Når stater skal dække over problematiske forløb, så er der en række forhold som det er klogt at holde øje med.

CIA er formentlig den organisation, som har lavet flest dækoperationer i Verden. Ikke mindst fordi CIA havde næsten frie tøjler fra efterkrigsårene og frem til de store kongreshøringer sidst i halvfjerdserne. Herefter fortsatte NSA og FEMA. Det minder lidt om rygerafvænning. Tilbagefald er set.

Amerikansk historie har produceret et righoldigt kompendium, som stater over hele verden har taget til sig. Der er i alt fald solgt et par eksemplarer i Justitsministeriet.

Kompendiet slår fast, at det er vigtigt, at medier og fagpersoner, som spekulerer over motiver og alternativer til den officielle sandhed, bliver hånet med det kendte modangreb; “konspirationsteorier”.

Alle spørgsmål og enhver eftergåelse af fakta skal sættes i forbindelse med sølvpapirshatte, overtro og pendulering. Det er altid de samme teorier der anvendes til latterliggørelse. Historien om at månelandingen er gennemført i et filmstudie er populært.

Politikere og medier formulerer ofte deres tvivl sådan, at forløb der kører af sporet for statsmagten, bliver betegnet som skandaler der skyldes enten inkompetence eller konspiration.

Magtapparatet griber stort set aldrig ud efter redningsplanken; “inkompetence”. For det første har magten en betydelig selvopfattelse, og for det andet er det sjældent inkompetence.

I mange år har mange svenske medier opfattet Palme mordets opklaringsenhed som meget inkompetent. Idag ved vi, at der var et netværk af Säpo-folk og folk fra Socialdemokraterne, som sikrede en afsporing helt fra de afgørende minutter efter drabet på Sveavägen – og helt frem til til regeringspartiets selvbestaltede spiontjeneste. Hele tiden med fokus på kurderne – som iøvrigt aldrig kunne sigtes for noget seriøst omkring februar 1986.

Vi kan roligt gå ud fra, at Justitsministeriet og Statsministeriet ikke er belastet med inkompetence. De sager som er smuldret de senere år – dukkeafbrændingen og minksagen – skulle nødig blive efterfulgt af spiontjenesterne og Elbit sagerne.

Alene af den grund er det afgørende, at den undersøgelse, som nu skal iværksættes vedr. forløbet af agentskandalerne, bliver “hængslet” i Folketinget og ikke i Justitsministeriet.

Er der en drejebog i agentskandalen

Lars Findsen er måske den enkeltperson der har været tættest på de hemmeligheder, som findes i toplaget mellem regeringen, TET, PET og FE de seneste 25 år. Han blev direkte bedt om at skabe øget transparens og modernisere spiontjenesterne. Måske blev samarbejdet med nogle af journalisterne lidt for intimt, men noget ønske om at blive betalt af fremmede magter eller skade danske interesser – det forekommer helt vanvittigt.

Claus Hjort er måske den, som har det tætteste person-netværk fælles med Thomas Ahrenkiel og Lars Findsen.

Når disse nøglespillere angribes så voldsomt af PET-chefen og Trine Bramsen, så udløser det et personopgør. Hjort drives af gamle æresprincipper, og han ved, at hans nærmeste medarbejdere inkl. Kettel Thomsen er bundhæderlige og loyale i forhold til Fædrelandets interesser. Det er Hjort også selv.

Det betyder ikke, at Søren Pind og andre ikke kan have ret i, at Claus Hjort har spillet en nærmest voldelig rolle som Venstres interne skarpretter. Disse fejl begået gør dog ikke Hjort til en mand som udøver landsskadelig virksomhed. Så langt fra.

Dog kan man notere sig, at Justitsminister Hummelgaard sparker hårdt ud efter netop Findsen og Hjort. Findsen fordi han har angrebet Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og Hjort, fordi han har gjort det samme.

Når PET-chefen Finn Borch Andersen og Rigsadvokaten Jan Reckendorff helt uafhængigt af hinanden, føler sig foranlediget til begge to at bryde med princippet om at holde dialogen mellem agenttjenesterne og politikerne fortroligt – og nu stiller sig til rådighed for de landsdækkende medier i den bedste sendetid – så kan enhver jo sætte sig ind i, at det er en tilfældighed, at det sker dagen før statsministerens samråd.

Hvis nogen skulle få den konspiratoriske tanke, at vidneudsagnene er bestilt arbejde, fra en ledelse der i værste fald kunne drage konsekvenser af de tabte sager – så er det grundløse og vildfarne tanker.

Måske har sagerne imod Findsen og Hjort allerede løst deres opgave. Sådan at de hurtigst muligt skulle lukkes ned – ligesom dukkesagen og minksagerne.

Hvis man et øjeblik antager, at det påvirker humøret, når man bliver anklaget for at have skadet sit land – efter en bestemmelse der arbejder med 12 år i strafferammen, så kunne man måske forestille sig, at nævenyttige politikere – som spekulerer i motiverne til at bruge retssystemet til at beskytte velerhvervede rettigheder hos centrale magtpersoner i embedsapparatet og i det politiske establishment – disse geskæftige typer, begynder at forstå hvad der er under overfladen.

At blive trukket gennem fornedrelsen, sådan som Findsen og Hjort er blevet, har måske åbnet øjnene for hvordan rå magt fungerer. Det var ikke Hjort der skulle have ødelagt sit eftermæle. Det var arbejdsomme politikere som skulle have en advarsel om, at der er tanker som ikke skal tænkes. Ligesom der er SMS’, der ikke skal genskabes og motiver, som slet ikke bør undersøges.

Selvfølgelig er der ikke en kvinde som tropper op med trusler om, hvad der skal efterforskes, hvem der skal hjemsendes og hvilke sager der kan føre til domfældelse.

Vi skal være taknemmelige for at landet ikke ledes med rå vold. Men hvad koster det at få standset en minksag? Jacob Ellemann må have tænkt over prisen.

Hvad koster det, at få 2 af landets mest magtfulde og uafhængige repræsentanter for retssystemet, til at danne juridisk vognborg omkring statsministeren – dagen før et ildrødt samråd?

Nå – men som Justitsministeren siger, så florerer der en masse interessante konspirationsteorier derude.

En af dem er at balladen om briefingerne af partilederne på Christiansborg, og de slibrige privatlivsdetaljer i realiteten er et plural purpose våben og et raketbatteri, som allerede har ramt flere af sine mål.

For det første var det betaling for en politisk mundkurv, for det andet var det en klar advarsel om at stoppe andre insidere med moralske kvababbelser og wistle blower drømme og så var det mest af alt fordi fokus skulle flyttes fra SamSam sagen og til sagen om kabelsamarbejdet.

Hvorfor er det sidste så vigtigt, for den regering, som hverken truer eller inspirerer?

Fordi kabelsamarbejdet er en gammel traver hvor Edward Snowden og en haglbyge af dygtige journalister, politikere og sikkerhedspolitiske forskere, har et medansvar for systemets utætheder.

Men SamSam sagen er værre. Her har den nuværende chef hovedansvaret.

Men nu skal ingen komme for godt igang. Og vi skal ikke blande tingene. At vi efterlader en ung muslimsk eventyrer, som har sat livet på spil for danske efterretningsinteresser, til et mareridt af en retssag på spansk med svensk tolkning, handler jo ikke om at kaste en tidl. medarbejder under bussen. Vi har ikke noget kabelsamarbejde, og SamSam arbejder ikke for os. Slut.

Hvad tænker Berlingske dog på med disse afsløringer.

Der er ikke fugls føde på den sag, og regeringen har hver hverken truet eller inspireret agenter eller anklagere.

Regeringen er ren som sne, og samfundet kan godt leve med at nogle, der ved for meget, efterlader lidt gul sne ved tanken om, hvad Findsen og Hjort blev udsat for. Gul sne bevarer ordentlighed i retssamfundet. Og gul sne stopper løbske tanker på Slotsholmen og i redaktionskontorerne.