Temperaturen er steget med en grad – hvad skal vi gøre ved det?

Den energi solen sender ned til Jorden har altid varieret igennem tiden.
- Er det noget man må tale om?
Hør artikel

Af alle de hvepsereder, man i vores aktuelle samfundsdebat kan komme til at stikke hovedet i, er klimadebatten nok den farligste. For hvem tør snart stille sig op i politik, på arbejdspladsen eller bare ved et gennemsnitligt begavet middagsselskab, og erklære sig på tværs i den nye bæredygtigheds-religion, som flertallet i det moderne samfunds mangel på andre guder har underkastet sig? I stedet skal man høre om, hvor glade folk er for deres Tesla, selv om den godt nok ikke kan køre ret langt, før den igen skal lade op i 3-4 timer, og hvordan de minutiøst sorterer deres affald, til de er gasblå i hovederne. Det er ikke lige der, man skal fortælle, hvor meget man savner småt brændbart-containeren på lossepladsen, at man overvejer at købe en gammel, bulet Land Rover og at man for længst har fundet sig en glødepære-pusher, så ens dyrt-betalte lys i det mindste er lækkert og ikke ligner et supermarked. Den oplysning glider ikke godt ned midt i forretten, kan jeg roligt afsløre. For så snart man udviser tilbagelænet klimaskepsis, begynder hylekoret. 
”Jamen, SE, hvor varmt det er i Spanien!!!! SE, hvor meget det regner i Pakistan!!! SE, nu smelter isen!!!! Jamen, SE DOG, vi går jo under, hvis ikke vi bygger flere vindmøller og spiser mere broccoli!!!“ 
Gudbevares, tænker man, og husker godt noget med, at juli måneds vagthavende meteorologer viste vejrkort med flammende røde tal, så det, der engang hed en dejlig varm sommerdag, nu klassificeredes som ”farligt vejr”. Når vi pletvist ramte 24 gr. 

Og nu skal jeg også nok prøve at være sød og forstående, for som med så mange andre aktuelle dagsordener må det jo være dejligt nemt at købe klimapakken. Det virker handlekraftigt, ansvarligt og medmenneskeligt. Samfundssind og dydssignalering over hele linjen.


De af os, der ikke opremser FNs klimatrosbekendelse før sengetid, men som lider af en irriterende tendens til at ville tænke selv og som insisterer på, at en sag skal belyses fra flere sider, har mildt sagt ikke været ret populære, siden hele det klimahysteriske sommertivoli begyndte for ca. 20 år siden. Det samme gælder for den lille, tapre skare af forskere, der hele tiden har manet til besindighed, eller decideret har talt klimabevægelsen imod. Uanset hvor valid dokumentation, de er stillet med, er deres resultater sjældent kommet på tryk og er forsøgt tiet ihjel, fordi det simpelthen var for kedeligt at bringe nyheden om, at jorden ikke nødvendigvis er i gang med at gå under, og at hvis menneskeheden skal udslettes, så bliver det nok nærmere i et anfald af dumhed og internt massehysteri end på grund af varme og oversvømmelser. 

I disse dage har selv Klima-Dan lidt svært ved at finde en grimasse, der kan passe, når han skal forklare danskerne, at vi muligvis skal tilbringe vinteren i mørke og kulde. Efter at have turneret land og rige rundt (og sågar brugt skatteydernes penge og sine selvbestaltede CO2-kvoter på at flyve verden tynd med sit grønne evangelium), så må selv klimadyden til venstre erkende, at vi har et problem med elektricitet og gas. 
Men iflg. Dan Jørgensen skyldes miseren naturligvis Putin. Ligesom inflationen. Det er åbenlyst for alle. Så han fortsætter ufortrødent med at sætte tempoet op for den såkaldt grønne omstilling.  
Til trods for at vi her i Danmark står for sølle 0,1% af den samlede CO2-udledning, skal vi åbenbart gå forrest i kampen for at redde resten af verden, og dermed plastrer vi nu hav og landbrugsjord ind i vindmøller og solceller. Det foreløbige budget for det grønne cirkus ligger på 150 mia. kr. frem mod 2030. Det er skisme mange skattekroner, må man sige, især i betragtning af, at landets afgifter og elpriser samtidig ligger i, hvad man vist godt må kalde den høje ende. Så høje, at mange danskere allerede nu frygter at måtte gå fra hus og hjem, for at Greta Thunberg-klubben kan udleve deres våde klimadrømme. 

Nu spørger jeg så lige: 
Har nogen mon forhåndsevalueret på, hvad der sker med havmiljø, ynglepladser og fiskebestand, når man plumser 10.000 havvindmøller ned i Nordsøen? For slet ikke at tale om, hvordan de påvirker vind- og vejrforhold inde på kysterne samt det omkringliggende fugleliv. Og er der snart nogen, der gider fortælle danskerne, at vindmøller – udover at give støjgener, og for øvrigt være en fuldstændig utilstrækkelig og upålidelig kilde til energi – på ingen måde er så miljøvenlige, som de giver sig ud for at være? At den grønne omstilling ikke er nævneværdigt grøn, når det kommer til stykket? En enkelt landvindmølle bruger f.eks. omkring 2.400 ton beton, 600 ton stål, 18 ton kobber og 1 ton sjældne jordartsmetaller. Den grønne industri bruger i det hele taget store mængder silicium, bor, titanium, gallium, alumium, kobber og sølv; bly, kobolt, lithium og grafit. Og flg. Verdensbanken vil vi de næste 25 år skulle udvinde lige så meget kobber, som i de seneste 5.000 år tilsammen. 
Så tillykke til de tredjeverdenslande, der nu skal bøvle med det projekt. Vi kan muligvis pudse fjerene heroppe nordpå, mens børnearbejderne vader rundt i mudder og tungmetaller andre steder i verden, og miljøet desuden lider overlast.  
Hvad nu, hvis vi i stedet for at panikke over klimaet, netop bekymrede os mere om miljøet? For de to agendaer hænger nemlig ikke altid sammen. Sjovt nok forurener en elbil på nuværende tidspunkt samlet set stadig mere end en gammeldags dieselbil, og skrottede vindmøller og solpaneler er så svært genanvendelige og stort set umuligt nedbrydelige, at der er lagt i kakkelovnen til gevaldige miljøproblemer for kommende generationer. Så det dydssignalerende segment kan altså godt smutte ned fra piedestalen og erkende, at den forcerede grønne omstilling – ligesom med de fleste andre gruppedynamiske, småpsykotiske politiske projekter – indtil videre er lidt en fuser. 

Hvad med at vi holdt op med at gå helt i baglås, hver gang nogen sagde ordet atomkraft og i stedet satte os lidt bedre ind i, at med de teknologiske og sikkerhedsmæssige landvindinger, den branche har nået, så er det klart vores bedste mulighed for at holde strømforsyningen i gang uden fossile brændstoffer. Det nytter ikke, at alle stadig opfører sig som de der 80er-typer i fløjlsbukser og Fjällräv, der klistrede ”Nej til atomkraft-mærker” fast på alt, hvad der stod i vejen for dem, og at man desuden hele tiden insisterer på at henvise til ulykken på Tjernobyl og dermed sammenligne afdanket, sovjetisk ingeniørkunst med nutidigteknologi og sikkerhedsniveau. Den notoriske venstrefløjs-afvisning af moderne atomkraft virker mere som et stædigt politisk statement end som reel videnskab. 

Klimaet har altid ændret sig. Punktum. Verden har i perioder set helt anderledes ud, og det vil den muligvis komme til igen, med eller uden vindmøller og solpaneler. Så lad os nu få noget proportionalitet og sund fornuft ind i den grønne debat, før den løber helt af sporet. Panisk ensidighed fører sjældent noget godt med sig. 

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?