Jovist er den personlige frihed ukrænkelig, og man skal ikke tvinges til at tage vaccinen. Men man bør huske på, at ens frihed kun går dertil, hvor andres begynder, skriver Venstres folketingsmedlem Marie Bjerre i dette debatindlæg.

Af Marie Bjerre, medlem af Folketinget for Venstre

Den 4. august lavede jeg et opslag på min Facebook-profil med overskriften “Ja eller nej til vaccinetvang?” Det gjorde jeg, fordi jeg var – og måske på enkelte stræk: stadig er – i tvivl om, hvorvidt der skal indføres et vaccinepåbud som led i at opnå flokimmunitet.

Opslaget affødte en del debat og misforståelser, og på den baggrund har Indblik spurgt mig, om jeg ville forfatte et indlæg, så jeg kunne uddybe mine overvejelser. Hermed et bud. 

Selv om overskriften på nærværende indlæg taler sit tydelige sprog, vil jeg – som følge af polemikken på Facebook – gerne understrege følgende fra begyndelsen: Jeg går ikke ind for et vaccinepåbud. Jeg går ikke ind for vaccinetvang, og som udgangspunkt er jeg modstander af både coronapas og -restriktioner.

Jeg er liberal og har således en naturlig skepsis over for begrænsninger i den personlige frihed og statslig indblanding. Af samme grund mener jeg, at det må være op til den enkelte og dennes samvittighed, om han eller hun vil tage imod vaccinen. 

Og netop samvittighed – og moral – er en vigtig del af vaccinediskussionen. Hvis ikke man tager vaccinen, bærer man nemlig lettere smitten videre, ligesom man er i større risiko for selv at blive syg og belaste det fælles sundhedsvæsen. At lade sig vaccinere handler således ikke kun om en selv, men om andre. I den forstand er vaccinationsspørgsmålet i visse henseender et moralsk anliggende. I hvert fald så længe man ikke er eneboer og agter at indgå i samfundet. 

Følgelig mener jeg, at det kan tendere egoisme, hvis ikke man vil tage vaccinen og bare gøre, som man plejer. Jovist er den personlige frihed ukrænkelig, og man skal ikke tvinges til at tage vaccinen.

Men man bør huske på, at ens frihed kun går dertil, hvor andres begynder. Og hvis man udsætter andre for smittefare, f.eks. ældre eller svagelige, måske fordi man ikke selv er i fare for at blive syg eller dø af COVID-19 – og derfor siger nej tak til vaccinen – er der risiko for, at man gør indhug i andres frihed.

I det lys er det ikke specielt samvittighedsfuldt at takke nej til at blive vaccineret, og på den baggrund kunne man opstille et argument for vaccinetvang. 

Den liberale filosof John Stuart Mill (1806-1873) – bl.a. berømt for det såkaldte harm principle – ville givetvis være enig i det ræsonnement. Som han skrev i On Liberty (1859), bør magt kun anvendes over for den enkelte i de tilfælde, hvor hans eller hendes handlinger skader andre(s frihed). Kun i de tilfælde, hvor andre pådrages skade (harm), skal staten intervenere. I alle andre tilfælde bør tvang og magtanvendelse undgås. 

Men hvor farlig er coronavirussen så? Udsætter man vitterligt andre for fare ved ikke at lade sig vaccinere? Og kræver denne fare, at der indføres decideret vaccinetvang? Det mener man åbenbart i Frankrig og Grækenland, hvor regeringerne har påbudt sundhedspersonalet at tage vaccinen, hvis de vil beholde deres job. Det mener jeg som sagt ikke er den rette vej. 

Til gengæld kan der ikke herske tvivl om, at coronavirussen er meget farlig. Det har vi forskningens og sundhedsmyndighedernes ord for. Sammenholdt med ovenstående overvejelser hælder jeg altså til den opfattelse, at man udsætter andre for fare ved ikke at lade sig vaccinere. 

Af den grund synes jeg, at man som udgangspunkt har en moralsk forpligtelse til at lade sig vaccinere. Slet og ret af hensyn til andre. Alligevel må og skal det være op til den enkelte og dennes samvittighed, om han eller hun vil tage vaccinen.

Jeg tror nemlig ikke, at vaccinetvang gavner noget som helst. Faktisk tror jeg, at tvang vil øge modstanden mod vaccinationsprogrammet i særdeleshed og de statslige myndigheder i almindelighed. Og sådan opnår vi ikke flokimmunitet. Desuden bør man undlade at udskamme dem, der ikke vil tage vaccinen. Det vil alene polarisere og skabe konflikt. Man bør snarere forsøge at indgå i rationel dialog med dem. 

Vejen frem må således være at appellere til (1) folks sunde fornuft og (2) samvittighed.

For det første må man henvise til videnskaben: COVID-19 er farligere end en almindelig influenza, vaccinerne er gennemtestede, godkendte og giver en god beskyttelse, og endelig er man mere tilbøjelig til at viderebringe smitte, hvis ikke man er vaccineret.

For det andet må man appellere til folks samvittighed: Kan man virkelig være bekendt ikke at lade sig vaccinere, hvis man vil indgå i samfundet på lige fod med alle andre? 

Givet coronavirussens karakter og argumenterne ovenfor, mener jeg, at svaret er nej.  

På den baggrund er mit håb, at så mange som muligt vil lade sig vaccinere. Men dette fromme håb skal ikke oversættes til vaccinetvang. Til syvende og sidst må det være op til den enkelte og dennes samvittighed at lade sig vaccinere.