Hvorfor er der flest tosser blandt socialister hedder Henrik Gade Jensens anmeldelse (23 06 22) af George Orwell’s – nu til dansk oversatte roman – Vejen til Wigan Piers. Samme Orwell som i sine mest kendte romaner, Kammerat Napoleon og 1984, hudflettede hhv. Stalins Sovjet og (profetisk) moderne totalitarisme.

Som kilde til udsagnet kunne man også have anvendt den gamle, DKP-trofaste forfatter Hans Scherfig, der i romanen Idealister hudfletter flippede ”barfodsgængere” mv., som på ingen måde var i synk med DKPs opfattelse af den ægte proletar – eller Socialdemokraternes.

Det forhindrer ikke at der kan være noget om snakken, men der er behov for den væsentlige ajourføring, at den udskældte socialisme døde i 1991 med østblokkens/Sovjets opløsning, hvorefter Vestens kommunister uddøde, socialdemokrater gik over til ”nødvendighedens politik” og Kina gik over til kapitalisme, selv om det styrende parti kalder sig kommunistisk.

Siden da har der i praksis ikke været fortalere for et socialistisk samfund. Selv Enhedslisten taler ikke om det, men om velfærdsstat og klima (som de fleste andre danske politiske partier) samt især om mangfoldighed og rettigheder for seksuelle og etniske minoriteter samt asylsøgere, (dvs. dem som når frem til den danske grænse).

Nutidens venstrefløj er (venstre)liberal som gennem mange år i USA, hvorfra man har importeret den krænkelseskultur, hvorom nutidens fliprøve samles. Den hører til i den middelklasse, som den meste politiske diskurs handler om. Nutidens ”underklasse” i Vesten repræsenteres ikke af dem, men af de såkaldte populister og nationalkonservative, der vil bevare livsgrundlag, traditioner og fortællinger for de dele af befolkningen, som en hastig udvikling efterlader på perronen. Men Gule Veste m.fl. er ikke revolutionære, men anses for reaktionære.

En opdatering af den traditionelle politiske højre-venstreskala skulle således nærmere placere de herskende liberale, med Big Tech og folk som Macron i spidsen, til højre; ”populisterne” til venstre og det, man kalder venstrefløjen, et sted i midten. Som beskrevet af en også profetisk, nutidig romanforfatter, Michel Houllebecq, og demonstreret ved de franske valg for nylig.

Tilbage står det paradoks, at et virkelighedsfortrængende venstreliberalt holdningskompleks fylder så meget blandt dele af ungdommen og i toneangivende medier. Her kan Orwell stadig have ret i, at skyldkomplekser og behov for kritisk bedreviden kan spille en rolle, mens man nok heller ikke skal underkende de sociale mediers polariserende betydning.

Men det er lidt vigtigt at få opdateret sin analyse, for at forstå tingene ret.