Kritik af den politiske kliché 4: Toppen og bunden

Medierne bruger begreber som op, ned, top og bund for at beskrive forskelle i samfundet. Det farlige er, når fakta og definitioner udebliver.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
En af de sjove artikler fra satiresiden Rokokoposten handler om, at en 18-årig er faldet ud af børnepengesystemet. Vittigheden spiller selvfølgelig på klichéen ”at falde ud af dagpengesystemet”, og den udstiller dermed det mærkelige i at tale om et fald fra et system, bare fordi en offentlig ydelse er ophørt.
Det med begreber som at nogen er oppe og nede, at de dermed stiger eller falder, er en helt indgroet måde, vi ser samfundet på. Tænk bare på begreber som overklassen og underklassen – som om bankdirektører rent fysisk boede øverst i bygninger med de socialt udsatte i kælderen. Dem, som er faldet hele vejen og er landet ”på samfundets bund”.
Toppen lyder af meget
Når en rød politiker (eller en blå, for den sags skyld) foreslår at hæve topskatten, lyder det umiddelbart sympatisk for menigmand. ”Topskat” giver en association nærmest til gammeldags valgpropaganda med kapitalisten siddende i høj hat og cigar – ham, som man i dag gerne kalder for ”topchef”.
Problemet, vi belyser her, er selvfølgelig fraværet af definition. Der er ikke i sig selv noget galt med at omtale toppen af samfundet eller have begreber som topskat. Problemet er, hvis det forbliver abstrakt, så det aldrig går op for folk, at en diskussion om topskat også angår skattebetaling for en del håndværkere, gymnasielærere og andre, man ikke vil forbinde med samfundets top.
Hvad er bunden egentlig
Lige så problematisk er, hvis man i debatten uden videre accepterer, at ”samfundets bund” og ”folk på kontanthjælp” er det samme. Der er unægtelig en vis fællesmængde, men lige så unægtelig kan man heller ikke slutte, at man er faldet til bunden, fordi man nu skal leve af en kontanthjælp eller sin ægtefælles indkomst. Det kræver at se nærmere på konkrete forhold: Hvad har man, hvad får man?
Et skrækeksempel på tendensen kom for i Debatten på DR2 for nylig, da Ole Birk Olesen (LA) og Karsten Hønge (SF) diskuterede rådighedsbeløb for enlige kontanthjælpsmodtagere, og Hønge beskyldte sin modpart for ”fantasibeløb”, inden værten skar igennem:
”Hvis I har lyst til at lege researchere, hvad jeg stærkt vil fraråde jer, så synes jeg, I skal gøre det på jeres egne Facebook-sider og ikke spilde Danmarks Radios dyrebare ressourcer på det,” sagde Clement Kjersgaard. Se klippet her (via Jonas Herby, Cepos)
Essentielt med fakta
Retfærdigvis brugte Danmarks Radio faktisk nogle dyrebare ressourcer på at undersøge Ole Birk Olesens tal og Karsten Hønges påstand i et faktatjek i Detektor, som gav medhold til LA-politikeren. Der var belæg for tallene. Men det blev tydeligvis for konkret for debatten i Debatten i den situation.
Medierne må kunne gøre det bedre. Lad os endelig beholde ord som toppen, bunden, oppe og nede som markører i samfundsdebatten, for uden generalisering bliver det svært at sige noget om noget som helst.
Men lad os beholde dem uden at bilde os ind, at vi kan have en meningsfuld diskussion, hvor fakta bliver henvist til parternes facebooksider og efterfølgende tjek. Det burde ikke kun være en borgerlig-liberal pointe.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1730″ thumbsize=”Thumbnail”][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1827″ thumbsize=”Thumbnail”][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2017″ thumbsize=”Thumbnail”][/vc_column][/vc_row]