I debatten om såkaldt ’aktiv dødshjælp’ skal der skelnes mellem det moralske og det retlige.

På det etiske plan kan det godt forsvares at lindre et nært medmenneskes smerter eller udsigtsløshed ved at hjælpe det fra livet. Visse sygdomme og situationer kan være så umulige uden vej tilbage til blot en flig af normalitet, at det kan være en moralsk acceptabel gerning at hjælpe medmennesket til at dø, direkte eller indirekte.

Dette anerkendes også i vid udstrækning af domstolene. De tilfælde, hvor et nært familiemedlem har taget livet af et andet ved uhelbredelig og udmarvende sygdom, dømmes det typisk til en mild betinget straf. Det er ikke lovligt, men dømmes meget mildt.

Straffeloven er i den henseende visdomsfuld fleksibel.

I § 237 står der: ”Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid”.

Og i de følgende paragraffer kriminaliseres drab efter begæring eller assisteret selvmord med fængsel ind til 3 år.

Det udelukker legaliseret aktiv dødshjælp.

Men så står der i straffelovens § 82-83: ”Ved fastsættelse af straf skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, … Straffen kan nedsættes …. når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”

Altså, hvad der begynder med fængsel på livstid ender med frifindelse. Det er forskellen på overlagt mord og barmhjertighedsdrab.

Men det er domstolene, som afgør det. Og et drab motiveret af barmhjertighed kan – under omstændighederne – ende med frifindelse, om end retspraksis lægger op til en betinget straf.

Vores retssystem er beundringsværdigt fleksibelt.

Men fordi aktiv dødshjælp kan være moralsk berettiget, betyder det ikke, at det kan legaliseres som en retspraksis. For hvis det skal være en ret, altså noget som en patient (eller pårørende?) kan forlange, så skal nogle (typisk læger) så foretage drabet.

At ret og pligt følges ad, hører til en ad de mest elementære og oversete banaliteter i samfundstænkningen. Enhver ret implicerer en pligt. Og når der tales om rettigheder og ikke mindst menneskerettigheder, skal man altid tænke konsekvent igennem, hvem som har forpligtelsen. Ret til rent vand, ret til et sundt miljø, ret til uddannelse og bolig og mad og klæder? Hvem er den forpligtende instans. Og hver gang svaret lyder: staten, er vi ovre i almindelig fordelingspolitik, hvor der nolens volens vil ske en prioritering af knappe ressourcer uden reel mulighed for at forfølge sin ’menneskeret’ ved domstolene.

Spørgsmålet om ’aktiv dødshjælp’ er ikke et økonomisk spørgsmål, men et meget rent etisk spørgsmål. Men også her gælder: retten til dødshjælp implicerer, at noget personale må stå for at aflive folk. Ret medfører logisk pligt. Lægerne har et lægeløfte, som forpligter dem på det modsatte, nemlig at søge at redde og behandle mennesker.

Og så skal vi skelne det moralske og retlige.

Barmhjertighedsdrab findes, det kan i ekstreme situationer være eneste farbare udvej og er som sådant etisk forsvarligt.

Men det kan ikke institutionaliseres.

Vi bør holde fast i vores elastiske retssystem, og der er næppe så meget tvivl ved domstolene, om et konkret tilfælde ligner mord med den høje straframme eller et barmhjertighedsdrab.

Vi kan alle komme i den situation, at vi selv ønsker at forlade livet eller en af vores allernære pårørende ønsker det, og så kan vi ikke delegere opgaven til ’systemet’, men må selv hjælpe og så tilstå for domstolene og tage den straf, som måtte komme. Og med den tillid at ægte medlidenhedsdrab reelt er straffrit.

Hvis folketinget skulle tage skridt til at legalisere en vis form for personlig ’aktiv dødshjælp’, kunne det ske ved en mere fyldig formulering af § 83 i straffeloven, måske ved at der tilføjes, at hvis motivet til drabet er åbenlyst gjort ud af barmhjertighed med ofret, bortfalder straf. Det er egentlig ikke nødvendigt, for det står i lovteksten, men ofte pålægger folketinget domstolene en indsnævrende fortolkning af strafferammen. Og domstolene er vant til at dømme ud fra motivet. I et humant retsvæsen er culpa den afgørende instans.