”At skue det himmelske lys” står der over døren til Københavns Universitet på Vor Frue Plads i København. Og så illustreres det af en ørn, der skuer mod lyset som symbol på menneskets erkendetrang og sandhedssøgen.

Århus Universitet valgte lidt i opposition til Københavns Universitet et mere jordnært motto, nemlig ”at søge i dybet det solide” (Solidum petit in profundis).

De fleste universiteter har mottoer, hvor i indgår sandhed, frihed, lys og viden. ”Sandheden skal gøre jer frie”, står der over Freiburgs universitet i Sydtyskland, som er et bibelsk citat.

I dag synes det som om, at meget aktivitet på universiteterne er besat af en anden dagsorden end at søge sandhed. Det er i hvert fald påstanden i Torsten Skovs Pseudoforskning, 20 essyas til forsvar for videnskaben (Forlaget Multivers, 242 sider, lige udkommet).

Bogen er en bombe under store dele af universiteternes forskning. Spørgsmålet er om den kommer til at detonere. Jeg tror det desværre ikke.

Torsten Skov er læge, ph.d., forsker og har sat sig for at vurdere brudstykker af den forskning eller de evidensbaserede undersøgelser, som præsenteres for offentligheden. Og rigtig meget kvalificerer sig ikke til at være viden efter gængse kriterier for god videnskab.

Meget ofte overfortolkes videnskabelige arbejder hæmningsløst, enten af forskeren selv eller mere ofte af andre aktører, som journalister, NGO’ere, politikere og aktivister. Torsten Skov er gået ind i baggrundsartiklerne og finder ofte manglende belæg for konklusionerne.

De fleste artikler og undersøgelser, som skulle bevise eksistensen af ubevidste fordomme eller implicit diskrimination holder ifølge Torsten Skov ikke vand. En berømt ”orkesterundersøgelse” skulle påvise, at kvinder diskrimineres til poster i orkestre, men ifølge Skov er det ikke tilfældet ud fra de givne data. Data viser ikke, hvad forskerne mener, at de viser. Der er ikke videnskabelig evidens for, at der forekommer implicit bias ved udvælgelsen af orkestermedlemmer. Ifølge Skov fremføres der systematisk ugyldige argumenter, som giver fordrejede forskningsresultater. Og emnet er dybt kontroversielt, nemlig om der sker en diskrimination af kvinder i samfundet, ikke retligt og bevidst, men ubevidst og implicit. Og det gør der jo nok, men som Skov siger, viser ingen af de gængse undersøgelser, der skulle vise det, at der foreligger diskrimination.

Det samme viste Henning Bech og Mehmet Necef i bogen Er danskerne racister?: indvandrerforskningens problemer (2012) med hensyn til mulig diskrimination af indvandrere.

Men de fordrejede resultater har allerede skabt en virkelighed, nemlig et kæmpeapparat i samfundets institutioner for at komme det til livs, som ifølge Skov ikke findes (altså findes med de gængse videnskabelige metoder for at fastslå det). Paraply-organisationen for de bedste universiteter i Europa (League of European Research Universities, LERU, som Københavns Universitet er med medlem af) bygger på falske resultater ifølge Skov. ”Hver gang man går tilbage til originallitteraturen, viser den noget andet, end den citeres for”. Og så handles der ud fra det falske resultat, når der jages løs efter ubevidst diskrimination og opbygges et apparat til at imødegå det ved at promovere kvinder – fordi de er kvinder.

Hvis Torsten Skov har ret, er det en kæmpeskandale. Bogen er en atombombe. Men eksploderer den?

Et andet område er omfanget af hadefulde ytringer i offentligheden. Her viser undersøgelser fra Institut for Menneskerettigheder, at konklusionerne om at kvinder chikaneres i offentlig debat i en sådan grad, at det udgør et demokratisk problem, ikke stemmer med samme undersøgelses data, ifølge Skov. Konklusionerne strammes gevaldigt i forhold til, hvad data kan bære.

Det samme gælder, mere alarmerende, NATOS afdeling for strategisk kommunikation, StratCom, som har lavet en undersøgelse om politisk motiverede nedsættende ytringer. Også her konkluderes alt for vidtrækkende i forhold til data. Men også definitionen af ”nedsættende” er misvisende, ifølge Skov, for hvis en politiker, der erklærer sig for feminist, på sociale medier kaldes ”feminist”, registreres det som nedsættende tale. Hvad må man så sige? Resultatet ender med at legitime politiske forskelle skal bortcensureres. Som Skov skriver, ville NATO´s undersøgelse udløse et ramaskrig, hvis den blev brugt overfor den skrevne, frie presse, men der var ingen kritisk omtale af rapporten i danske aviser, som uden at stille spørgsmål viderebragte de alarmerende budskaber.

Det samme gælder f.eks. omtalen i medierne af illiberale demokratier (mit eksempel, ikke Torsten Skovs), hvor det associeres med noget meget demokratifjendtligt, men logisk set svarer det til at ville bortcensurere og bekæmpe alle andre holdninger end liberale. Så må man ikke mere være socialist eller konservativ og bruge demokratiet som ramme til at arbejde for socialistiske eller konservative værdier. Hvad der hidtil har været ganske legitimt i Europas efterkrigstidshistorie. Måske foregår der udemokratiske tiltag i ”illiberale demokratier”, men så må tiltaget beskrives tydeligt. Konrad Adenauer, Charles de Gaulle og Winston Churchill sikrede demokratiet i efterkrigstidens Europa, men ingen af dem var liberale.

Kønsforskning er et andet emne, som Torsten Skov tager op. Han har læst guruen i kønsforskning, Judith Butler, ophavskvinden til dekonstruktionen af kønnet, og finder det uvidenskabeligt. ”Det er lykkedes i den forstand, at et er blevet almindeligt at konstatere som en given sag, at kønnet – det sociale såvel som det biologiske – udelukkende er sociale konstruktioner. Når man har en vis biologisk indsigt, undrer man sig over ideen overhovedet har gang på jord. Enhver kan se, at den er urigtig”.

Grunden skyldes, at videnskab bliver brugt propagandistisk, ifølge Skov. Butler har ingen hensigt om at erkende verden og argumentere for sin indsigt og viden gennem reference til fælles, iagttagelige data. Hun skriver vagt, spørgende og med hypoteser, som hun ikke besvarer, men som af uransagelige grunde etablerer sig som dogmer og fakta.

Skov tager også fat på Woke moralisme, eller som han fint præsenterer den: en animistisk genkomst, hvor strukturer ses som besmittede eller beåndede. Der postuleres en ubevidst, besmittet diskrimination eller racisme overalt i samfundet, fra ispinde til mordere, som om vi alle trækkes rundt i et dybt sort hul af ubevidst synd. I virkeligheden kan tidens tendenser næppe beskrives adækvat uden at se det som surrogat-religiøse forestillinger, men det ligger udenfor forskeren Torsten Skovs område. Hans målestok er den klassisk videnskabelige, og det er også bedst sådan.

Særlig interessant er Skovs selvreference-argument mod socialkonstruktivismen, som hævder, at der ikke findes noget køn eller identitet, det er alt sammen skabt af samfundet, men som alligevel ikke kan undslippe en biologisk essentialisme i sin argumentation. Hvis mennesker handler ”racistisk” (hvad uden tvivl forekommer), må teorien alligevel mobilisere en ”ikke-racistisk essentialisme” for at kunne kritisere eller postulere et racistisk motiv. Ellers er der ikke noget korrektiv.

Ellers er vi tilbage til Pontius Pilatus, der spørger Jesus: hvad er sandhed? Og med den underforståethed, at det nok ikke findes eller ikke betyder noget i forhold til sværdmagten. Hvis alt er dekonstrueret, er der næppe nogen sandhed tilbage. Så er alt relativt.

Det skammelige, som Skov også attakerer er, at universiteterne i Danmark og i Vesten, er gået forrest i at gøre falske resultater og fordrejede konklusioner til sandheder. I den klassiske universitære verden, ja, hele den videnskabelige tradition i Europa, bygger på at der findes rationelle metoder til at finde ud, hvad der viden og ikke-viden, sandt eller falsk. Ikke dikotomisk, men graduelt i en proces, der udskiller det falsificerede, og fastholder det foreløbigt rigtige – i en permanent rationel diskurs. Vi søger sandheden, i himlen eller i dybden, og sandheden skal gøres os frie.

I stedet har nye vidensformer eller epistemologier trængt sig på, som bygger på positionel viden, altså at nogle mennesker har en særlig indsigt, som ikke kan komme andre til del. Undertrykte ved noget, som undertrykkere ikke kan vide. Sorte ved noget, som hvide ikke kan erkende. Kvinder har en indsigt, som mænd er udelukket fra. Hvis det var følelser og intuitioner, er det sikkert rigtigt, men det drejer sig om videnskabelig erkendelse. Og videnskabelige erkendelse har altid været defineret ved dens karakter af at kunne efterprøves rationelt. Videnskab er om noget her i verden kønsløst og farveløst, fordi det angår den fællesmenneskelige fornuft, som overskrider alle partikulariteter. Men det er denne videnskabens karakter, som angribes i dag. Og fra universiteterne selv.

”Universiteterne skulle være de institutioner, som gik forrest i at skelne mellem skidt og kanel. I stedet går de forrest i at udbrede en epistemologi, som umuliggør at skelne mellem skidt og kanel.”

Det er i sandhed skræmmende.

Torsten Skovs bog burde være en saltvandsindsprøjtning til det akademiske miljø i Danmark. Det er flot og fornemt, at han har gidet at læse al den litteratur og gennemgået al den statistik, som vi andre blot må acceptere mediernes udlægning af.

Men jeg tror desværre bogen makuleres åndeligt og især på universiteterne. For som han skriver:

”Alle har deponeret deres videnskabelige integritet til fordel for politisk korrekthed”.