Folk der flirter med tanken om at erstatte Kongehuset med en valgt præsident, skal bringe i erindring, at når det først er ødelagt – som det blev i Grækenland – så kan det aldrig genskabes.

Geopolitik

Der er et tredje område, som nærmest ikke kan overdrives. Jeg kender en del færinger og grønlændere, som gerne vil tage afsked med Rigsfællesskabet. Det minder dem om kolonialisterne, tvangskristning og så det triste kapitel med tvangsopdragelse og tvangs-sterilisering af børn uden samtykke. Og så minder det dem om, hvor let de kan komme i direkte dialog med Det Hvide Hus. Trump tilbød endda Statsministeren at købe Grønland inkl. bloktilskudsforpligtelse og alt i øvrigt. ”Det er jo bare en storejendomshandel”.

Tænk på Henrik Kauffmann. Uden ham og uden Grønland, havde vi nok ikke været blandt Founding fathers til NATO og FN. Videre til H.C. Hansen  og den hemmeligholdte tilladelse til amerikanerne om brug af Grønlands territorie. Vi spiller i en udenrigspolitisk liga langt over vores vægtklasse. Uden Grønland, var det faldet fra hinanden. Mange danske politikere har gjort ihærdige indsatser, for at overbevise vore Nordatlantiske republikanere om Rigsfællesskabets fordele. Ingen nævnt ingen glemt. Kronprins Frederiks dybe engagement i fangernes situation i de små bygder, og tiden i Sirius-patruljen betyder, at Kong Frederik og den Kongelige familie kan fortsætte arbejdet, med at holde sammen på Rigsfællesskabet med fornyet kraft og energi.

Uanset om Kongen vil udfordre Folketinget igen, som da han som Kronprins gennemtvang sit ønske om at sidde i den Olympiske Komité – og undlod at følge flertallet i Folketinget vedr. boykotten af russiske idrætsudøvere – så er det en god idé, at Kongen interesserer sig lige så indgående for demokratiet, som politikerne interesserer sig for monarkiet. Jo bedre vi forstår rollerne des større er chancen for fortsat succes. Uden Grønland og Færøerne falder Danmarks udenrigspolitiske stjerne voldsomt. Kong Frederik har gode muligheder for at støtte denne opgave, som bliver stadig vanskeligere for politikerne.

Republikanerne stod stærkt i Danmark i halvfjerdserne.

Ikke kun socialdemokrater med hang til Stauning, men også mange intellektuelle og venstreorienterede tog med afsæt i ungdomsoprøret kraftigt afstand fra ideen om en arvefølge, der satte en bestemt familie i stand til at leve et opstadset liv med adgang til guldkareter, fly, skib og velhavende omgangskreds. I et demokrati er det selvmodsigende at lade magt gå i arv. Magt, som man ikke er valgt til – men bare født til. Denne ubegrundede magt – hvormed vi leger enevælde – kræver at travle ministre skal forelægge lovgivning til monarkens godkendelse, hvilket er meningsløst.

Det var i øvrigt Påskekrisen i 1920 – hvor kongen reelt var igang med et statskup – der motiverede Stauning (S) til at lægge afstand til ordensvæsenet. Denne republikanske praksis har naturligt dukket hovedet i respekt for Dronning Margrethe, og nu vil socialdemokraten Mette Frederiksen meget gerne dekoreres. Monarkiet har opnået en helt imponerende tilslutning i de 52 år Dronning Margrethe navigerede gennem en svær periode. Når Statsministeren forklarer, at det ikke er monarkiet, men Dronningens måde at være monark på, som har fået hende til at lægge afstand til Staunings dogme, så har hun det formentlig som mange andre danskere. Dronning Margrethe er mere populær end det kongehus som hun har repræsenteret i 52 år.

Svær balancegang

Da jeg gik i Folkeskolen i halvfjerdserne, skiftede vi fra en konge som elskede søværn, søfart og orkesterledelse, til en yngre intellektuel dronning med interesse for kunst, historie og filosofi. Det har været med til at styrke ballet, opera, videnssamfund og sprogbehandlig. Dronning Margrethe har forstået sit kongerige, og Majestæten har med arbejdsomhed, nærvær og empati gjort os stolte og imponerede over den indsigt hun kunne formidle. Men Dronning Margrethe har aldrig forsøgt at snobbe nedad eller være påtaget folkelig. Hvis den kongelige familie er fuldstændig ligesom alle os andre, så mister den sin mening.

Vi har fulgt Kronprinsen fra han var ganske ung, og bemærket holdninger som jeg ikke husker tilsvarende fra et politisk parti. F.eks. dialogen i Japan efter have set Hiroshima; “For mig er krigens rædsler væk. Som ny generation kan man ikke tage hensyn til, hvad der skete i fortiden. Det er nutiden, der sætter sit præg på mig.” Jeg tænker, at denne tankegang kunne virke stødende i Mellemøsten, og for så vidt alle steder hvor mennesker har været udsat for overgreb eller trues af vold.

Dansk politik er betydelig mere spændende og lærerigt end sit rygte. De fleste politikere arbejder ærligt, energisk og redeligt for et bedre samfund. Der er i sagens natur ikke enighed om hvad der er bedst, men den gensidige respekt og de mange venskaber på tværs af politiske holdninger, fortæller om et arbejdsklima der er langt bedre end sit rygte. Kongen skal være synligt opmærksom på, at dansk politik er meget mere end Statsråd og festdage. Det er bl.a. Folketinget, branche-organisationerne, arbejdsmarkedsorganisationerne, NGO’erne og medierne. Erhvervsklimaet er også meget mere end støtte til de største kommercielle virksomheder. Hele vores demokratiske verden kan sagtens omfavne en begavet og smidig kongefamilie.