[vc_row][vc_column][vc_column_text]
To danske start-ups vil bygge kernekraftværker
Selv om indførelsen af kernekraft ikke er på den politiske dagsorden i Danmark, så har vi alligevel to små start-up virksomheder herhjemme, som begge har det mål at bygge et lille, billigt kernekraftværk, som kan eksporteres til hele verden og dermed bidrage til at skaffe verdens stigende befolkning CO2-fri energi.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Den ene virksomhed er Seaborg Technologies, som med 17 ansatte er den største start-up indenfor sit område i Europa. Den anden virksomhed er Copenhagen Atomics, som beskæftiger hvad der svarer til 10 årsværk. Grundlæggerne af de to virksomheder, er yngre forskere i fysik, kemi og computer-modelling fra Niels Bohr og DTU, arbejdede oprindeligt sammen, men er nu splittet op i to virksomheder, hvis mål er det samme: Nemlig at bygge en Smeltet Salt Reaktor, som spalter grundstoffet thorium i stedet for uran, og som i processen anvender beriget atomaffald fra eksisterende kærnekraftværker – derfor betegnes kraftværket også som en Waste-Burner. Begge virksomheder har en ambition om, at et sådan kraftværk ikke behøver at fylde mere, end at det kan transporteres i en 40 fods container. Og at det kan bygges så billigt, at strømmen fra værket kan konkurrere med strøm fra kul og olie.
Smeltet-salt-reaktoren arbejder ved atmosfærisk tryk, i modsætning til de hidtil kendte kraftværker, som producerer under højt tryk. Det betyder, at de nye kraftværker ikke skal beskyttes af flere meter tykke betonmure, da de ikke kan eksplodere og ikke smelte ned – dermed falder prisen på et værk væsentligt.
Seaborg Technologies har fået offentlige penge til sin udvikling, et mindre beløb fra Innovationsfonden og fra PreeSeed Ventrures. VLAK-regeringen indskrev i regeringsgrundlaget, at man kan give offentlig støtte til udvikling af kernekraft via thorium. Derudover har Seaborg vundet en kontrakt fra EU på 11,5 mio. kroner til at udvikle et state-of-the-art simulationsværktøj til smeltet-salt -reaktorer, som både skal kunne bruges af virksomheder og tilsynsmyndigheder. Endelig har også private Business Angels skudt penge i Seaborg.
Copenhagen Atomics har ikke fået offenlige midler, men har modtaget private investeringer. For i lighed med en snes lignende start-up virksomheder i Storbritannien, USA og Canada, tror investorerne på, at kernekraftværker med smeltet-salt-reaktorer og thorium som brændstof vil blive en væsentlig faktor, når fremtidens eksplosive efterspørgsel efter energi skal imødekommes. Og at start-up virksomhederne kan ende som en god forretning.
Begge de to små virksomheder udvikler del-elementer af det komplekse apparat, som et kernekraftværk er. Som nævnt arbejder Seaborg bl.a. med simuleringsværktøjer, mens Copenhagen Atomics bl.a. arbejder med salt-kemien – man har bl.a. udviklet salt-loop og et måleinstrument til at bestemme de forskelllige isotoper i salten.
Hvis vi bare ser 10 år frem, så har man i verden behov for 5 gange så meget energi, som man producerer i dag, siger grundlægger og direktør i Copenhagen Atomics, Thomas Jam Pedersen. Hvert år bliver der 80 mio. flere mennesker i verden – lige så mange som der bor i Tyskland. Når den næste halve snes år en gået, vil 80 pct. af verdens befolkning bo i Asien og Afrika, og de vil stille krav om samme levestandard og dermed samme energiforbrug, som vi har i vesten. Den kolossale energi-mængde kan olie og gas dårligt nok skaffe – og hvis man tænker CO2 fri energi, så vil det gå helt galt. Vind og sol udgør vel 1-2%. Kernekraft må nødvendigvis blive en stor del af løsningen
Kina er ekempel på, hvad der sker; ifølge The Economist, som er et britisk nyhedsmagasin, er Kina i gang med at bygge 13 nye traditionelle kernekraftværker oven i de 45, man har i dag. Samtidig eksperimenterer Kinas forskere med andre former for kernekraftværker, bl.a. en type, hvor reaktoren ikke er fyldt med brændselsstave, men med keramiske småsten, skriver The Economist , som også nævner udviklingen af en reaktortype med thorium og smeltet salt, i stil med den, de danske virksomheder arbejder med. Tidligere har kineserne oplyst, at de regner med at kunne prøvekøre deres smeltet-salt-reaktor i begyndelsen af 2020’erne.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]