Sverige forlænger den midlertidige lukning af grænsen mod Danmark, så den gælder måneden ud.
Det meddeler det svenske justitsministerium torsdag.
Dermed er tiltaget forlænget med omkring ti dage. Det gælder også restriktioner for rejsende fra Storbritannien.
– Det er samtidig vigtigt, at børn ikke rammes urimeligt hårdt, fordi barnet og en af dets forældre bor eller af anden grund befinder sig i Danmark eller Storbritannien, skriver ministeriet.
Derfor indfører Sverige nu en undtagelse i indrejseforbuddet, så børn, der har en far eller mor i Sverige eller på Bornholm, kan rejse ind i landet. Det samme gælder en eventuel ledsager.
– Selv om der er en pandemi, er det meget vigtigt, at børn kan ses med deres forældre, siger indenrigsminister Mikael Damberg.
Damberg meddelte 21. december, at grænsen mod Danmark ville lukke fra samme aften. Det tvang mange rejsende til Sverige eller Bornholm til at ændre rejseplaner eller juleplaner.
Grænsen er dog åben for svenske statsborgere, der ikke vil blive forhindret i at rejse hjem.
Også andre, der bor eller arbejder i Sverige, samt folk der transporterer gods, kan få lov at rejse ind. Det samme gælder ambulancer og sygetransporter fra Danmark.
Formålet med den midlertidige lukning af grænsen er at forhindre, at den nye variant af coronavirus, der blev opdaget i England i september, breder sig yderligere.
/ritzau/