Populær myte om præsidentdebat er afkræftet – men overlever

I årtier har medier fortalt, at tv-seere og radiolyttere havde forskellige opfattelser af debat mellem Nixon og Kennedy i 1960. Det er bare aldrig dokumenteret.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Der er en historie om tv-debat og amerikanske præsidenter, som handler om valget i 1960 og er fortalt til hudløshed i årtierne siden. Det hedder sig, at et flertal af de amerikanske vælgere, der så præsidentkandidaterne i tv, foretrak den unge og nydelige senator John F. Kennedy, mens radiolytterne fandt, at vicepræsident Richard Nixon gjorde det bedst.
Den udlægning er populær i tider som disse, hvert fjerde år op til præsidentvalg. Og det er ikke kun i tv, man kan se den udfoldet som et godt eksempel på betydningen af levende billeder. Her er et eksempel fra Berlingske, der sågar udnævner Kennedys tv-tække til udslagsgivende for hans valgsejr. Historien indgår i lærebøger og fremgår i skrivende stund af dansk Wikipedia om 1960-valget.
Klare metodiske problemer
Problemet er, at der slet ikke er substantielt belæg for historien. Det fortæller den amerikanske professor i kommunikation W. Joseph Campbell i sin myte-afdækkende bog ’Getting it wrong’. I sin gennemgang af fortællingen om 1960 læner han sig op ad en undersøgelse fra 1987, hvor forskerne fandt ud af, at datamaterialet er yderst tyndt og anekdotisk (‘The myth of viewer‐listener disagreement in the first Kennedy‐Nixon debate’ – af David L. Vancil og Sue D. Pendell).
Det centrale problem er fraværet af troværdige undersøgelser, der havde decideret fokus på at måle radiolytternes holdning til debatten. Kun en enkelt måling skilte det segment ud for sig, og den viste rigtig nok Nixon som vinder, men havde to væsentlige skavanker. For det første var der kun 282 input fra radiolyttere, og for det andet er det uklart, hvor repræsentative disse respondenter var. Det kan f.eks. have farvet tallene, at der var relativt flere radiolyttere i landlige egne, hvor republikanerne står stærkest, og folk måske foretrak Nixon på forhånd.
Dermed er konklusionen, at ingen troværdige data støtter den udbredte opfattelse. Det er selvfølgelig stadig lovligt at mene, at den nydelige Kennedy var bedst på tv. Det er nærliggende at tro på, der måtte være en forskel mellem at se ham og høre ham. Der er bare ikke noget til at underbygge det faktuelt, som historien ellers fortæller – og derfor skal man give agt, før man betragter det som historisk kendsgerning.
En skiftende opfattelse
Således gør Campbell gældende, at den moderne, almene opfattelse, at Kennedy vandt tv-debatten suverænt, ikke var udbredt i efteråret 1960. Gennem studier af datidens presse anføres i ’Getting it wrong’ en række eksempler, der viser en uventet sammensat opinion i tiden. Et eksempel blandt mange er, at tv-debattens ordstyrer, Howard K. Smith, faktisk fandt Nixons optræden den bedste.
Men hvis ikke vi kan konkludere noget med sikkerhed, og det blev afsløret allerede i 1987, hvorfor er den tvivlsomme historie så overlevet helt til vore dage? Fordi historien er plausibel og virker nærmest for god til ikke at være sand, siger W. Joseph Campbell. Den egner sig godt til at fortælle overordnede historier om Kennedy, Nixon og mediernes rolle.
En ekstra grund kan være, at 80’ernes demontering af myten fandt sted i et videnskabeligt tidsskrift og ikke rigtig nåede ud over rampen til etablerede medier. Det er foreløbig gået bedre for Campbell selv. Men også han må erkende, at der skal meget til at rokke ved en opfattelse, der først har bidt sig fast. Ikke mindst når medierne bliver ved med at reproducere den.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3812″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4829″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5905″][/vc_column][/vc_row]