To Ronkedorer slås om Pennsylvania Avenue

Jackie er du her? Hvor er du Jackie? Biden spejder forgæves rundt i salen efter det republikanske kongresmedlem Jackie Walorski, fordi han gerne vil takke hende for sin indsats i forbindelse med ny lovgivning. Men Jackie er ikke mødt op, for hun blev dræbt sammen med 2 af sine medarbejdere i en trafikulykke næsten 2 måneder tidligere...
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Der blev flaget på halv stang i Det Hvide Hus i 2 dage, og Jill og Joe Biden skrev et personligt kort til Jackies efterladte om hvor hårdt ulykken havde ramt dem. De fleste husker sikkert at Joe Biden mistede sin ene søn og sin kone ved en trafikulykke, så ingen tvivl om den personlige vinkel på sorgen.

Episoden afstedkom en tænderskærende dialog mellem præsidentens pressetalsmand Karine Jean-Pierre og pressekorpset. På trods af Karines ihærdige indsats lykkedes det ikke at demontere katastrofen. Det var ikke en prompter-fejl eller en talefejl eller et forsøg på at kalde Jackie tilbage fra de døde. Vi ved alle sammen hvad det var, og når man er 80 år så er det meget menneskeligt, men når man lægger al magt i hænderne på en enkelt person som skal handle på vegne af den vestlige verden, bliver man usikker på det vise i at genopstille Joe Biden. Der har været en række tilsvarende episoder, som alle peger på at tiden er inde til et mere tilbagetrukkent liv, hvor mindre fejl ikke risikerer at få fatale følger.

Hertil kommer Hunter Bidens lukreren på sin fars position, med klart overbetalte bestyrelses – og rådgiverhonorarer i halen.

Under alle omstændiggeder bliver vicepræsidenten afgørende. Sidste gang var det Kamala Harris og hun har et superfint CV, men det viste sig at hun på godt amerikansk; “She didn’t got what it takes!”

En ny Demokratisk præsidentkandidat?

Man kan sagtens glæde sig over at vi bliver ældre og fungerer fint i en højere alder end tidligere generationer, men vi må konstatere at der er mange velkvalificerede amerikanske politikere, som ville opgive alt for at opnå en periode i Det Ovale Værelse. Har Demokraterne en vinder de kan trække af stalden?

Biden har faktisk opnået solide politiske resultater. DR fik Anders Agner – fra kongressen.com – til gøre boet op: 6.500 mia. DKK til infrastruktur, et Midtvejsvalg der gik langt bedre end forventet, en anti-inflationspakke med et betydeligt grønt engagement. Til gengæld er der trukket slemt på kassekreditten med en skamfuld exit fra Afghanistan, fortrolige dokumenter gemt privat og så demensspøgelset…

Joe Bidens egen version nævner selvsagt styrkerne, og tilføjer en yderligere detalje: han har vundet over Trump. Betyder det at han kan slå Trump igen, og derefter lave brede forlig i den kommende 4 års peride? Det er han selv overbevist om, men er det i så fald et fravalg, hvis utilfredsheden med Trump bringer Old Joe tilbage på Pensylvania Avenue?

Det er der stadig flere Demokrater som tænker over. Og rådgiverne tænker, at hvis det bliver nødvendigt at skifte kandidaten ud i valgkampen, så er det nok bedre at få trukket tanden ud nu, end at hænge på vicepræsidentkandidaten…

Jeg kan fornemme den eftertænksomme læser med forkærlighed for Demokraterne, som gerne vil høre, hvad der er på lager inden man kaster en sikker hest ud – før har en ny vinderprofil findes i boxen…

Demokratiske udfordrere

Robert F Kennedy Jr. (RFK jr.) miljøadvokat 69 år.

RFK jr. skabte international modvilje da han i januar 2022 i en tale til antiwaxere udtalte, at Anne Frank havde lettere ved at gemme sig for nazisterne end amerikanerne har ved at gemme sig for vaccinemyndighederne. RFK jr. har i mange år ment, at børn der vaccineres ofte bliver autister, og han opfordrer folk til at skjule sig for myndigheder, der vil vaccinere.

RFK jr` egen efterforskning af mordet på sin far – Robert Kennedy – viser, at der blev affyret 12 skud i kælderen under Ambassador Hotel i LA tilbage i 1968. RFK jr. har besøgt livstidsfangen Sirhan Sirhan som er dømt for, med 8 skud i magasinet, at have foretaget mordet. (Fire af skuddene blev afgivet af en person der stod ansigt til ansigt med præsidentkandidaten. Sirhan Sirhan som ikke kan huske at han affyrede skuddene, stod bag præsidenten, og havde 8 skud til sin rådighed) Altså minimum 2 skytter. Motivet var at hævne USAs støtte til Israel under seks dages krigen.

JFKs nevø har en personprofil som måske kan bygge bro mellem de internationalt orienterede Demokrater og så Quannon folkene i Trumps Midt-vestlige Heartland.

Robert F Kennedy er overbevist om, at FBI var ansvarlig for mordet på både sin onkel og sin far. Det er ikke så opsigtsvækkende som det lyder, for den mistanke opstod i Kennedy-klanen i forbindelse med House Select Committe on Assasinations sidst i halvfjerdserne. Men idéen om at influenzavaccine, ufoer og månelandinger er dækhistorier for andre interesser er sjældne blandt veluddannede Demokrater.

Marianne Williamson forfatter 71 år

MW kom hjem til sine forældre som skolepige og fortalte, at hendes lærer støttede Vietnam-krigen. Resolut besluttede hendes forældre at den lille familie skulle rejse til Vietnam, for ved selvsyn at danne sig et indtryk. Marianne forstod meget hurtigt, at uanset hvor på kloden hun mødte mennesker, så var de i bund og grund ens. Sådan indledtes en militærkritisk holdning med et dybt engagement i Vietnamdemonstrationerne.

1970′ erne har Marianne beskrevet som hendes tabte årti. Hun levede i realiteten som hippie og hjemløs. Den søgende livsstil blev dog aldrig det frikvarter med fred til at tænke over bedre samfund – som det var tiltænkt. I stedet blev det til stof – og alkoholmisbrug. Alt blev afsøgt og Marianne landede med spirituelle og religiøse tanker. Herfra indledte hun en karriere som forfatter, åndelig vejleder og behandler. Hun har samlet ind til mange sociale formål, og aldrig afvist deltagere, der ikke kunne betale.

MW stillede også op som præsidentkandidat forud for sidste valg, hvor hun anbefalede Bernie Sanders, hvis det ikke var muligt at stemme på hende selv. Forholdsvis traditionelle venstreorienterede holdninger med fokus på social velfærd, uddannelse, miljø, abort og farvedes rettigheder.

Måske forstår man godt, hvis Joe Biden er bekymret for at blive erstattet med en kandidat som mangler erfaring med det ekstremt brutale politiske miljø som Trump og hans rådgivere repræsenterer.

Republikanske udfordrere

Donald Trump – Udfordreren fra Jailhouse

Retssystemet har rejst mange sager imod Trump. Nogle af dem kan han i givet fald benåde sig selv for, og måske kan han fungere som præsident med en fodlænke. Under alle omstændigheder vil kernen i det Republikanske Midtvesten og i det dybe Syd, opfatte dommene som ærestitler. Donalds heroiske kamp to Make America Great Again.

Sådan er det ikke med anklageskriftet for “Conspiracy” fra Georgia. For det første anklages Trump for med en gruppe medsammensvorne at ville stjæle magten, og for det andet er det ikke de forenede stater som anklager. Georgia dommen vil i givet fald kunne blokere for det daglige arbejde som præsident.

Selv om det Republikanske parti er blevet så Trump afhængigt, at den interne opposition med Liz Cheney og Mitt Romney er blevet fuldstændig mast, så er der kræfter, som ønsker en anden spidskandidat. Mange Republikanere ville nok foretrække en mere vidende og mere politisk begavet kandidat, med Trumps holdninger – men uden hans bagage. Måske er det en umulig drøm, fordi Trumps medietiltrækning er så ekstrem, at den kan konkurrere med en siddende præsident, og fordi medieinteressen ikke nødvendigvis følger med til den nye profil.

Der er mange andre grunde til at et eventuelt skifte er vanskeligt, og helt indlysende kan det blive vanskeligt for en Republikansk kandidat at blive præsident, hvis vedkommende i processen får skabt så voldsom modstand hos Trump tilhængerne, at de bliver hjemme på valgdagen.

Det handler om delikat timing. Først skal den nye udfordrer demontere løgnen om det stjålne valg, så skal kandidaten tage afstand fra de voldelige overgreb på Kongressen, og endelig skal den nye kandidat formå at formulere det besværlige i at være præsident midt i et vandfald af sagsanlæg. Alt dette uden at få et opgør med Trumps bagland om den politiske linje.

Det er rigtig svært at begejstre moderate republikanere, uden at tage afstand fra de mest rablende dele af Trumps politik.

Ron DeSantis, guvernør fra Florida 46 år

Havde opbygget et image som en yngre miniudgave af Trump. Vælgerne kunne få Trump holdningerne uden bagagen af straffesager, uden Trumps udbredte mangel på faktuel viden. DeSantis er veluddannet.

DeSantis udfører nu balancegangen mellem at lægge hårdt afstand til Trump, og dermed risikere at støde mange af Trump støtterne væk, og samtidig forsøge at komme ud af Trumps skygge ved at ignorere ham, og profilere sig som den succesrige Guvernør fra Florida.

Der er en del glansbillede over Heather og Ron med deres 3 børn. Problemet er, at Trump løber med både donationer og medieomtale. Og når DeSantis profilerer sig, bliver det ofte med versioner af noget, Trump allerede har gjort tydeligere.

DeSantis vil styrke muren mod Mexico i syd, bekæmpe Woke (voldsomme opgør med Disney) og holde Florida åben, når andre bruger mundbind.

DeSantis er løbet tør for nye og selvstændige sager alt for tidligt i valgkampen og de nationale medier bruger ikke længere så meget tid på ham.

 Nikki Haley, tidligere guvernør for South Carolina og tidligere FN-ambassadør 53 år

Haley har et af det samlede kandidatfelts mest relevante C.V`.

På papiret er hun en stærk kandidat:

Eneste kvinde i feltet, som kan tage over fra Trump og dermed blive USA’s første kvindelige præsident og med en international erfaring og indsigt, der er flere ligaer over Trumps.

Haley har en viden, der er superrelevant for embedet.

Haley vælger nationale emner i en national kontekst; abort, økonomisk vækst, race, Kina og Ukraine.

Men ligesom hos sine medkombattanter, så er udfordringen at Trump fylder så enormt meget.

Chris Christie, tidligere guvernør for New Jersey 62 år

Christie har kandideret til republikansk præsidentkandidat før, og er nu profileret som Trump kritisk. Han er respekteret som en erfaren og kompetent politiker.

Mange kan stadig huske, da Christie maste Marco Rubio i en TV-duel.

Tilbage i 2016 havde unge Rubio lært en nedsættende sætning om Obama udenad, til så voldsom perfektion, at han brugte den hele tiden. Så angreb Christie Rubio med et konkret spørgsmål, hvorefter Rubio faldt helt igennem, ved endnu en gang at lire samme sætning af, uden at svare på spørgsmålet.

Christie er ikke for børn. Han tænker sig om, svarer på det, der bliver spurgt om og er på lange stræk autentisk. Der er potentiale til en god præsident i hans karakter.

Konklusion

Med godt et år til valget, og bjerge af retssager vendt mod Trump, er det dygtigt lykkedes for den gamle ejendomsmatador at bruge sit beskidte vasketøj som et våben.

“Når de ikke kan slå mig på den politiske bane, så misbruger de retssystemet”.

Trump har skabt sin helt egen bane parallelt med den politiske, og der er ingen som kan tage den fra ham. For han er hovedpersonen i noget som ingen andre ønsker aktier i.

Hvis Republikanerne skulle ønske at skifte, så synes jeg med Jysk underdrivelse, at de folk der kan indskiftes, har en  højere kvalitet end de tilsvarende hos Demokraterne.

Der er bare ikke noget der tyder på, at Partiet vil skifte hest. Alternativt kan det selvsagt være, at Trump opgiver selv, men “Never give up” er ligesom en del af hans DNA, så det sker ikke.

Forholdet mellem partierne var tidligere præget af en grundlæggende respekt, og jeg mener seriøst, at Trump som person har skadet både disse relationerne og relationerne over Atlanten.

Verden kan næppe klare en periode mere med Trump og vil også blive udfordret af endnu en periode med Biden…

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?