Putin leder efter udgangen

Putin er ved at køre fast i annekteringen af Ukraine, og han er smertelig bevidst om, at det kan koste ham selv livet, hvis han indkasserer nederlaget.
Hør artikel

Derfor søger den russiske leder efter enhver mulig udvej. Og før vi afviser hans forvanskede tankeverden, bør vi erkende at de færreste forudså invasionen, og endnu færre har en idé om hvordan vi får standset myrderierne igen.

For mange venner.

Putin indledte den særlige militære operation til en symfoni af rygklapperinformationer. Forestillingen om at de Z-bemalede militærkøretøjer ville blive modtaget, som da Montgommery vinkede til Københavnerne fra åben vogn, er nu endt i den menneskelige kødhakker.

Fra Putins synspunkt har forestillingen om en sejr på knock out fortonet sig, og en forhandlet løsning virker heller ikke som en mulighed. Som de fleste seriemordere, vender Putin tilbage til sin signaturmetode; den uofficielle våbenstilstandslinie, hvor de mange modstridende interesser druknes i en kold krig – flankeret med en kæde af fredsbevarende styrker.

Modellen er gennemtestet i Sydossetien, Transnistrien og Nagorno-Karabakh. Lige til at kopiere ind i de russiske historiebøger som levende trusler orkestreret fra Vesten.

På mange måder er det en tiltalende løsning for Kreml. Ukrainerne ville aldrig kunne leve med en aftale som ikke leverede Krim tilbage, og ingen ville alligevel stole på en fredsaftale med Putin.

Men vigtigst for Russerne er 2 ting; Kreml har ikke indkasseret et nederlag, og løsningen efterlader en militært bevogtet frontlinie mod Nato inde på Ukrainsk område.

Ikke så ringe endda, alternativet taget i betragtning.

Putin har selvsagt ikke opgivet drømmen om en sejr, og han har stjålet så meget fra staten, at alene det økonomiske tab vil være så mastodont, at motivationen til at lande en kold krig for at undgå et nederlag, er overvældende.

Som om det ikke er tilstrækkeligt, så har Putin konstant sværdet hængende over sit hoved. Svaghed, fejl og nederlag får æggen til at kløve den lille mands tyndhårede isse.

Førstehjælp.

Den russiske førstehjælpskasse i kampen mod Ukraines popularitet er ikke dyb: han skal finde venner i EU27 kredsen – aspiranterne kunne være Ungarn, Italien, Tyskland og oppositionen i Frankrig m. fl.

Og i resten af verden; her kunne emnerne være fredsaktivister og isolationister i USA, Hviderusland og de øvrige lydstater, Kina, Iran, Indien, Saudi og de mange som forsøger at fastholde neutralitet og blinde øjne.

Kremls udfordringer.

De europæiske værktøjer har været flittigt benyttet i kampen om energien, og relationerne til Kina og Indien har taget presset af EU-sanktionerne, men Nato-landenes våbenstøtte er ikke knækket.

Blod og ære.

Måske betyder menneskeliv ikke helt så meget i Kreml som i Washington og Bruxelles, men det gør til gengæld æren på slagmarken. Og den skyldige i våbeneksporten bor på Pennsylvania Avenue. Han er hovedfjenden, han er gammel, han har sociale problemer hjemme i USA og han har lige mistet flertallet i Repræsentanternes Hus.

Putin havde forventet en rød sunami ved Midtvejsvalget. The Grand Old Party ville få en landslide sejr over de svækkede Demokrater. Inden vi ryster på hovedet over Putins naivitet, bør vi igen huske at flertallet af Vestlige medier havde samme høje forventninger til de røde elefanter med MAGA merchandiset i spidsen.

Putin har stor sympati for dele af Trump kampagnen, ikke mindst America First henvisningen til den isolationistiske kommité med Charles Lindbergh i spidsen, smelter stålhjerterne i Kreml. Hvad kunne være smukkere, end hvis begge partier valgte at nedprioritere våbenleverancerne til Kiev til fordel for velfærd til amerikanerne?

Gaetz blev siddende.

Tanken er ikke fuldstændig ubegrundet. Mens Europæerne frydede sig over de stående ovationer rettet til Zelensky i Kongressen den 21. December, så kunne Kreml lune sig over at det Republikanske medlem Matt Gaetz og hans mest aggressive støtter demonstrativt blev siddende.

Florida-politikeren har været den agressive talsmand for The Taleban 19, som blokerede i 14 dramatiske og ydmygende afstemninger, indtil en 15. afstemning en sen fredag endelig gav Kevin McCarthy den tredievigtigste amerikanske post. Man kan mene, at kun hvis præsidenten skal erstattes, er vicepræsidenten vigtigere end husets flertalsleder.

Hvordan kan en intern oppositionsgruppe hos Republikanerne opnå så meget magt, at de kan blive udslagsgivende for vidtrækkende beslutninger?

Det tyndeste mandat.

Simpelthen fordi det er lykkedes for Matt Gaetz’ stormtropper, at blive tungen på vægtskålen. De har kynisk og strategisk dygtigt udnyttet deres position så hårdt, at hvis bare et medlem hos Republikanerne ønsker at fjerne McCarthy, så skal han vinde en tillidsafstemning for at overleve. Tyndere mandat gives næppe i noget parlament.

Den interne terrorcelle.

Det Republikanske flertal framer deres 20 partifæller med den klædelige Taliban-titel, fordi de i virkeligheden hader “Washington sumpen” mere end de hader deres politiske modstandere. Og Kevin McCarthys historik vidner om en magtpolitiker, som har indtaget en hel række internt modstridende synspunkter for at klynge sig til magten. Den slags udløser kun hån, hos de 20 ultrahøjreorienterede politiske renovationsarbejdere, som er kommet til Washington for at “dræne sumpen”. Det hører med til historien, at Donald Trump forgæves  forsøgte at tale sine agressive tropper til fornuft under deres Never Kevin-blokade.

Hvad har McCarthy betalt?

Vi får formentlig aldrig den fulde sandhed om hvor meget Kevin McCarthy har betalt sin interne Taliban-gruppe for at få lederposten.

Men vi ved, at der er enighed om at bruge gældsloftet til at skabe kontrol med budgettet. Det er klogt af Talibanerne, at anvende dette effektive værktøj til at stække præsidenten. Husk hvordan andre Demokrater som Bill Clinton og Barack Obama var tæt på at miste modet, da Republikanerne stækkede deres magt med den politisk knibtang, hvis kæber rammer finansiering og ideologi på en gang.

Republikanerne kan ikke forhindre Biden i at holde heroiske taler i Kiev og Bruxelles, men de kan i praksis gøre det meget vanskeligt at indfri tilsagnene om støtte. Og jo tættere vi kommer på præsidentvalgkampen, jo mere behov er der for at sikre de vælgernære funktioner, som befinder sig under samme gældsloft som Ukraine-støtten. Her stækkes prærogativerne i Det Hvide Hus, og vi rammer Putins musiksmag.

Kamæleonen overlever.

Amerikansk isolationisme tager farve af omgivelserne, og formår dermed at overleve og vækste.

I 1940 forenedes erhvervsinteresserne hjemme i Nordamerika med frygten for at miste USAs sønner på slagmarker de ikke kendte navnet på. Dengang havde isolationisterne bred opbakning fra Ford til Lindberg.

Under Vietnamkrigen blev den isolationistiske fane båret af Venstrefløjen, og nu hvor Trumpisterne har overtaget fanen, har den fået en mere polemisk vinkel. For nu bliver den klare idé om at afstå fra indblanding i andre nationers forhold, erstattet med ønsket om at flytte fokus fra Ruslands overfald på Ukraine, og til Kinas opbygning af politisk og kommerciel stormagtsstatus.

Isolationismen bruges kun som et skin, for at få isolationisternes støtte til at gennemføre America First strategien også på det udenrigspolitiske område. Nu handler det om at koncentrere alle ressourcer om at nedkæmpe USAs farligste internationale udfordrer. Europæerne må tage ansvaret for deres egne konflikter.

Tidslinien fra Atlanterhavet til Stillehavet.

De fleste amerikanske beslutningstagere ser sig selv som stående med ryggen til Atlanterhavet og den europæiske fortid. Ansigtet er vendt imod Stillehavet, hvor Kina er vokset til en truende global fjende.

Under den kolde krig nød hadet til Verdenskommunismens ledelse i Sovjetunionen bred opbakning. Europæerne har investeret i sygeplejersker fremfor i soldater og opbygget en velfærdsstat, fordi USA garanterede fred og frihed gennem Nato. Det kan ikke komme bag på Europæerne, at vi må tage større ansvar for vores egen sikkerhed.

Uden A-våben var Rusland fortid.

Idag vurderer amerikansk højrefløj Rusland helt anderledes. For det første udgør Rusland ikke nogen økonomisk og kommerciel udfordring, og for det andet er der opstået en machoinspireret respekt, for den måde Putin bruger kirken og kapitalismen, til at styrke sin egen familie og sin egen nation. Han samler hadet omkring homoseksualitet, abortrettigheder og militærnægtere. MAGA folkene mener, at enhver nation har ret til at kæmpe for sine egne nationale interesser. Således også russerne.

Fredsaktivisterne og isolationisterne.

Skal der virkelig skabes glæde i Kreml, så skal Demokraternes venstrefløj også aktiveres. Det bliver lettere jo tættere vi kommer på præsidentvalget i ’24.

Hidtil er det lykkedes Biden at slå ned på fredsaktivister og folk som vil hente våbenpenge hjem for at hjælpe sårbare amerikanere. Demokraterne har en stærk Venstrefløj, som slår sig stadig hårdere i tøjret.

Uroen i partiets bagland er farligt for præsidenten, fordi det udenrigspolitiske prærogativ traditionelt er en redningskreds for en lammet præsidentkampagne.

Såret som aldrig heler.

Foreløbig har Joe Biden bred opbakning til at hjælpe Ukraine i kampen mod Rusland, men krigstræthed, pengemangel, ønske om at satse på Kina og ønske om at udstille præsidenten som “lame duck”, er det brændstof som kan bruges til at dæmpe den amerikanske støtte til Kiev.

I Putins forbitrede og jaloux sind, må krigen i Ukraine kun afsluttes med Russisk sejr.

Er det ikke muligt, er konflikten nødt til at ligge som et åbent sår som begge parter vogter over.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?