Hvor modstanden mod atomkraft i Danmark var stor i 1970’erne hvor den daværende regering påtænkte at bygge atomkratværker til at afbøde konsekvenserne af oliekrisen i 1973, er billedet i dag et ganske andet. Opbakningen er ikke blot stor, men fremdeles voksende. Den voksende støtte må ikke overraskende tilskrives den nuværende energikrise, som ingen ved hvornår får en ende.

Men uafhængig af Ruslands angrebskrig i Ukraine og præsident Vladimir Putins brug af gas, som gengældelsesvåben mod Vestens sanktioner, vil diskussionen om inddragelse af atomkraft i Danmark være en tvingende nødvendighed, hvis landet ikke på ny skal stå i en ligeså vanskelig og fortvivlende situation, som det i dag er tilfældet. Det er ikke fordi atomkraft skal erstatte allerede planlagte grønne initiativer omfattende sol- og vindenergi, men slet og ret være et suplement til disse.

Af samme årsag bør Folketingets beslutning af 29. marts 1985 omgøres, hvor et flertal lod atomkraft udgå af energiplanlægningen, ikke at forveksle med at atomkraft dermed vil eller behøver at blive en realitet. Men med en omgørelse af Folketingets daværende flertalsbeslutning, vil det uden forbehold være muligt at få en langt bredere, dybegående og mere nuanceret debat hvilende på den nyeste udvikling når det handler om atomkraft, sikkerhed omkring atomkraft og spørgsmålet vedrørende opbevaring af atomaffald.

Såfremt atomkraft skulle blive til virkelighed på dansk jord, vil næste uundgåelige spørgsmål være hvor i landet atomkraftværkerne skal placeres og det vil alt andet lige ikke blive nogen nem opgave for de politiske beslutningstagere. Selvom vi gerne vil tage afsked med de fossile brændstoffer, så er det nemlig en sandhed med en modifikation, som politikerne helt sikkert vil kunne nikke genkendende til.

I Danmark skal stadig flere solceller og vindmøller opstilles og havvindemølleparker etableres, og det kræver ikke blot plads, men meget plads. Med tanke på de mange protester, som oftest følger i kølvandet på en politisk beslutning herom, kan man meget vel forestille sig, hvor højlydte protesterne vil være når et eller to atomkraftværker skal placeres på landkortet. Hvem husker ikke modstanden i 1973 mod planerne om at ligge et atomkraftværk ved Ørbyhage i Haderslev Kommune?

Hvad også skal finde omtale er hele diskussionen om hvor atomaffaldet fra Risø ved Roskilde, skulle deponeres, dvs. kunne graves ned i 500 meters dybde. Blandt de af den daværende regering udpegede seks områder områder var Kertinge Mark ved Kerteminde, hvilket fik lokalsamfundet på barrikaderne med det formål at forhindre deponeringen i netop deres lokalområde.

At modstanden mod etablering af et eller to atomkrafværker i Danmark må forventes om end ikke stor så til stede, vidner senest de tyske planer i 2020 om placeringen af et tysk slutdeponi for højradioaktivt atomaffald tæt på den dansk-tyske grænse, hvilket fik Region Syddanmark og borgmestrene i de fire sønderjyske kommuner til at gøre fælles indsigelse overfor den tyske forbundsdag.

Det samme billede tegner sig når det handler om placeringen af solcelle- og vindmølleparker. Selvom opbakningen som udgangspunkt er stor, så svimder selvsamme forståelse som regel ind i de lokalområder, som berøres, og det samme vil meget indlyseende gøre sig gældende når det handler om placeringen af potentielle atomkraftværker.

Skulle man fra politisk side serisøt gøre sig oprigtige overvejelser om brug af dansk produceret atomkraft, er det derfor af afgørende betydning, at man ikke på forhånd lader sig afskrække af lokale protester, idet disse altid vil forekomme. Det handler om, at beskue problemstillingen bredt og fordomsfri, ligesom det handler om at tænke i de så nødvendige perspektiver.

Med tanke på den nuværende energikrise og ditto i 1970’erne, er der ikke på forhånd at udelukke, at vi til trods for implementeringen af andre tiltag vil kunne komme til at stå i en lignende situation om 30 eller 40 år, og til den tid vil vi i givet fald stå bedre rustet end for nærværende. Sol- og vindenergi er selvsagt at foretrække, men vigtigheden af at have flere strenge at spille på bør ikke undervurderes.

Desuden har vi længe gjort brug af amtomkraft i Danmark via vores nabolande Tyskland og Sverige. En på forlods kategorisk afvisning af atomkraftværker i Danmark, vil derfor forekomme aldeles hyklerisk og utroværdigt. Men hvilke regioner og kommuner som i givet fald vil komme til at huse atomkraftværker vil i sig selv blive en interessant iagttagelse, herunder om det kunne tænkes at nogle kommuner vil byde sig selv til, hvilket dog synes lidet sandsynligt.