[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”2620″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Måske er det ikke mediernes ansvar, Omar

Er det største problem for dansk presse, at der mangler indvandrerkilder? Nej, selvfølgelig ikke! En replik til journalist Tarek Omar.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Fagbladet Journalisten kører en serie, hvor en ny medieperson hver måned giver sit bud på mediernes største problem og en mulig løsning. Her i oktober kom turen til Tarek Omar, tidligere Politikens debatredaktion, nu pressechef hos Dignity – Dansk Institut Mod Tortur i artiklen ”Danmark har forandret sig, og vi har ikke fulgt med”.
Det største problem, ifølge Omar, handler om fraværet af forskellige befolkningsgrupper i medierne.
”Når jeg afleverer min datter om morgenen, er pædagogen dansk-bosnier, min læge er dansk-iraner, min mekaniker er dansk-albaner. Den forandring, jeg oplever, er ikke slået igennem i medierne. Det er et journalistisk grundproblem, hvis vi ikke repræsenterer virkeligheden, nogenlunde som den ser ud.”
Tarek Omar baserer sin bekymring på rapporter fra en forening, Ansvarlig Presse, som har set nærmere på repræsentationen af indvandrere og efterkommere i danske medier. Det er tal, der skal give anledning til selvkritik ude på redaktionerne, mener Tarek Omar:
”Ansvarlig Presse lavede i 2012 en undersøgelse, der viste, at mens minoriteter udgjorde 10 procent af befolkningen, udgjorde de kun 5 procent af nyhedskilderne. Dengang sagde alle, at det ville komme med tiden. I 2017 lavede de så en ny undersøgelse, som viste, at andelen af minoritetsborgere var steget til godt 12 procent, men at de var faldet til 4 procent af kilderne i medierne,” genfortæller han.
Fremgang, ikke tilbagegang
Her er der mange ting, man kunne tage fat på. For det første det rent faktuelle, at når vi taler om folk fra Bosnien, Iran og Albanien, taler vi om ikke-vestlige kilder, og disse er faktisk gået frem fra 3,1 procent til 3,6 procent. Denne udvikling er blot blevet maskeret af et fald i kilder med vestlig oprindelse. Man kunne derudover overveje, at underrepræsentationen ikke er korrigeret for andre forhold, som for eksempel at en del udlændinge er her midlertidigt og ikke føler trang til at tage del i samfundsdebatten.
Men lad os gå til den mest gådefulde sætning i hele interviewet:
”Problemet er også, at minoriteterne ofte optræder i nyhedsreservatet om kriminalitet og integration,” siger Tarek Omar.
Det slående er, at Omar selv er på vej til at styrke tendensen yderligere ved at blive pressechef i en organisation, der arbejder med flygtninge, og det er helt okay. Det mystiske er, at journalisten på fagbladet ikke hæfter sig ved problematikken, at Omar dermed selv forstærker den tendens, der bekymrer ham. Mens han lægger ansvaret for underrepræsentation af indvandrere og efterkommere på de danske medier.
”Jeg tror, at man på et strukturelt niveau skal tænke det ind, så medierne for eksempel gør det til et fast punkt i efterkritikken og dagligt undersøger spredningen i forhold til kvinder og minoriteter,” er hans bud på en løsning.
Indvandrere udtaler sig om indvandring
Tarek Omar er ingen undtagelse. Ser man på førnævnte forening, Ansvarlig Presse, er den fuld af indvandrere og efterkommere, der selv har valgt at arbejde professionelt med udlændinge og kulturmøder i forskellig forstand: Hanan Chemlali, Jakob Sheikh, Aydin Soei, Abdel Aziz Mahmoud osv., og der er masser af andre eksempler.
Jeg siger ikke, at de skulle have valgt anderledes. Jeg spørger bare, om ikke en god del af forklaringen på indvandrernes underrepræsentation skyldes deres egne valg netop som frie borgere. Nemlig at så mange har valgt at diskutere islam, skrive bøger om kulturmøder etc. Dette medfører logisk en nedprioritering af andre områder, borgere og medier interesserer sig for. Hvilket igen fører til, at den skarpe kilde, som tilfældigvis har anden etnisk baggrund, ikke står til rådighed, når vi skal bruge nogen til at gøre os klogere på kommunalforskning, minkavl eller frimærkesamling.
Overvurderer mediernes ansvar
Jo, selvkritik hos medier er gerne en god ting. Men lad os lade være med at gå ud fra, at en underrepræsentation af indvandrere er det største problem, vi har. Det ville det være, hvis journalisterne og redaktørerne aktivt holdt den dansk-bosniske pædagog eller den iranske læge ude af samfundsdebatten. Sådan forholder det sig som bekendt ikke. Få din dansk-iranske læge til at skrive noget vedkommende, Tarek Omar, og masser af medier vil bringe det. Bare prøv ad.
Vi skal ikke til at spørge kilder om deres etnicitet eller lade identitetspolitik sætte et kriterium for journalistisk relevans. Det er heller ikke nødvendigvis Tarek Omars påstand. Men dette bliver den logiske konsekvens af at acceptere Tarek Omars påstand om, at mediernes største problem er etnisk underrepræsentation. Det kan ikke anbefales.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]