“Det vidner om, at den demokratiske skandale bliver ved med at vokse – selvom man næsten ikke troede, at den kunne blive større.”
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Statsminister Mette Frederiksen (S) har hele vejen igennem påstået, at hun ikke vidste, at hun handlede ulovligt, da hun på et pressemøde den 4. november sidste år beordrede alle danske mink aflivet for at holde en mutation af coronavirus nede.
Men fredag er der på andendagen for afhøringerne i Minkkommissionen kommet oplysninger frem, som fuldstændigt underminerer Mette Frederiksens forklaring.
Ifølge Fødevareministeriets afdelingschef Tejs Binderup var statsministeren og resten af regeringstoppen fuldt ud vidende om, at der ikke var lovhjemmel til at beordre alle danske mink aflivet.
Regeringstoppen var nemlig blevet orienteret på forhånd til et møde i det magtfulde koordinationsudvalg.
Afsløringen er særligt opsigtsvækkende, fordi regeringen i sin egen redegørelse af minkskandalen har undladt at informere om, at koordinationsudvalget på forhånd var orienteret om den manglende lovhjemmel.
Venstre: Regeringen har vildledt Folketinget og befolkningen
Den nye afsløring bliver mødt med hård kritik fra Sophie Løhde, politisk ordfører i Venstre.
– Ifølge Mette Frederiksens egen forklaring var det først senere, at hun blev opmærksom på, at det var en ulovlig ordre. Den forklaring er blevet fuldstændigt undermineret i dag. Sagen var alvorlig i forvejen, men det her gør, at det er langt, langt mere alvorligt, siger Sophie Løhde i et interview med Indblik.
Hvad er dine tanker om, at det i dag står klart, at regeringen aflivede alle mink, selvom man vidste, at der ikke var lovhjemmel til det?
Det vidner om, at den demokratiske skandale bliver ved med at vokse – selvom man næsten ikke troede, at den kunne blive større. Det vidner samtidig om, at regeringen har vildledt Folketinget og befolkningen, og udmærket vidste, at man traf en ulovlig beslutning, da man besluttede at aflive alle mink.
“Det her får andre kommissionsundersøgelser til at ligne det rene vand”
Hvordan kan det ske, at regeringens egen redegørelse undlader at oplyse om, at koordinationsudvalget var orienteret om den manglende lovhjemmel?
Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at regeringens redegørelse var hullet som en si. Den er jo også skrevet med ført hånd, så den har vi ikke haft stor tillid til. Det har vi så fået bekræftet i dag, at det var med god grund.
Det er i virkeligheden utroligt sørgeligt, for i et demokratisk samfund bør man kunne stole på, at det, som regeringen siger, er rigtigt.
Det har det desværre ikke været, og det bekræfter mig i, at det var godt, at vi i Venstre sammen med andre pressede på for at få en granskningskommission. Det på trods af, at andre nølede eller forsøgte at tysse det ned.
Jeg begriber i øvrigt ikke, hvor Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er henne i det her. De er fuldstændigt sunket i jorden. De plejer ellers at have travlt med at ville være beskyttere, når der sker overgreb fra statsmagten. Men det gælder åbenbart ikke, når statsministeren hedder Mette. Det er jo hykleri ud over alle grænser. Det her får andre kommissionsundersøgelser til at ligne det rene vand.
“Min tillid til regeringen i det her er nul”
Hvilke konsekvenser mener du, at det her bør få for regeringen?
Nu skal vi afvente at kommissionen færdiggør sit arbejde. Der er fortsat utroligt mange dokumenter og centrale vidner og kronvidner, som vi endnu ikke har hørt fra. Dem skal vi selvfølgelig have på banen.
Samtidig synes jeg, at det er dybt bekymrende med de advokatundersøgelser, som i dag er kommet. Den viser jo, at Statsministeriet har været meget nølende med at ville udlevere noget som helst i sagen, og at Justitsministeriet har villet koordinere, hvad der kom frem.
Det lugter langt, langt væk.
Jeg håber, at kommissionen stikker spaden rigtigt godt i jorden, og det har jeg tiltro til, at den vil. Med det, der allerede foreligger, bliver vi bekræftet i, hvor stor en demokratisk skandale, der er tale om.
Sandheden skal på bordet, og det skal have konsekvenser. Min tillid til regeringen i det her er nul, siger Sophie Løhde til Indblik.
Mette Frederiksen skal afhøres til december
Torsdag startede de første afhøringer i Minkkommissionen, der indledte sit arbejde den 23. april 2021.
Kommissionen forventes i løbet af foråret næste år at have kulegravet minkskandalen og det grundlovsbrud, som regeringen gjorde sig skyldige i med sin ulovlige ordre om at aflive minkene.
Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.
Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.
Ifølge vidnelisten skal Mette Frederiksen afhøres den 9. december.
Indblik arbejder på at få en kommentar fra Statsministeriet til sagen.