Små virksomheder går glip af marked på 380 milliarder

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det offentlige køber ind for 380 milliarder kroner om året, men små virksomheder får ikke deres bid af del kagen. Gør reglerne ens fra kommune til kommune, siger repræsentant for de små virksomheder.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net 
Det offentlige køber ind for 380 milliarder kroner om året, men det er svært for mindre virksomheder at forstå de komplicerede regler, som gælder for offentlige udbud, og derfor opgiver de ofte på forhånd. 
Det mener direktør Jørn Johansen fra bygnings- og renoveringsfirmaet af samme navn, der har til huse i Næstved. Jørn Johansen er samtidig med i Dansk Industris SMV-udvalg for mindre virksomheder. 
Han mener, at udbudsreglerne bør forenkles og skrives sådan, at mindre virksomheder ikke skal have jurister og andre specialister ind over, for at deltage i et udbud. Det sagde han på Dansk Industris netop afholdte DI-dag. 
Han peger samtidig ligesom Dansk Industri på, at indkøbsadfærden og reglerne ofte er forskellige fra kommune til kommune. Og at det hele bliver endnu mere kompliceret, når kommunerne i stigende grad også vil stille krav om bæredygtighed grøn omstilling. 
Ved at gøre udbudsreglerne så indviklede og ved at gøre det forskelligt fra kommunen til kommune, afskærer det offentlige sig fra mange af de innovative løsninger, som mindre virksomheder kan tilbyde, mener Jørn Johansen. 
Ofte omfatter de offentlige udbud en konkret vare eller et meget konkret projekt. Men i mange tilfælde ville det være nemmere for mindre virksomheder at deltage, hvis kommunerne i højere grad efterspurgte løsninger i stedet for konkrete projekter. Derved ville man kunne udnytte den innovation, der er i mindre virksomheder. 
I kommunerne er man dog ikke umiddelbart indstillet på at efterkomme ønskerne om mere ensartede udbud. 
Thomas Kastrup Larsen, borgmester i Aalborg og medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening peger på, at de politiske prioriteringer er forskellige fra kommune til kommune. 
– I kommunerne østpå lægger man stor vægt på bæredygtighed og miljø. Jo længere vestpå man kommer, jo mere betyder pris og lokale indkøb. Derfor kan man ikke gøre det hele ens, mener han.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?