[vc_row][vc_column][vc_column_text]Behovet for privat sygepleje vokser i Danmark. Stadig flere ønsker supplement til den pleje, som det offentlige yder. Firmaet My Nurse er vokset fra en til 25 sygeplejersker på kort tid. ”Vi kan lære af udlandet”, siger stifter, der var først med kviktest af corona herhjemme.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net
Danskerne har et voksende behov for privat sygepleje, som stadig flere private sygeplejefirmaer nu går ind og dækker.
Det kan være demensramte, terminale patienter eller kræftpatienter, der har brug for særlig pleje, som supplerer den offentlige hjælp. Men det kan også være virksomheder, som understøtter medarbejdere, der skal aflastes for pleje af en syg slægtning, så de bedre kan koncentrere sig om deres arbejde.
Det er et marked, som ikke i dag dækkes af det offentlige. Men som godt i højere grad kunne dækkes, hvis sygeplejearbejdet blev organiseret bedre, hvis ikke faggrænser gjorde arbejdet mere besværligt end nødvendigt og hvis det danske sundhedsvæsen i højere grad lod sig inspirere af, hvad der fungerer i udlandet.
Det mener sygeplejerske Bettina Beck Huniche. Hun driver nu på femte år det private sygeplejefirma My Nurse, som beskæftiger 25 sygeplejersker, der alle har mindst 15 års erfaring.
En privat sygeplejetime hos My Nurse, der er autoriseret af Styrelsen for Patientsikkerhed, koster 560 kr. For den pris får man en sygeplejerske, der på en-til-en basis yder pleje ud fra helhedsvurdering af, hvad patienten har behov for. I nogle tilfælde kan ydelsen finansieres via patientens sundhedsforsikring.
Danmark bør lære af Singapore
Bettina Beck Huniche er uddannet som sygeplejerske i Danmark i 1998. Men hun har arbejdet ti år i sundhedssystemet i Singapore, som hun mener, at vi kan lære ganske meget af. Det fortæller hun i et interview med Indblik, hvor hun også gør sig nogle tanker om, hvordan personlig en-til-en sygepleje kunne organiseres bedre i Danmark med de ressourcer, der er til rådighed.
Sundhedsvæsenet i Singapore er delvis forsikringsbaseret. Alle privatansatte screenes inden de får en sundhedsforsikring. Men ved siden af er der et offentligt sygehusvæsen, som tager sig af alle de borgere, som ikke er på arbejdsmarkedet og som kvalitetsmæssigt er fuldt på højde med de private hospitaler.
– Screeningen af alle, der ansættes, betyder, at der kan sættes tidligere ind over for potentielle sygdomme. Samtidig indebærer det forsikringsbaserede system, at der ikke som i Danmark er lange ventelister i det offentlige sygehusvæsen, fortæller Bettina Huniche.
Hun peger samtidig på, at faggrænserne i Singapore er mere smidige. Det gør det lettere at behandle patienter ud for et helhedssyn.
Holistisk tilgang er vejen frem
Den samme holistiske tilgang betjener My Nurse sig af i Danmark.
– Vores medarbejdere udfører enhver form for sygepleje. Men de går også tur med patienten, eller støvsuger, hvis det er det, der er behov for. Det kan synes uhensigtsmæssigt ud fra en økonomisk betragtning, men det er det reelt ikke. Når man som sygeplejerske går tur med en patient, går man ikke bare tur. Man observerer patientens vejrtrækning, motorik, humør og adfærd og får dermed et bedre billede af, hvordan patienten fungerer, og hvad der er behov for. Når man hjælper med støvsugning, hjælper man en patient, der måske har haft et hoftebrud, til at bevæge sig hensigtsmæssigt, så hun undgår nye brud, når hun selv skal støvsuge igen.
Bettina Huniche understreger, at My Nurse har et godt samarbejde med det offentlige.
– Vi er der som et supplement til det, som det offentlige yder. Vi respekterer de offentlige ansatte sygeplejersker og sosu-assistenter. De gør alt, hvad de kan, men har måske ikke altid tiden til at gøre alt det, de gerne ville. For os handler det om, at patienten får det bedre ved at stille en pleje til rådighed, som det offentlige ikke kan levere.
Hun afviser, at det kun er ”de rige”, der bruger den private syge pleje.
– Alle mennesker har behov for det vi kan tilbyde. Stadig flere betragter privat sygepleje som en omkostning de ønsker at afholde på samme måde, som de holder deres bil ved lige ved at køre den til service.
Var først med kviktest
Bettina Huniche kunne godt ønske sig, at det offentlige sundhedsvæsen var mere lydhørt overfor, hvad de private virksomheder som My Nurse kan tilbyde.
Hun peger på sine erfaringer med corona.
– Vi har siden august skullet sikre os, at vore sygeplejersker ikke selv var covid-smittede, når de kommer ud til klienterne. Vi fandt allerede i sommer en kviktest, som var særdeles pålidelig.
– Den har vi tilbudt en lang række virksomheder, der skulle holde sig i gang. Vi og andre kunne også have leveret kviktest til plejehjem, skoler, institutioner og sygehuse allerede i august. Men det ville myndighederne ikke vide af. Der var stor skepsis over for kvikkest, som man mente var mindre pålidelige end en PCR-test. I dag viser resultaterne, at de to test-former er næsten lige gode. Men i Danmark er det som om vi ikke stoler på udlandets erfaringer. Vi tror vi ved bedre, og det er ærgerligt, siger Bettina Huniche.
Landsdækkende service
Bettina Huniche fortæller, at My Nurse organiserer patientplejen via såkaldte familieteams.
Når der indgås en aftale med en patient, stilles der en målsætning op for, hvad patienten skal opnå og der evalueres løbende på fremskridt. En sygeplejerske fra My Nurse er typisk hos patienten i tre timer af gangen. Her foregår pleje, genoptræning, rådgivning og hvad patienten i øvrigt har behov for.
My Nurse er landsdækkende, men Betina Huniche ønsker ikke, at virksomheden skal vokse i et højere tempo end det kan lykkes at tiltrække kvalificerede medarbejdere.
Hun får mange henvendelser fra sygeplejersker, der ønsker at arbejde for My Nurse, men hun rekrutterer helst via mund til mund metoden for at være sikker på, at medarbejderne leverer de ydelser My Nurse lover kunderne. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]