[vc_row][vc_column][vc_column_text]Krav om at antage en uafhængig revisor i konkursboer har hidtil hindret rekonstruktion af nødlidende mindre virksomheder. Nu afskaffes reglen. Mindst 500 virksomheder, der ellers ville være gået konkurs, ventes reddet.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net
Der er nu hjælp på vej til de mange mindre virksomheder, som risikerer at gå konkurs på grund af coronanedlukninger.
Hjælpen kommer i form af nye konkursregler, som trods revisorernes modstand ser ud til at blive vedtaget i Folketinget, hvor de har været til førstebehandling. Regelændringerne kommer, fordi covid-19 ventes at udløse en stor konkursbølge blandt mindre virksomheder.
I den hidtil gældende konkurslov skal man antage en regnskabskyndig tillidsmand – normalt en statsautoriseret revisor. Hans opgave er at sikre sig, at den overlevelses-truede virksomheds økonomiske oplysninger er retvisende.
Det har ikke været nok at henvise til de regnskaber og den rådgivning, som den overlevelsestruede virksomheds egen revisor har godkendt og leveret. Tilknytningen af en sådan uafhængig regnskabskyndig tillidsmand gør det umiddelbart meget dyrere for en virksomhed at gå i rekonstruktion.
Derfor har mange mindre virksomheder siden reglen om den uafhængige regnskabskyndige tillidsmand blev indført i 2011 været henvist til at gå konkurs umiddelbart efter, at de havde søgt om rekonstruktion. Eller lynhurtigt skaffe sig en udenretlig akkordaftale med alle kreditorer, hvilket i praksis er uhyre svært.
Ifølge de nye regler afskaffes kravet om en uafhængig økonomisk tillidsmand, men en sådan kan dog stadig tilknyttes i store sager, hvor han kan bringe værdi i forbindelse med en rekonstruktion.
Frister forlænges
Når en virksomhed går i rekonstruktion, – det, der i gamle dage i nogen grad svarede til betalingsstandsning – skal der senest 4 uger efter rekonstruktionens indledning afholdes møde med kreditorerne til drøftelse af den rekonstruktionsplan, som den overlevelsestruede virksomheds kurator, nu kaldet rekonstuktør, finder frem til.
Denne frist har ofte været for kort og den bliver nu forlænget med fire uger.
I rekonstruktionsperioden beskyttes virksomheden mod sine kreditorer, mens mulighederne for at opnå en rekonstruktion sonderes. Modsat i dag vil det blive sådan, at en virksomhed ikke automatisk skal erklæres konkurs, hvis rekonstruktionen slår fejl i time-out-perioden.
Også på en række andre felter lettes situationen for de konkurstruede virksomheder. F. eks. skal en køber af den nødlidende virksomhed ikke stå inde for lønudbetaling til ansatte i rekonstruktionsperioden. Dette overlades til Lønmodtagernes Garantifond.
Konkursrådet skønner forsigtigt, at mindst 500 virksomheder, som i dag ville være gået konkurs, kan rekonstrueres efter de foreslåede regelændringer.
De nye regler kommer på trods af stærk modstand for FSR, revisorernes forening.
De mener ifølge et høringssvar til Folketinget, at den særlige regnskabskyndige tillidsmand i konkursboer kan være med til at afsløre svindel og dermed bedre sikre at kreditorerne, herunder staten, får en fair behandling. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]