Lisbeth og Olof Palme spadserer ad Sveavägen i Stockholmerkulden på vej hjem fra Grand Biografen kort før midnat 28. februar 1986. De har set “Brødrene Mozart”.

Statsministerparret kommer efter 6 min frem til pladsen foran Dekorima butikken (idag en Deli) i stueetagen på Skandias domicilejendom, hvorfra der via Tunnelgatan er adgang til en lang trappe op til den højere beliggende Luntmakargate. Foran Dekorima møder de en veltrænet mand i halvlang frakke.

Denne mand tilføjer Lisbeth et strejfskud i ryggen og Olof et dræbende skud mellem skulderbladene kl 23.18. Morderen efterlader sig de 2 projektiler, løber op ad trappen – og er aldrig med sikkerhed fundet.

Der er i omegnen af 30 vidner som ser drabsmanden flygte fra drabsstedet – enkelte ser også selve drabet. Disse vidner er ikke klar over hvem offeret er, da de hører skuddene. Men der var ingen hjælp til opklaringsenheden, til at afdække, at Säpo kørte en omfattende overvågningsoperation i området netop denne nat. Vedholdende rygter om at svensk forsvar har en årlig tradition, for at gennemføre en kontrolleret test af hvor tæt man kunne komme på Palme, er efterhånden afdækket nu 37 år senere.

Säpo gennemførte en omfattende udredning af den samlede Walkie-Talkie aktivitet på mordnatten. Der var så mange aktive enheder at bortforklare, så Säpo forsøgte at standse rapporten. Man valgte i stedet at bruge en antirussisk Säpo-operation under kontraspionchefens ledelse, offensivt, som samlet forklaring på al denne kommunikation. Det har krævet stærke nerver at lade en operation med en kvinde og 2 mænd på en natklub, forklare mørklægningen af samlet timevis af trådløs kommunikation. Men at døbe operationen Cosi Fan Tutte før det var offentligt kendt at Palme valgte at se Brdr. Mozart, forekommer selvsikkert i overlegent omfang.

Hvis det blev stresstestet hvor svært det ville være for specialstyrker at komme så tæt statslederen, at de kunne likvidere ham, så var det selvsagt meningen at operationen skulle aborteres før Olof Palme kom til skade. Der er en naturlig interesse for at få at vide hvem der har formuleret denne opgave. Og om den blev udnyttet til at dræbe Olof Palme – enten af de som officielt deltog i operationen, af de som kendte til overvågningen eller af en af de mange som havde adgang til politiets Walkie-Talkie frekvenser denne nat.

Ægteparrets færden var ikke så let at forudse, fordi den blev ændret og aftalt mundtligt, så for den onde hensigt, var overvågningen meget værdifuld.

Når staten modarbejder opklaringen af mordet på sin egen Statsminister.

Uanset om den svenske Statsminister blev dræbt fordi noget gik galt eller med fuldt overlæg, så havde det været betryggende, hvis Säpo havde hjulpet opklaringsenheden. Det forekommer troværdigt, at specialstyrkerne var tættere på Olof Palme den nat end de øvrige vidner. Men opklaringsenheden kunne ikke bryde Säpos mur af benægtelse.

Lad os vende tilbage til Sveavägen den kolde februarnat i Stockholm, og se om alle sten blev vendt. Og lad os indledningsvis se på offeret i skikkelse af den højtbegavede overklassesocialdemokrat, derefter på de mulige gerningsmandsprofiler og slutte med at se hvad vi har lært af at kravle ned i kaninhullet.

Palmedynastiet.

Palmedynastiet var i generationer et af Sveriges rigeste, og lille Olof voksede op i et palæ som idag huser en hel ambassade. Det var en familie hvor man meldte sig frivilligt til at bekæmpe kommunister, og formentlig fortsat anser Socialister for en kombination af SARS og Novichock.

Olofs’ far og farfar var topdirektører og majoritetsejere i Thule forsikringskoncernen, som blev fusioneret ind i Skandia. Olof blev dræbt foran koncernens hovedkvarter, og den store ejendom rummer et net af underjordiske flugtruter. De utallige, opsigtsvækkende løse ender som sagen har efterladt, svækker tilliden til retssystemet.

Olof i Amerika.

Olof taler 5 sprog flydende og tager sidst i fyrrerne til USA for at læse på Kenyon College i Ohio. Kenyon er en af CIAs foretrukne rekrutteringskanaler, og Oluf gør sig i den grad bemærket som en begavet elev. Uden at gå i detaljer, så opstår der tidligt i Olufs liv en tæt kontakt, forståelse og indsigt i forhold til CIA.

En klasseforræder.

Herefter kommer perioden hvor der vokser en socialdemokrat ud af denne Macron-lignende, begavede, arbejdsomme og belæste overklassedreng med det velsmurte mundlæder.

Olof får nyt job i forsvaret.

Tilbage i Sverige får Olof job i en af de helt nye efterretningstjenester (Finansloven tog højde for 9 forskellige spiontjenester efter krigen). Efter en neutral krigsperiode med næsten fri adgang for nazisympatisører som bekæmper kommunister i dyb sne og på bunden Østersøen, er der behov for at opbygge nye spiontjenester til afløsning af Almena Säkerhetstjenesten som blev nedlagt i 1946, som følge af en samarbejdsaftale med Gestapo. C-byrån og en række andre platforme fra krigen blev samlet under Tede Palm i T-kontoret, som først blev opslugt i 1965.

Indtil Snowdens afsløringer, havde Sverige et hemmeligt, direkte samarbejde med USA, hvor Sverige leverede info om Sovjet mm, mod at få ressourcer fra USA. På nogle stræk mere effektivt sammenlignet med et NATO-medlemskab. Men Svenskerne savner fortsat den afskrækkende effekt.

Olofs chef i forsvaret ved ikke helt hvad unge Palme laver, og det skyldes nok at Palme hurtigt påtager sig endnu et job.

Morakkeren Olof indleder en 24/7 indsats med at etablere en landsdækkende indhentningsorganisation. Olofs’ chef kan ikke redegøre for Olofs arbejde i tjenesten. Og det er der mindst 2 gode grunde til.

Den første grund hedder Tage Erlander, som inviterer den unge Palme på pyt i panna i Statsministeriet. Herefter er de 2 uadskillelige. Med ansættelsen i 1953 indledes et karriereforløb af de stejle. Olof varetager nu 2 heltidsstillinger på halv tid; Wingman for Erlander og specialmedarbejder i den nye militære efterretningstjeneste.

Den anden grund er, at Tage og Olof har aftalt at etablere en Stay Behind organisation i Sverige. Her er noget som man er nødt til både at lyve om og fortie på en gang. I det hierarkiske Sverige tilbage i halvtresserne siger man ikke statsministeren imod. Ingen har lyst til at stille Olof til ansvar for hans arbejde for militærets spiontjeneste. Den officielle forklaring går på, at Palme læser de internationale aviser. Og det gør han sikkert, men resten af arbejdet er hverken i overenstemmelse med loven, partiprogrammet, talerne hjemme i Stockholm eller de mange værdibaserede indlæg om transparens og ordentlighed i FN, som Palme resten af livet leverer imod bedre vidende.

En række kommercielle dækselskaber bruges til indhentning til spiontjenester.

Da PG Vinge bliver chef for Säpo i ’64, opdager han at AB Collector er dække for en fuldstændig illegal landsdækkende efterretningstjeneste. AB er en del af Stay Behind og platformen er opbygget med Olof Palmes godkendelse. Erlander havde indsat Palme til at repræsentere regeringen i etableringen af Stay Behind.

CIA er inde i varmen hos Palme, lige indtil han anbefaler at skifte til KGB.

Her er et land som stadig ikke er medlem af Nato, men som i tæt parløb med William Colby, der bliver CIA direktør i halvfjerdserne, etablerer Stay Behind i en mørklagt operation. Palme er fra starten af sin karriere en af de få politikere blandt demokratiske nationer (den politiske kontrol med spiontjenesterne i ex USA, Israel, Frankrig og GB forudsætter dyb indsigt for at kunne sammenlignes, men det står fast, at CIA straks efter krigen etablerede meget tætte relationer til Stockholm), som i realiteten har adgang til en personlig efterretningstjeneste. Palmes indsigt fra ’53 0g frem begrænses ikke til enten Svenske indenrigsforhold eller internationale efterretninger. Som det senere er tilfældet med opdelingen mellem Säpo og MUST.

Palmes holdningsmæssige rejse er forunderlig, fra han starter med at angive svenske statsborgere til CIA og etablere en palette af sikkerhedspolitiske samarbejder med amerikanerne, og så til at bede chefen for svensk kontraspionage, Fronstedt om at stå i spidsen for en udskiftning af CIA med KGB. Olle Fronstedt har være med på rejsen tilbage fra 1962, så det er op ad bakke at tvivle på hans udlægning.

Jeg deltog i valgkampen til EU-Parlamentet da vi fik at vide, at den svenske statsminister var blevet skudt. Det gjorde et voldsomt indtryk på os alle, og jeg har talt med svenske politikere og efterretningsfolk både før og efter mordet. Rigtig mange – også Socialdemokrater – sagde anonymt og på tomandshånd, at Statsministeren havde udviklet sig til en sikkerhedsrisiko.

Der var aldrig tvivl om kompetence og indsigt. Men der var bekymring for, at den retoriske selvglæde var blevet til et ekkokammer som var ude af kontrol.

Jeg tænker ofte tilbage på de tidlige firsere, hvor Palme lagde sig ud med alle fra Kurdere over Sydafrikanere til Amerikanere og Irakere. Vi kendte ham og forventede at han levede op til imaget. Palme blev i sin oppositionsperiode fra ’76 til ’82, brugt som fredsmægler og talsmand for FN i flere sammenhænge. Politisk interesserede fra hele verden kendte hans provokerende stil, og de færreste var overraskede. En del irriterede.

Sådan så hans mange svenske modstandere ikke på ham. De kom hen og undskyldte, de var bekymrede og de skammede sig.

Hvis udenlandske interesser har ønsket Palme fældet, så har det ikke været vanskeligt at finde svenske professionelle som ville påtage sig opgaven.

Palmes mørke side kommer til at præge Sverige i lang tid efter drabet på Sveavägen.

Undskyldningen internt hos Social-demokraterne er oprindelig en tro på, at magten i Sverige kun kan opretholdes ved at Socialdemokraterne overvåger og infiltrerer venstrefløjen. Svenske Socialdemokrater stod ikke alene med denne holdning.

Erlander og Palme tog officielt politisk afstand fra en sådan overvågning. Men som med så mange andre forbudte fordele, så blev etikken afløst af dobbelte standarder.

Tankevækkende at den journalist, Jan Guillou som har bidraget mest til at afdække Palmes skjulte Stay Behind rolle i Sverige, efter Palmes død, erkender at han selv har arbejdet for KGB. Jan forklarer at det var for at fremstille sin romanfigur Hamilton troværdigt. Jan red den moralske hest så hårdt op imod Palme, at det er værd at nævne, at den journalist som delte Olufs holdninger til Palestinenserne, og som samarbejdede med en kollega som var på lønningslisten hos en af de mørklagte svenske spiontjenester, selv var til salg. Så meget for “uafhængige medier” skrev en del svenske medier dengang om deres selvbevidste journalistkollega Guillou.

Rammerne for denne artikel tillader ikke en gennemgang af Oluf Palmes politiske karriere, men disse nedslag kan illustrere lidt af den verden som er nede i kaninhullerne:

• Palme havde bestået sin indenrigspolitiske manddomsprøve så tidligt som i ’67 med omlægningen fra venstre – til højrekørsel. Der adskiller han sig med længder fra profiler som Macron. Palme lyttede, han kunne overskue og lede så det skabte respekt. Hvis noget fældede ham, var det formentlig at han lod andre føle sig underlegne, og at han skjulte en enorm indsigt bag en falsk overflade.
• Palme var gennem mange år den repræsentant for et mindre medlemsland i FN, som fyldte mest i kampen mod apartheid og fattigdom mm. Det var ikke så meget valget af sager, som det var hans måde at udnytte intellekt og retorik til at provokere overalt, i en grad der gjorde ham til hadeobjekt hos tidens andre globale magthavere – særlig dem hjemme i Sverige. En slags Che Guevarra fra et af verdens rigeste lande.
• Palme havde aftalt officielt besøg i Rusland nogle måneder efter sin død, og flere end Svensk højrefløj var i oprør ved udsigten til at deres Statsminister ville sælge ud af det svenske arvesølv i Moskva. Den svenske elite vidste, at Palme havde foreslået at udskifte CIA med KGB som primær samarbejdspartner.
• Palme havde møde med den repræsentant for Irak som senere blev verdenskendt som komiske Ali. Mødet blev afholdt 28. Febr. 1986. På mødet blev Palme konfronteret med dokumentation for at Bofors havde solgt våben til Iran. Eftersom Palme var officiel fredsmægler mellem Teheran og Baghdad, udpeget af FN, så var hans humør rigtig dårligt til sit livs sidste frokost, fordi Bofors fuldstændig havde undergravet Palmes troværdighed som FN mægler. Palme svarede Irakeren, “at der var ved at blive udarbejdet en udredning”, men kongen af efterretninger, vidste at den ville blive ubrugelig, og han forsøgte at mægle uden at lægge kortene på bordet. Kun en stærkt revideret udgave ville komme til Irakernes kendskab.

Profil af en morder.

Efterretningstjenester har ofte forkærlighed for lone wolf profiler. Solisten som ud af det blå og uden hjælp fra sit netværk vælger at handle. Motivet kan være alt fra personlig vinding og holdning – til bersærk i en rus.

Opklaringsenheden forsøgte først at få offentligheden til at tro på at Christer Petterson var morderen. En socialt udsat borger med alkoholproblemer, som blev “genkendt i et line-up” af Lisbeth Palme. Problemet var bare, at Lisbeth allerede vidste, at den mistænkte havde et misbrugsproblem. Herefter var det let at kende den eneste i line-uppet med dårlige tænder, flossede negle og skadet hud – fra de veltrænede politifolk. Christer hadede ikke engang Palme, og sigtelsen smuldrede.

Der er saglige årsager til, at den tilfældige solist ikke er en realistisk profil. Disse blev forsøgt skjult af politiet, som rykkede mordtidspunktet 3 minutter for at give en morder mulighed for at komme på plads ved Dekorima butikken.

Men det som bekymrede den social-demokratiske Riksdagsgruppe ved at lukke sagen med en alkoholiker, var frygten for kritik af, at Palme havde ladet samfundets svageste i stikken.

Når drabet ikke er en afledt effekt af et røveri der kører af sporet, hvad er det så?

Så er likvideringen selve formålet og dermed overlagt mord. Alt peger på en gerningsmand fra specialstyrkerne med en professionel organisation i ryggen som løbende kan sikre, at verdens dyreste efterforskning kører af sporet. Det kræver ressourcer, og de fleste svenskere tror, at det er lykkedes i foreløbig 37 år. Og meget tyder på at sandheden dør med de som deltog.

Hvorfor kørte efterforskningen så meget af sporet, at et stort flertal af den svenske befolkning tvivler på, at den rigtige gerningsmand nogensinde bliver fundet.

Berøringsangst i forhold til Lisbeth Palme, som under hele sagen krævede og modtog særbehandling fra politiet, forsinkede opklaringsarbejdet. Det var tæt på at udløse et justitsmord. Da Christer Petterson endelig opgives, var der fortsat meget begrænset vilje til at sigte en svensk kollega i politi eller forsvar. Den detroniserede efterforskningsleder – Hans Holmer – var så utilfreds med sin efterfølger, at han fik overtalt Socialdemokraterne til at lave en ny privat efterforskningsenhed. Det hele ender med ulovlig våbenimport, i det som medierne har døbt Ebbe Carlsson-affæren.

Antikommunisme er en stærk driver for det svenske had til Palme, og hvis nogen forestiller sig at CIA skulle stå bag mordet, så ville motivet være det samme som i kampen mod KGB.

Sovjetunionen overlevede som bekendt kun 3 år mere efter mordet på Palme. I 1986 var Moskva så presset, at de intet motiv havde til at likvidere en demokratisk valgt politiker i et vestligt land. Og da slet ikke Palme som havde takket JA til et officielt besøg i Kreml med et, for Sovjet, meget spændende indhold.

Palme havde mange interne og eksterne fjender udover Svenskere.

• Kurderne udgjorde hovedsporet det første vigtige år, hvor efterforskningen lå i hænderne på topsocialdemokraten Hans Holmér. Der er aldrig fundet afgørende bevis, og Holmérs politisk begrundede fokus på Kurderne har spildt ekstreme ressourcer i den afgørende fase.
• Apartheidstyret i Sydafrika så Oluf Palme som en statsfjende i FN. Denne vinkel er blevet efterforsket af flere gange, uden at der er rejst sigtelse. Den er sagligt set mere relevant end Kurdersporet.

I denne artikel vil jeg lade de internationale fjender hvile. Der er stabler af interessant materiale på den globale vinkel, men i praksis har de snart 37 års mørklægning og afsporing af opklaringsarbejdet, formentlig krævet en ressourcestærk svensk organisering.

Säpo

Säpo var mere end 30 år om at erkende at man kørte en større overvågning i forbindelse med en mørklagt operation på mordnatten. Under de mange års efterforskning, nægtede de centrale Säpo-folk at lade sig afhøre. Der blev hvert år gennemført en test af, hvor let det ville være at komme tæt på den svenske Statsminister. Den nærliggende mistanke om at testen ikke blev standset i tide, eller at den mørklagte overvågning blev delt med f.eks Barbrogruppen eller andre specialstyrker, er aldrig blevet troværdigt belyst.

Herfra forlader denne artikel mordet på Oluf Palme, for at se på hvilken indsigt der venter de der forlader overfladen af vedtagne sandheder, for at få indblik i staternes mørklagte aktiviteter.

Formålet er ikke at finde den person som myrdede Palme. Fokus er på at forstå de motiver der kan animere nogen til at ønske noget så voldsomt, som det der skete i Stockholm tilbage i 1986. I jagten på motivet, ser vi derefter på den type person eller organisation, der er forudsætningen for at gennemføre drabet og derefter sikre sig imod opdagelse.

Ret og konspiration.

Når myndighederne lukker komplicerede sager uden at få ansvaret afdækket, så giver det grobund for mistillid til retssystemet og føder konspirationsteorier.

Falske spor.

Det første er alvorligt, mens det sidste ofte er et led i efterretningstjenesternes mørklægning. Hvis staten og sikkerhedstjenesterne ønsker en sag lukket med en ganske bestemt konklusion, så er det effektivt at drukne efterforskningen i falske spor.

Ressourcefulde spiontjenester placerer ofte en eller flere ønskede gerningsmænd som er framed til at blive opdaget og tage ansvaret i sager, som ikke kan holdes skjult for offentligheden.

Christer Petterson var måske et, og sigtelsen blev opgivet.

Selv om kun få forstår de juridiske spidsfindigheder, så har befolkning og medier en ganske god fornemmelse for hvornår der ikke er mere at komme efter. Når tvivlen nager hos flere end forsvarsadvokaterne, selv efter en årrække, så det ofte velbegrundet.

Vejen til kaninhullerne.

Hvis man har lyst til at dykke ned bag nationalstaternes vedtagne sandheder, så er der er et væld af skreven litteratur, dokumentarfilm og fremragende pod cast, som kan give et indblik i og forståelse for efterretningstjenesternes arbejde.

Jo længere tid der er gået siden hændelsen, jo mere dokumentation bliver frigivet. Og nok så vigtigt: jo flere af de involverede har mod til at bryde tavsheden.

Der er så meget viden og indsigt at hente nede under overfladen, at jeg vil advare om, at det kan være vanskeligt at komme op igen…