Det har været en tendens længe i dansk politik, og nok længere end mange decideret vil erkende – nemlig denne her kamp mellem land og by. Og nu karakteriseret ved et helt nyt parti fra Støjbergs side – Danmarksdemokraterne, der betinger sin politiske gøren på geografiske og demografiske opdeling. Støjberg udtaler selv, at partiet efterlyser øget politisk fokus på Danmark uden for København. Det gælder for eksempel på sundhedsområdet, i virksomhedernes vilkår, i produktions-Danmarks muligheder omkring den grønne omstilling og i borgernes almindelige hverdagsliv. Det som hun selv referer til som borgerlig snusfornuft.

Danmark er som Inger Støjberg siger; ” Et for lille land til for store forskelle”. Er timingen – med Dansk Folkepartis nedbrud – perfekt? Hvad vil det præcis gøre ved den borgerlige blok, i samspil med især Lars Løkkes Moderaterne? Kan det redde højrefløjen eller bliver en forlænget ørkenvandring?

En historisk tendens til at vinde vælgersegmenter

Historisk set, har den danske opdeling af vælgerne aldrig været decideret betinget af geografiske områder. Trods vi altid har kendt til storbyernes urbane tendens til at være overvejende venstreorienterede, og landmændene som højreorienterede. Så har det mere befundet sig i en genkendelighed med erhverv/beskæftigelse, klasse, uddannelse og andre præferencer. I klassisk forstand, kunne man lettere karikeret se den store opdeling i landmændene placeret i det liberale Venstre, arbejderne i Socialdemokratiet, akademikerne/lærerne i Radikale Venstre, og overklassen hos de Konservative.

Noget som i høj grad har ændret sig, og med velstandsstigninger og generelt højere uddannelsesniveau blev vælgeren sat mere fri, til fordel for at dyrke en mere ophøjet politiske overbevisning. Frem for at tænke sine egeninteresser i form af det kollektiv, man nu engang befandt sig i, kiggede man nærmere mod en individuel præference, der betingede sig af ens egne erfaringer, forhold og tanker om verden. Selvom det stadigt er muligt at lave disse mange meningsmålinger, som stadig viser generelle tendenser hos bestemte vælgersegmenter, så er de præget af en højere grad af diversitet end tidligere.

Dog lader det til, at man i den partipolitiske verden, specielt i nyere tid, gerne vil spille sig ind i disse generelle forskelle, for at isolere og vinde bestemte vælgersegmenter. Bare kig på Liberal Alliances catering til bilejere, SF til pædagoger og sygeplejersker, Konservative til de grønne erhvervsledere og Socialdemokratiet til de nedslidte og ældre – som mere eller mindre til tider minder om lobbyorganisationer.

Danmarksdemokraterne spiller sig ind i en veletableret strategi

Selvom Støjbergs nye projekt er meget klart i sin profil og nok vil finde et stort spillerum i dansk politik, med massere potentielle vælgere, så er dette ikke et nybrud. I stedet vil det nok nærmere kunne karakteriseres som opfølgning på den retning og initiativer, der fra Venstre og Socialdemokratiet allerede er lagt. I et forsøg på at imødekomme den massive vælgertilslutning som Dansk Folkeparti fik ved folketingsvalget 2015 – hvor partiet fik over 20 procent af vælgerne – både i kølvandet på flygtningekrisen og opstandelsen mellem land og by – iværksatte flere decentraliserings- og udflytningsplaner.

Initiativet ligner mere eller mindre en forlængelse af den tidligere venstre-ledede regerings udflytningsplan ”Bedre Balance”, hvor man i 2015 annoncerede at flytte knap 3.900 statslige arbejdspladser fra Hovedstaden og ind i resten af Danmark. Her lød ambitionen at rykke statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, med den argumentation at de var mere retfærdigt og ville skabe mere aktivitet rundt om i landet. Det blev fuldt op af den nuværende socialdemokratiske regering ved ”Tættere På – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”, om at udflytte en stor andel af uddannelserne, som normalt er placeret i de større byer. Her forlyder det fra Uddannelses- og forskningsministeriet at Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om flere og bedre muligheder for at tage en uddannelse i hele Danmark. En aftale som har til hensigt at indføre et nyt regionalt taxameter og en 2030-målsætning om højere optag uden for storbyerne og lavere optag i de største byer.

Dermed forekommer Støjbergs projekt ikke som et bestemt nybrud, men i højere grad at tone rent flag. Da de andre partier har for øje at balancere forhold mellem de store byer og bevare en stærk vælgertilslutning i både land og by. Noget som Socialdemokratiet har haft problemer med ved især det seneste kommunalvalg, hvor man fik en større vælgerlussing i de store byer – man gik ca. 5 procentpoint tilbage. Samme problem som Venstre har sloges med siden Lars Løkkes afgang, hvor personer som Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pind, Jan E. Jørgensen, og Tommy Ahlers har haft deres opbakning hos by-venstre og Eva Kjer Hansen, Ellen Trane Nørby, Troels Lund Poulsen og Preben Bang Henriksen definerer Venstre på landet.

Antitese til Løkkes Demokraterne med mulighed for at stjæle vælgere over midten og egne rækker

 Spørgsmålet bliver, om partiet kan samle opbakning til et parti, som forekommer uden ideologi og med reformtrang. Det ligner i mange henseender en antitese til Løkkes politikudviklingsprojekt, man har fokuseret på at samle ”midterne” i nye initiativer, såsom borgerpligt, skattereform, grønne tiltag og tiltag på arbejdsmarkedet. Her er der bl.a. tale om at få nemmere adgang for udenlandsk arbejdskraft, og lave generelle lovgivning som ikke favoriserer bestemte grupper – men gøre velfærdsstaten og erhvervslivet mere strømlinet. Noget som bør tale fint i den kosmopolitiske storbyborgers politiske overbevisning. Alt imens at begge partier taler om ”fornuftens stemme”, så forekommer Støjberg mere som et opgør med urbanisering, og tale bestemte grupper op og andre ned – som fokuserer på de bekymringer, som folk udenfor de store byer har.

Trods de store forskelle til Moderaterne, markerer Danmarksdemokraterne sig også på et ønske om at indgå forlig og reformere, frem for at være et protestparti. Hvilket muligvis giver partiet den unikke position, som hverken DF eller NB har formået eller ønsket at placere sig i. Et reaktionært, provinsbetonet og indvandrerkritisk parti, som er villig til at indgå i bredde samarbejder (og muligvis regering, trods manglende bekræftelse af dette). Det som DF fejlede på, da man fik sit massive vælgermandat i 2015 og NB har markeret sig på, slet ikke at ville være – med sine ultimative krav. Altså bør der være en masse borgerlige vælgere, som savner DF med indflydelse i 00’ernes Fogh-ledede regering, som kan se fidusen i dette.

Samtidig bør det heller ikke være fuldkommen umuligt at se for sig, at Ellemanns by-Venstre facade og Socialdemokratiets ønske om at genvinde opbakningen i de større byer efter nederlaget ved kommunalvalget, kan skabe rum for Støjberg. I og med, at hele distinktionen mellem land og by har hersket længe og formentlig ikke vil forsvinde lige foreløbigt. Linedansen for S og V vil være præget af fejl og udsving, som Støjberg vil kunne samle op.

Tiden må vise, om projektet bliver en succes. Men mulighederne bør være der og afhænger i stor stil af de andre partiers ageren. Støjbergs projekt kan dog være det, der kan samle diverse vælgere op, som højrefløjen taber, samtidig med, at man nok også vil kunne trække en tilpas mængde vælgere over midten. Altså er spørgsmålet, bliver Danmarksdemokraterne den yderligere splittelse hos de borgerlige, som vil gøre højrefløjen til svagere alternativ til de røde, eller vil det være den redning, som de har ventet på?